Michael vasker senge på hospitalet: Det er lige mig

I september 2021 tog Michael Andersen og hustruen Lene et stort spring og flyttede til Bornholm, hvor han nu arbejder på Bornholms Hospital. Tidligere har han arbejdet som brugsuddeler og også på Sct. Hans Hospital i tre år, hvor man finder blandt andet indlagte mordere, og hvor han skulle have "øjne i nakken".

Hvor er du født og opvokset?

– I Slagelse på Sjælland, hvor jeg voksede om som efternøler med to ældre søskende. I 10. klasse tog jeg på Haslev Efterskole, for jeg vidste ikke lige, hvad jeg gerne ville. Men jeg fandt ud af, at det skulle være noget med handel, så jeg tog på handelsskole i Slagelse og kom efterfølgende i lære i brugsen og arbejdede de næste 25 år forskellige steder i forskellige brugser.

Hvor for eksempel?

– I den lille by Gørlev på Vestsjælland, men ad forskellige omveje kom jeg så blandt andet til brugsen i Herfølge på Østsjælland og senere til Lille Skensved, hvor jeg endte som brugsuddeler. Men så fik jeg stress, for jeg arbejdede i rigtig mange timer. Det var 100 timer om ugen og alle ugens dage, så det blev for meget. Derfor fandt jeg i lidt moden alder for cirka 12 år siden ud af, at jeg skulle lave noget helt andet og lægge mit liv om. Jeg læste om serviceassistentuddannelsen, og den tog jeg så i Roskilde. Jeg tænkte, det var fint med faste arbejdstider, så man havde fri, når man gik hjem.

Og det kunne du realisere?

– Ja, jeg boede i Viby, men fik først arbejde på Sct. Hans Hospital ved Roskilde. Det er et psykiatrisk hospital, hvor jeg mest gjorde rent. Det er senere blevet mere åbent, men dengang var det blandt andet på dobbeltlukkede afdelinger, jeg arbejdede. For eksempel arrestpsykiatrisk afdeling, hvor folk bliver dømt til behandling, mordere og andre, der havde begået personfarlig kriminalitet.

Fakta

Michael Andersen er 56 år.

Han er gift med Lene og de to har siden september boet i Nyker.

De skal finde en fritidsinteresse og skaffe sig et netværk.

Hvordan var det at arbejde der?

– Det var udfordrende, kan man sige, men sådan set spændende nok. Jeg var jo den flinke type, det var værre for lægerne og sygeplejerskerne, som udleverede piller og den slags. Jeg mærkede ikke så meget til klientellet, men selvfølgelig skulle man lige have øjne i nakken.

Jeg tænker, man godt kunne blive nervøs ved at bevæge sig rundt blandt patienterne?

– Ja, det var man også. De fleste fik dog så meget medicin, at de var lidt sløve i det, men selvfølgelig skulle man passe på.

Du var ekstra opmærksom?

– Absolut ja!

Var du involveret i nogle ubehagelige episoder?

– Nej, faktisk ikke direkte. Selvfølgelig skete der nogle overfald og den slags, men jeg var ikke selv direkte involveret i noget i de cirka tre år, jeg var der. Derefter kom jeg til Køge Kommune, som havde et rengøringskorps, Servicekorpset, hvor halvdelen gjorde rent hos borgerne privat og den anden halvdel på plejecentrene. Jeg var på Ølby Ældrecenter i seks-syv år, men så fandt vi ud af, vi måske skulle flytte herover til den dejlige ø. Min kone, Lene, er af bornholmsk afstamning, så det trak gevaldigt.

Hvor mødte du hende?

– Både hendes mormor og morfar og farfar var bornholmere, mens farmoren var fra Sjælland. Lenes bornholmske forældre var flyttet til Havdrup, hvor hun voksede op, og siden Viby, og der mødte jeg hende i 1994.

Er I kommet på Bornholm i årenes løb?

– Ja, de seneste mere 20 år har vi gerne lejet forskellige sommerhuse herovre. Vi startede med en gang om året, så blev det to og nogle år tre gange, og så fandt vi for et par år siden ud af, at inden vi blev alt for gamle, ville vi gerne bo herovre. Så for to år siden begyndte vi at søge efter bolig. Vi tænkte, at vi gerne ville bo til leje for en sikkerheds skyld, hvis nu vi skulle finde ud af, at det ikke var noget for os. Man hører jo om, at folk kan få økuller. I september sidste år fandt vi så den her dejlige lejebolig i et halvt dobbelthus i Nyker.

Hvordan tager man sådan et spring?

– Min kone er førtidspensionist, så det var ikke det store problem, men nu fik vi så boligen først, og så satsede jeg på, at jeg nok skulle finde et arbejde og sagde bare mit job op. Jeg fik også med det samme arbejde i hjemmeplejen her, men efter to måneder søgte de arbejdskraft på hospitalet, og det var lige mig.

Og hvad laver du så nu?

– Lige nu er jeg aften- og nattevagt, hvor jeg primært ordner smittestuer efter coronaindlagte, men om en måneds tid skal jeg på under oplæring på dagvagt med rengøring i hele huset. I første omgang skal jeg primært vaske senge og madrasser i Sengecentralen i kælderen, hvor der dagligt kommer cirka 50 senge igennem.

I ankom i september, har I oplevet den der økuller?

– Nej, overhovedet ikke. Vi har faktisk tit talt om, at det er noget af det bedste, vi har gjort, at flytte hertil. Og nu er det blevet forår, så nu skal vi snart ud at møde nogle andre mennesker, det har jo ligget lidt stille. Der er selvfølgelig noget familie, vi kender herovre, men vi har ikke som sådan et netværk endnu, det skal vi til at etablere. Vi skal finde en hobby eller noget, så vi kan komme ud at møde andre mennesker. Vi ved ikke helt, hvad det skal være, men her er jo masser af muligheder.