Mobbet i barndommen – nu skal drømmen udleves

Hun har haft et hårdt liv. En barndom fyldt med mobning, ensomhed, og en adhd-diagnose, der har stået i vejen for meget. Amanda Viktoria Kryger Nattestad kæmper nu for at indfri drømmen om at blive veterinærsygeplejerske og er snart færdig med en HF-eksamen på Campus.

Hvor er du vokset op?

– Jeg er født på Bornholm, så flyttede jeg til Fyn, til Albertslund, den ene ende i Rødovre og den anden ende i Rødovre. Derefter vi til Sorø, og så til Bornholm. Jeg var 14 år gammel, da jeg kom tilbage igen.

Hvordan kan det være, at I flyttede så meget rundt?

– Vi flyttede fra Bornholm, fordi min far skulle på noget uddannelse, eller også skulle han på noget øvelse med militæret. Så flyttede vi til Albertslund. Jeg ved ikke hvorfor, vi flyttede dertil, men derefter blev min mor og far skilt. Så havde jeg ikke så meget styr på, hvad min far lavede, men jeg var bare på besøg i weekenderne. Min mor arbejdede lidt forskellige steder.

Hvordan har det været at vokse op på den måde?

– Det har aldrig været rigtigt fint, for jeg er altid blev mobbet – både fysisk og psykisk har jeg haft det rigtigt, rigtigt svært stort set alle steder, jeg har været. Jeg kom hjem med blodnæse dagligt, så det har næsten være en befrielse, hver gang vi er flyttet.

– I femte klasse fik jeg stillet diagnosen adhd, og så kom jeg i specialklasse. Det er det bedste, jeg nogen sinde har oplevet. Vi lavede stort set ingenting. For hver halvanden time, havde vi måske en halv times arbejde. Nogle gange havde vi en time, men for det meste lavede vi ikke så meget. Vi spillede spil og så videre. Alligevel lærte jeg sindssygt meget.

Hvordan kan du mærke, at du har adhd?

– Altså, hvis jeg tænker tilbage, så har jeg altid vidst, at jeg har været meget energisk. Og jeg har altid vidst, at jeg har sværere ved ting, som andre har nemmere ved.

– Jeg har ikke haft så nemt ved at kontrollere, hverken hvad jeg siger eller min adfærd.

– Det er jeg blevet markant bedre til, men den gang var der rigtig svært for mig, og jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke rigtig kunne snakke med andre. Jeg synes jo godt, at jeg kunne godt snakke med andre; jeg var jo megasocial. Det der med, at der var ikke nogen, der forstod mig, og bare grinede eller kiggede mærkeligt, var svært. Men jeg kunne mærke, at jeg var anderledes fordi, jeg snakkede så meget og havde svært ved at styre det. Jeg fyldte jo rummet på en måde, hvor jeg heller ikke synes, det var fedt. Da jeg så fik diagnosen, så var det bare sådan "nå ja," og så fik jeg piller. Jeg har heller ikke så meget filter. Når folk spørger mig om noget, er jeg hudløs ærlig, og det er der ikke mange, der kan med.

Hvilken forskel gør pillerne for dig?

– Det som pillerne gør for mig, der er at – altså jeg har fået at vide, at normale mennesker ikke har en dialog inde i hovedet, der kører hele tiden. Det har jeg altid haft; jeg har haft en kørende dialog, der aldrig har været stille og hele tiden mindet mig om, hvad jeg skulle gøre og hvad jeg skulle huske. Det var også det, der stressede mig, at jeg havde de der tanker, der blev ved med at prikke til mig – "jeg skal nå, jeg skal nå, jeg skal nå…"

Min mor tog pillerne fra mig efter et halvt år, men nu har jeg fået dem igen, og da jeg fik de der piller, blev der stille i mit hoved, så jeg rent faktisk kunne være i nuet.

– Det har egentlig ikke påvirket det fysiske, men det gør, at jeg er mere mentalt med i en situation. Jeg kan være i nuet. Jeg kan trække vejret. Jeg kan lukke øjnene. Jeg kan slappe af. Så det har jo hjulpet helt vildt at få de der piller. Som jeg stadigvæk tager.

Hvad laver du, når du ikke er til undervisning?

– Jeg har mit deltidsjob, hvor jeg møder ind og fodrer heste, muger ud, lukker hestene ud og laver det, der skal laves. Så har jeg malet stald, og nu skal jeg i gang med at male udenfor.

– Det er et job på en gård i Nexø. Det er en lang tur.

Hvordan får du det til at hænge sammen med at være enlig mor, arbejde med heste og også skulle gå skole?

– Når jeg har enkeltfag, har jeg ikke så mange timer, som man ellers har, og fordi jeg er alenemor, mener jeg, at jeg har det, der hedder 20 timer pr. 14. dag.

– Det gør så, at jeg ikke har så meget fremmøde, men der har jeg også taget nogle af fagene online. Så får du en opgave, du skal aflevere til en vis dato, og så skal man selv finde ud af, hvornår man sidder og laver den.

– Når jeg ikke har så mange faste mødetider på skolen, så kan jeg godt arrangere, at de her dage har jeg eksempelvis formiddagen fri, og så kan jeg godt køre ud og arbejde.

– Jeg har ikke høje karakterer, men jeg består da. Og efter jeg har fået mine adhd-piller tilbage sidste efterår, har jeg også fået flere titaller og flere syvtaller.

Hvad kunne du tænke dig at lave, når du er færdig med din HF-eksamen?

– Jeg ville gerne være dyrlæge. Men da jeg fandt ud af, at det er fem års fuld skolegang, så tænkte jeg, at det har jeg svært ved med min adhd, på trods af, at jeg vil være rigtig god til at stå i situationerne og lære på den måde. Det der med at sidde med hovedet i en bog, det er ikke den måde, jeg lærer på.

– Jeg flytter til Varde i slutningen af juni. Da jeg så fandt ud af, at jeg kunne blive veterinærsygeplejerske rimelig tæt på der, hvor jeg skulle flytte hen, tænkte jeg, at det vil være det rigtige. Men jeg skal først skaffe mig en elevplads.

Hvor forestiller du dig, at du er om 10 år?

– Jeg har jo mange drømme; alt muligt. Jeg har jo altid mest været rigtig glad for heste og dyr, og jeg har i mange år tænkt på, at hvis jeg bare havde pengene til det, ville jeg gerne have mit eget store sted – både med træning af heste, med genoptræning, og sådan noget med at tage problemheste eller misrøgtede heste ind, og jeg ville have en rideskole og alt muligt.

Amanda Viktoria Kryger Nattestad

Bor i Muleby

Læser HF-enkeltfag og er færdig til sommer

Drømmer om at blive veterinærsygeplejerske eller dyrlæge

Mor til Aya på to et halvt år

Single