Modig leder stopper: 'Vi glemmer, at børn er nogle stærke små væsner'

Børn skal have lov til at lave nogle lidt dumme ting, stikke sig på tornene, gøre deres egne erfaringer. For det er dem, der overtager den natur og det rod, vi efterlader til dem, siger Ida Gro Hansen. Om en uge stopper hun som leder i Natur- og Musikbørnehaven Lille-Gryn efter 27 år og går på pension.

Bornholms måske mest modige børnehaveleder stopper. En leder, der har skabt et stærkt alternativ til den frygtsomme pas-på-du-ikke-falder-pædagogik og været fremsynet nok til at se, hvilken styrke fremtidens voksne skal have. Styrken til at redde verden.

Vi taler om Ida Gro Hansen, som kom til Bornholm i 1981 med en pædagoguddannelse fra Holte Børnehaveseminarium i lommen.

Ida Gro Hansens far er bornholmer. Selv er hun opvokset i København, hvor hun også tog sin uddannelse. Men allerede som ganske ung svor hun, at hendes egne børn – og dem har hun fire af – skulle vokse op på Bornholm.

– Så da mit første barn var ti dage gammelt, flyttede vi til Nexø.

I dag går den 67-årige ildsjæl på pension efter 27 år som leder på Natur- og Musikbørnehaven Lille-Gryn udenfor Svaneke. Her har hun gennem et kvart århundrede opbygget en ånd og en retning, som er unik på Bornholm, og nok også i resten af landet. Børnene er ude det meste af dagen, og de får lov til at lege uforstyrret, men under opsyn af voksne. De får lov til at være. Men de får også lov til at lære.

– Selvfølgelig falder de i åen ind imellem, siger Ida Gro Hansen, der har boet i Listed de seneste 20 år. Listed er lige nedenfor Grynebakken, hvor Lille-Gryn ligger på toppen. Børnehaven er indrettet i Grynegårds gamle kostald, som af årsager, der fortaber sig i fortiden, er 11-kantet.

– Den er bygget efter samme model som Egilsholm og Kyllingemoderen. Det giver et fantastisk lys, siger Ida Gro Hansen og peger op på lysindfaldet fra vinduerne i toppen af den runde bygning.

Ida Gro hansen får en snak med to Lille-Gryn-børn – selvfølgelig udenfor. Foto: Anette Vestergaard

Helt gak

Her, i den gamle stald, indrettede en lille forældregruppe fra Svaneke og omegn i 1996 en alternativ børnehave til deres i alt fem børn. Ida Gro Hansen blev ansat som leder.

Hun havde på det tidspunkt en bred vifte af erfaring, både som pædagog og i forskellige ufaglærte jobs. Hendes opfattelse af et godt børneliv var og er i høj grad inspireret af Ida Gro Hansens egen opvækst. Da hun var barn, legede børnene med hinanden ude på vejen til det blev mørkt. De store børn passede på de små. I dag er børnene inde meget af tiden.

– Jeg synes, børn skal ud i naturen. Det er gratis, der er ikke alle mulige sikkerhedsregler, der skal overholdes. Allerede som ung syntes jeg, at det var grotesk at bo på Bornholm og så voksede børnene op på en asfaltlegeplads. Skønne institutioner, ikke noget med det, men det var fuldstændig vanvittigt. Helt gak. Vi har Guds bedste legeplads på den her ø.

Lang venteliste

Det, Ida Gro Hansen hentyder til, er naturen. Den runde børnehave på Grynebakken ligger i et sprækket, tilgroet område, omgivet af træer, åbne områder og en skrænt ned til det lille vandløb, der risler gennem terrænet.

Her opholder børnene sig det meste af tiden fra de møder ind om morgenen til de bliver hentet igen. Også i regnvejr og blæst og når temperaturen er under frysepunktet.

– Oftest er det om sommeren, hvor der er for meget lys, og det er meget varmt, at vi går indenfor. Eller, hvis det er meget koldt, så går vi ind og spiser, og så går børnene ud igen, når de har fået varmen. Man kan lave nøjagtig det samme inde som ude. Du kan lægge puslespil, klippe-klistre, sy, modellere.

I dag er der 37 børn i Lille-Gryn, og ventelisten er lang. De små børn, der stadig sover middagslur, ligger i kurve på gulvet. De større børn er udenfor.

Det er ikke kun børnene, der trives bedst med at være ude, understreger Ida Gro Hansen.

– Tænk, hvis der var 37 børn herinde, hvordan ville det lyde, spørger Ida Gro hansen og nikker ind mod Rundkredsen, som er det store, centrale rum i huset. Det bruges til morgensamling, teater og andre aktiviteter, men kun i kortere perioder. For børn er ligesom voksne, siger Ida Gro Hansen.

– De har brug for ro og ordentlighed. Hvis jeg gik rundt herinde med 37 børn, så ville jeg gå rundt hele tiden og sige, hold nu op, lad nu vær', stop det der. Børnene ville blive desperate. Og jeg ville skulle bruge mange penge på materialer, for børnene skulle hele tiden have noget at lave.

Vellyde og mislyde

Børn, der har været små på Lille-Gryn, ved også, hvad det vil sige at brænde sig på en brændenælde. Det er en god erfaring at have, siger Ida Gro Hansen, for så ved man, hvordan man slipper for at blive brændt på en brændenælde igen.

– Man kan ikke intellektuelt læse sig til, hvad det vil sige at brænde sig på en brændenælde. Det er du nødt til fysisk at mærke, siger Ida Gro Hansen.

Dermed ikke sagt, at børnene skal løbe frit omkring, og alting bare skal have lov til at sejle. Tværtimod. Også her spiller udendørslivet ind som en positiv faktor.

– Vi får meget større mulighed for at høre børnene, når vi er ude. Hvis vi er inde, er larmen så høj, at vi bliver stressede. Når vi er ude, får vi ro. Og så kan vi faktisk høre, om der er vellyde eller mislyde. Når vi er inde, drukner det i snik-snak og larm. Vi er meget mere nærværende, når vi er ude, end når vi er inde, slår Ida Gro Hansen fast.

Hun udgav i 2021 bogen 'Ro til at være', som er en sammenfatning af pædagogikken og principperne bag Lille-Gryn. I kapitlet om leg og kreativitet gøres det klart, hvor uhensigtsmæssigt man ofte arbejder med børn og kreativitet. Børnene sættes i gang med planlagte, voksenstyrede aktiviteter, som er tilrettelagt ud fra et produktionsperspektiv. Det passer ikke til børnenes fantasi, skriver Ida Gro Hansen og nævner kastanjedyr som eksempel.

"Det bliver de voksne, der laver huller og sætter tændstikkerne i, for det skal gøres med forsigtighed, så tændstikkerne ikke knækker. Vi forsøger at inddrage barnet ved at stille spørgsmål undervejs, men det sætter på ingen måde barnets kreativitet i spil, for barnet er i processen, ikke i produktet. Det bliver den voksnes erfaring, der skaber dyret", skriver Ida Gro Hansen, og fortsætter: "De færreste forholder sig til, at kastanjers smukke blanke glatte sanselighed ville give barnet betydelig større kreativitet og skabende udfoldelsesmuligheder, hvis vi lod barnets fantasi finde frem til, hvad de kan og skal bruges til."

Børnene sover middagslur i kurve, mens pædagogerne vasker op i køkkenet ved siden af. Foto: Anette Vestergaard

De voksnes ansvar

De børn, der har passeret gennem Lille-Gryn de seneste 27 år, er dem, der skal passe på jorden i fremtiden. Derfor slutter Ida Gro Hansen af med en venlig opsang til forældregenerationen. Hovedbudskabet er, at børn skal have lov til være i fred og vokse i fred.

– Vi er som voksne over dem hele tiden, de er aldrig i fred nogen steder. De er overvåget 24-7. Og det er da et enormt ansvar, forældrene påtager sig. Selvfølgelig vil forældrene passe på deres børn. Men nogle gange glemmer vi, at børn er nogle stærke små væsner, der kan rigtig meget selv. Børn skal have lov til at lave nogle lidt dumme ting, stikke sig på tornene, erfare, hvornår brombærrene er modne.

– Jeg synes, vi har en vanvittig forpligtigelse, for det er børnene, der skal overtage den mess (rod, red.), vi efterlader os her i verden. Den globale opvarmning, for eksempel, det er børnene, der skal overtage den. Så hvis ikke vi gør børnene den tjeneste at finde den kærlighed til naturen og forstå en smule af årsagssammenhængene, så har de ingen forudsætning for at tage vare på den mess, vi efterlader dem.

Den 4. september siger Ida Gro Hansen farvel og tak efter 27 år som leder på Lille-Gryn, og det vil ske med en reception og afskedsfest i børnehaven. Hun har allerede en klar forestilling om, hvad hun skal lave, når hun går på pension. Hun har købt en skov på Balka, og her vil hun indrette sig i et tiny house med regnvandsopsamling og celler på taget.

– Bom. Og så har jeg købt en motorsav.

Stillingen som leder på Lille-Gryn er ledig. Her er lederens kontor, med kig ind til Rundkredsen. Foto: Anette Vestergaard