'Mange kommer her for at spise, for det er ikke sjovt at spise alene'

'Mange kommer her for at spise, for det er ikke sjovt at spise alene'
Malene Carentius. Foto: Holger Larsen
DAGENS NAVN | SVANEKE | Mandag 2. maj 2022 • 06:45
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | SVANEKE | Mandag 2. maj 2022 • 06:45

Malene Carentius er ny koordinator i kulturhuset for voksne udviklingshæmmede, og hendes store drøm er at etablere en handicapfestival.

 

Hvorfor søgte du jobbet som kulturkoordinator i kulturhuset Vennepunktet i Rønne?

– Jeg havde arbejdet på dagtilbuddet Strøby/Skovlyst i Aakirkeby som daglig leder i syv år, og nu trængte jeg til at komme ud for at få mere borgerkontakt. Da den her stilling kom, tænkte jeg, at den er skræddersyet til mig.

Hvad tiltalte dig ved jobbet?

– Det er en spændende arbejdsplads, hvor jeg har fri leg til at skabe aktiviteter sammen med borgerne. Dem, der kommer her, får lov til at være med til at bestemme.

– Jeg vil være med til at skabe noget sammenhold og netværk for brugerne. De fleste af dem bor alene, så de har ikke så meget socialt, når de kommer hjem fra arbejde. Her tilbyder vi et måltid mad, aktiviteter, samvær, hygge.

– Kulturhuset er et samværstilbud for borgere med sociale og kognitive udfordringer og psykisk sårbarhed. Vi har åbent mandag-torsdag med café og aktivitetstilbud på forskellige tidspunkter, blandt andet cykel- og gåture, kreativt værksted og ældrecafé.

Hvad er dine opgaver?

– Man skal ikke være visiteret for at komme her, men kan komme ind fra gaden. Min store udfordring nu er at få flere herind og se vores gode sted. Det er en opgave, jeg stiller mig selv, for jeg synes, at ingen mennesker skal være alene. Vi har et måltid mad hver dag, og mange kommer her for at spise, for det er ikke sjovt at spise alene.

– Jeg skal skabe nogle aktiviteter for brugerne og forsøge at flette aktiviteterne sammen med kulturinstitutionerne. Vi har aftenaktiviteter tirsdag og torsdag. Tirsdag er indtil videre som regel en cykeldag, mens vi torsdag har en spilleaften, en filmaften eller en danseaften, eller hvad man nu finder på. Vi fortsætter i første omgang med de aktiviteter, min forgænger, Lene Koefoed, har planlagt. Skal der ske forandringer, skal det ikke være hen over natten, men stille og roligt. Jeg lytter til borgerne. Hvad har de brug for og lyst til.

– Min opgave er at få socialiseret de borgere, der kommer her i cafeen. Jeg læser højt fra avisen, og jeg prøver at være opmærksom på, hvilke kulturelle ting, vi kan komme ud og være med i. Det kan for eksempel være, at vi får lyst til at tage af sted en lille gruppe for at se Trolling Master i Tejn, så brugerne får lov til at mærke stemningen, spise en grillpølse og se bådene.

Hvor mange brugere kommer der i kulturhuset?

– Der kommer nok 10-20 stykker i cafeen om eftermiddagen, men når vi har større arrangementer, kan der komme 150, fordi de også kommer ude fra bostederne.

– Udfordringen for nogle aktiviteter er, at der ikke er personale til at transportere borgere ude fra bostederne. Derfor er det primært brugere fra Rønne, der kommer her.

– Der skal jeg prøve at kigge lidt på, hvad vi kan gøre.

Kommer du med nogle ideer, som du gerne vil have gennemført?

– Ja, jeg har en stor drøm om, at jeg skal have lavet en stor handicapfestival herovre, ligesom der tidligere har været.

– Jeg vil gerne skabe nye muligheder. Der kommer jo hele tiden nye borgere til, så opgaven er at finde ud af, hvordan vi kan få dem herind, så de kan være en del af vores aktiviteter.

Hvad er succeskriteriet for dig?

– Det kan være svært at måle vores job, men for mig handler det om at skabe et godt miljø for de mennesker, der kommer her, så de bliver set og hørt og har lyst til at komme igen. Men også, at man bliver udfordret med aktiviteter, som man ikke har prøvet før.

– Kulturhuset skal også være brugernes frirum med respekt for andre. De kan komme som de er, være glade eller kede af det. Det kan vi godt rumme her, og så hjælper vi dem med det, man måske tumler med, for mange har måske ikke så stort et netværk.

Hvorfor vil du gerne arbejde med netop denne gruppe borgere?

– Jeg brænder jeg for at være sammen med de her borgere, og jeg vil gerne gøre en forskel for dem. Jeg vil gerne være med til at skabe en god hverdag for dem. Det handler for mig også om at respektere det enkelte menneske og give dem noget god energi, som jer sprængfyldt med.

Hvad laver du i din fritid?

– Bornholm byder på så meget forskelligt, og så har jeg nogle skønne mennesker omkring mig til også at gøre min fritid god. Jeg ror kajak, danser groove, dyrker yoga. Nogle gange er der for få timer i døgnet.

 

 

Malene Carentius

54 år.

Pædagog, fra 1. april kulturkoordinator i kulturhuset Vennepunktet i Østergade 54 i Rønne.

Fra København, flyttede til Bornholm for 11 år siden.

Bor i Svaneke.

Har to voksne drenge og er lige blevet farmor.

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT