Carsten Seeger, Kultur Bornholm, Østermarie, har skrevet mindeord om Christian Dohn, der netop er død, 75 år gammel:
Christian Dohn holdt op som advokat i 2016. Han havde været sygemeldt i længere tid, og ved afskedsreceptionen på Rønne Theater var der meget, der tydede på, at afskeden blev ultimativ: han kom direkte fra teater til intensivafdelingen på hospitalet. Han overlevede – og helt til den 12. april i år.
Først nu har jeg rigtigt tænkt på, hvor venlig han har været over for mig og mine mangeartede projekter. Han stillede klædt i rødt, hvidt og blåt op som adjudant for prins Henrik, der blev æreskunstner i Østermarie, var toastmaster ved årlige middage for modtagere af Kultur Bornholm-prisen, auktionarius i Kyllingemoderen for Galleri Kaffeslottets censurerede udstillere, auktionsholder ved Jacob Ludvigsens dødsboauktion og ved "Bruun Rasmussen auktionen" (over malerier af tidligere børnehavelærer Lis Bruun Rasmussen i Østermarie), skåltaler, skaffer ved middage, medhjælp ved vinsmagning på kunstmuseet og sponsor for temamiddagen før van Gogh-udstillingen på Arken i Ishøj etc.
At hans forudsætninger var i orden var indlysende. For eksempel som auktionarius. Men hvem kunne ane, at han havde været i Den Kongelige Livgarde og ligefrem været jourhavende kongeadjudant?