På tv lærte Sofie de tre l'er: Lyt, lær og luk røven

I foråret vendte Sofie Stougaard hjem til sin fødeø, men i stedet for hygge med familie og venner bød opholdet på masser af uforudsigelige udfordringer.

Hvordan er det nu lige din hverdag ser ud for tiden?

– Hver dag mellem 12 og 18 går jeg til prøve på Folketeateret i forestillingen Skatteøen med musik af Sebastian. Det er en fest, for det er et kæmpestort hold, og der er orkester. Det er en fantastisk forestilling at få lov at være med i, og det er en dejlig rolle. Jeg spiller faktisk to forskellige roller - en mindre rolle, og så den person i historien som ved, hvor skatten er og er strandet på en øde ø i tre år. Hun savner rigtig meget ost, og det er hende, der synger ostesangen.

– Om formiddagen er jeg kunstnerisk leder af Hamlet Studio, som er en SGK, det er et scenekunstnerisk grundkursus. Det er et treårigt forløb for gymnasieelever, som man kan søge optagelse på, hvis man gerne vil være skuespiller. Så kan man tage det kursus, inden man søger optagelse på den statsstøttede skuespillerskole. Her ansætter jeg, og så laver jeg deres profil i løbet af året.

Er der en klassisk rolle, du ofte bliver tildelt?

– Det er der egentlig overhovedet ikke. Jeg oplever ikke, at jeg bliver typecastet - jeg har fået alle mulige roller, og jeg bliver stadig udfordret. Jeg er meget, meget taknemmelig for, at jeg ikke er blevet sat i bås, men stadig får lov til at udfordres i mit fag og spille mange forskellige karakterer.

Hvad fik dig til at deltage i Stjerner i Trøjen?

– Det er faktisk lidt det samme. Som person er jeg glad for at blive udfordret i det hele taget. Jeg har aldrig været i militæret, så da jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville være med, var det for mig at se en chance for at lære soldaterlivet at kende. Jeg underviser i 'method acting', hvor man laver research til en rolle ved nærmest at blive en rolle. Og sådan fik jeg også her muligheden for at gå helt ind i karakteren. Jeg skulle ikke spille en soldat - jeg skulle være en soldat.

Hvad var det mest udfordrende ved at være med?

– Det mest udfordrende var vel nok, at man stod i nogle situationer, som man aldrig nogensinde i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at man skulle stå i, og hvor man må slå sin hjerne, sine følelser, historie og DNA væk og bare gøre det, der bliver sagt. Man føler, at man er en enhed, og man gør det for gruppen. Man gør ikke tingene individuelt, eller det gør man selvfølgelig også, men man kæmper også for de andre i gruppen, og det svarer lidt til den virkelige verden, at man er ikke stærkere end det svageste led.

– Helt konkret, så var der en nat, hvor man skulle sove i skoven alene, og man skulle vælge, om man ville have mad eller en sovepose med. Jeg troede, at det ville være sejt og give ekstra point, hvis jeg valgte soveposen fra, men det var en kæmpe fejl. Selvom man har meget tøj på og meget tøj med, så gjorde det ikke op for soveposen, for det var næsten frostgrader, og jeg frøs bare. Det var meget udfordrende at komme igennem natten. Det føltes som om, det var to nætter.

Hvad var det sjoveste ved at være med?

– Det er nok det sammenhold, man får med sine kammerater ved, at man går det her igennem sammen. Skæbnen ville, at man var sammen med de her specifikke mennesker i denne her opgave, og så lærer man dem at kende i de mest udfordrende situationer, hvor man virkelig er skrøbelig og udsat. Det skaber sådan en helt unik måde at være sammen på, og det var en kæmpe gave at få lov til at prøve. Det er jeg meget glad, at jeg fik lov til at opleve lige med de her mennesker.

– Vi ses stadig, og vi holder ting sammen, går ud sammen. Vi har sådan en gruppe, hvor vi skriver sammen og inviterer hinanden til ting. Det er virkelig skønt.

Hvad tog du med hjem derfra?

– Det der, min mor altid sagde med, at hvis man ikke dør af det, så bliver man stærkere, det har jeg nok lært lidt mere. Jeg føler, at jeg er blevet lidt rustet af det, hvis man kan sige det sådan. Der er nogle små hverdags-situationer, hvor jeg synes, det er hårdt, men så kan jeg tænke tilbage på noget, der virkelig var hårdt, og så er det da for dumt at bruge energi på denne her lille hverdagssituation.

– Nogle gange er det hårdt at klare cykelturen opad bakken derhjemme med en masse indkøb, og så kan jeg godt tænke, at jeg har prøvet noget, der var værre. Og når jeg løber en tur, så ved jeg jo, hvor lang turen er, og hvornår jeg er hjemme igen. Sådan var det ikke i programmet. Der skulle man gå, og man vidste ikke hvor langt, og hvornår vi skal stoppe. Det er sygt hårdt mentalt.

Havde det en betydning for dig, at det foregik på Bornholm?

– Ja, det gjorde den forskel, at jeg ofte vidste, hvor vi var - ikke at jeg kunne bruge det til en fløjtende fis, men jeg følte mig mere hjemme, end nogle af de andre gjorde. Det var interessant at være på Bornholm i et helt andet ærinde, og det var et noget andet perspektiv, jeg fik, med nogle helt andre opgaver. Jeg er vant til ferie, hygge, familie og venner, men her var det bare de tre L’er: Lær, lyt og luk røven, som de plejer at sige.

– Fordi jeg var hjemmevant, så kunne jeg også nogle gange regne ud, hvor vi var, men så troede jeg hele tiden, at jeg kunne gætte, hvornår vi skulle stoppe. Men jeg havde aldrig ret i noget.

Hvad er dit næste projekt?

– Lige nu er det Skatteøen, som har premiere den 2. november og varer indtil slut marts. Derefter skal jeg lave en forestilling sammen med førsteårseleverne på Hamlet Studio.

Sofie Stougaard

Skuespiller og kunstnerisk leder af Hamlet Studio.

56 år, født i Svaneke og opvokset i Klemensker. Bor nu i Helsingør med sin mand og sit yngste barn af tre.

Var med i Stjerner i Trøjen, som foregik på Bornholm.