Ny teaterformand arbejdede i skat: En fornøjelse at få lov til at bruge penge

Ny teaterformand arbejdede i skat: En fornøjelse at få lov til at bruge penge
Peter Kruckow har boet på Bornholm siden 1994 og siger, at han skal bæres herfra. Foto: Holger Larsen
DAGENS NAVN | Tirsdag 13. december 2022 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | Tirsdag 13. december 2022 • 05:30

Peter Kruckow fra Rønne har afløst Jette Glavind Pedersen som formand for Teaterforeningen Bornholm.

 

Hvordan gik det til, at du kom til Bornholm?

– Jeg kom herover i 1994 for at stå for et treårigt projekt med lederudvikling af baltiske topchefer. Jeg var på det tidspunkt ansat på Danmarks Forvaltningshøjskole (i dag Metropol) i København og havde orlov fra min stilling i Skattestyrelsen. Da jeg var færdig med projektet, fik jeg flyttet min stilling i Skattestyrelsen fra København til Bornholm, så jeg kom ned at arbejde i afdelingen på Rønne Havn.

– Ret hurtigt efter begyndte jeg at arbejde internationalt. Jeg fik orlov fra Skat på Bornholm, og fra 1999 var jeg været ude at arbejde med organisations- og lederudvikling i skattevæsener i udviklingslande rundt omkring i verden. Jeg har arbejdet i Sydafrika og Malawi, i Montenegro og Makedonien. Jeg har været i Nepal, og jeg sluttede af i Østtimor, som ligger helt nede ved Australien.

– Jeg har været af sted i et-to år ad gangen. Jeg har haft familien med i kortere perioder, men vi har hele tiden haft base på Bornholm.

– Jeg kom i 2015 tilbage til Skattestyrelsen, hvor jeg havde ansvaret for det organisatoriske samarbejde i Norden og i Europa. Så jeg rejste en del rundt i Europa.

– Jeg gik på pension i 2018.

Hvor længe har du været med i arbejdet i Teaterforeningen Bornholm?

– Jeg kom ind i bestyrelsen i 2021. Jette Glavind Pedersen stoppede i september som formand efter 28 år, og så skulle vi finde ud af, hvordan vi kom videre i bestyrelsen.

– Hun har lagt et fantastisk stykke arbejde i foreningen i mange år, så det er nogle store sko at skulle fylde ud. Vi blev i bestyrelsen enige om at fordele opgaverne imellem os, hvilket var min betingelse for at sige ja til at blive formand. Der bliver lagt et stort engagement i den bestyrelse. De er nogle meget ihærdige ildsjæle. Det gør arbejdet som formand noget lettere.

– Jeg har lært utrolig meget i den korte tid, jeg har været med, og jeg er glad for opgaven som formand.

Hvordan er den nye bestyrelse i teaterforeningen kommet fra start?

– Vi er i den seneste måned kommet godt i gang med at planlægge sæsonen 2023-24. Vi får et rigtig godt repertoire, som bornholmerne kan glæde sig til. Vi bruger Rønne Theater, både den nye og den gamle scene, og vi får plads til både det mere traditionelle teater og noget mere eksperimentelt. Vi får brugt Musikhuzet, og måske også Campus Bornholm og andre steder. I virkeligheden kan man lave teater alle steder, og der kommer jo også gadeteater, som Undreværket står for med vores støtte og arbejdskraft.

Skal teaterforeningen med en ny formand i spidsen gøre nogle ting anderledes?

– Ja, det kommer vi til. Men det er ikke min fortjeneste alene. Vi får mulighed for at brede os lidt mere og får flere forestillinger i 2023-24. Vi vil i større omfang bruge den nye scene til de smalle ting, så bornholmerne også får mulighed for at opleve dem – i stedet for at skulle tage til København.

– Vi lægger op til, at vi skal have mellem 25 og 30 forestillinger. Det er meget, når man tænker på, at der er flere interessenter på teatret. Men det foregår heldigvis i et godt samarbejde.

Hvor kommer din teaterinteresse fra?

– Jeg interesserer mig meget for kunst og kultur på Bornholm, og jeg er i forvejen i bestyrelsen for jazzklubben. Det er noget, jeg har fået tid til, efter at jeg er gået på pension, for det er ikke noget, jeg har dyrket tidligere.

– Jeg har i mange år været med til at hive penge hjem til det danske samfund. Så nu er det rigtig rart at få lov til at bruge nogle af pengene. Det er en stor fornøjelse.

Hvilken genre teater går du op i?

– Vores bestyrelse repræsenterer forskellige genrer, og jeg er nok mest til den klassiske del af det. Jeg ved for lidt om det andet.

Hvordan synes du, at teaterinteressen er på Bornholm?

– Jeg synes, den er stor, siden vi kan have et egnsteater, en teaterforening til at få turnéteatrene herover, og så har vi to amatørteatergrupper. Så jeg synes, at vi er godt dækket ind.

Har du andre interesser?

– Jeg har været medlem af Lions Club i mange år, og lige i øjeblikket er vi i gang med julelotteriet, som jeg er formand for, og som har 50 års jubilæum.

– Jeg er engageret i Knudsker Idrætsforenings loppemarked, hvor jeg er med ude at samle ind, og jeg er også revisor i klubben. Og så er jeg med i Rønne-Knudsker Bytings bestyrelse.

– Hvis man vil med i det bornholmske lokalsamfund, skal man involvere sig i frivilligt arbejde. Så lærer man en masse mennesker at kende.

 

 

Peter Kruckow

70 år

Fra Brøndby, bor i Rønne.

Uddannet skatterevisor.

Gift med Connie.

De har fem sammenbragte børn (i alderen 30-43 år), som alle bor i København, og et barnebarn.

 

Følg debatten på facebook!

BOMBERNE UNDER OVERFLADEN

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

65.000 ton kemiske våben ligger på havbunden ud for Bornholm. Vi kender risikoen – nu skal Danmark og Europa handle.
Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal
NYHED | ABONNENT

Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal

80 år efter Anden Verdenskrig er der fundet kræftfremkaldende stoffer fra eksplosiver i skaldyr og andre dyr i Østersøen ud for Tysklands nordkyst.
FÅ ABONNEMENT