Indtil for nyligt svingede Henrik ofte sin bil ind på parkeringspladsen foran museet i Sct. Mortensgade. Hans engagement var intakt, og utrættelig spurgte han ind til arbejdet, og som den samler han var, havde han ofte "en helt uundværlig" genstand med til samlingen, som han havde støvet op ude på øen.
Jeg besøgte ham senest for få uger siden, hvor vi på trods af hans skrantende helbred løb alle afdelingerne igennem. Og Henrik glædede sig over både udgravningerne ved Sorte Muld, fremdriften for at sikre gode forhold på det nye Bornholms Museum i Rø og ikke mindst, at Hjorths Fabrik fortsat var i god gænge.
Vi mødte hinanden første gang på Nationalmuseet omkring år 2000, hvor han arbejdede på Frilandsmuseet, og jeg som studerende på deres Afdeling for Nyere Tid. 10 år senere ringede jeg til ham, da jeg havde søgt stillingen som museumsdirektør og hans umiddelbare opbakning bestyrkede mig i ønsket om stillingen. Da min familie og jeg efterfølgende flyttede til Bornholm, blev vi budt velkommen til øen med frokost hjemme hos hans hustru Hanne og ham, og vi følte os altid velkomne hos dem. Et par måneder senere kom jægeren Henrik forbi med råge-brystfileter til den noget tøvende lille familie: "velkommen til Bornholm".

Henrik Vensild på Bornholms Museum i 1973. Arkivfoto: Algot Lindau