Hvordan kom I på den idé?
– Jeg beskæftiger mig med sociale medier i min egen virksomhed, og min makker har taget et specialiseringsmodul på lærerstudiet som arbejder indenfor emnet, så det var både en personlig interesse for os begge, men samtidig opstod vores første samtale om emnet midt i en periode, hvor online-hate-debatten fyldte meget i medierne, så det føltes yderst relevant. Derudover er vi meget enige om, at det er et emne, som ingen af os kan komme udenom. Samfundet udvikler sig hele tiden, så det må folkeskolen også gøre, hvis den skal være meningsfuld for elevernes læring og dannelse.
Hvordan vil du bruge den viden, når du skal ud og undervise?
– Vi kom frem til nogle konkrete handleforslag i løbet af vores undersøgelse, som jeg vil implementere i min egen undervisning. Jeg vil samtidig bruge de forskellige erkendelser, vi nåede frem til undervejs, til at huske mig selv på, at jeg også må blive ved med at udvikle mig og analysere min egen undervisning og ikke kun elevernes modtagelse af den, så jeg kan blive den bedst mulige lærer-udgave af mig selv og give eleverne, det de fortjener. Jeg skal passe på, at min egen forforståelse ikke spænder ben for elevernes forståelse, udvikling, læring og oplevelse af medansvar, eller for at jeg selv kan få øje på, at der er andre svar på problemstillingerne, end dem jeg kom med, da timen startede.
– Jeg håber, jeg også kan bruge projektet til at spare med mine kommende kollegaer omkring emnet. Jeg er spændt på at høre, hvordan andre lærere/pædagoger og lignende ser på det.