'Man skulle lægge våbnene, inden man kom ind på hospitalet'

Jytte Fogtmann har været væk fra Bornholm i 40 år. Men for fem år siden vendte hun tilbage efter et langt liv som sygeplejerske. Kulturforskelle har hun mødt mange af, og i dag har hun især fokus på, at alle skal have en ordentlig behandling i sundhedsvæsnet, også de der har sociale udfordringer.

Du har været sendt ud som sygeplejerske?

– Ja, jeg har været sendt ud med Røde Kors i Afganistan for mange år siden, og jeg har flere gange stået klar i beredskabet, hvor jeg så ikke er blevet sendt ud. Jeg var i en periode på en akutmodtagelse i Kabul.

Hvordan var det?

– Det var fantastisk. Jeg var der et halvt år, hvor der var mere roligt, men den sidste måned, jeg var der, kom der flere regler. For eksempel skulle vi havde tørklæde på, og kvinderne måtte ikke køre bil. Sådan var det ikke fra starten. I starten var det også sådan, at man skulle lægge våbnene, inden man kom ind på hospitalet, og der var vagter udenfor. Men efterfølgende blev det meget svært.

Hvordan var de kulturelle forskelle?

– Vi var jo i et krigsområde, så vi havde mange mine-skader. Og det er hårdt at se børn komme ind med de skader, som vi havde svært ved at gøre noget ved. Men der er kæmpe kulturelle forskelle. Vi brugte for eksempel mange blodtransfusioner, for det var det, vi havde tilgængeligt. Vi kunne ikke tage så mange blodprøver, men vi kunne se, når patienterne var blege eller havde blødt meget. Og så var det sådan, at mændene ikke ville give blod, men de fik slæbt deres kvinder og deres døtre med på hospitalet, så de kunne give blod. De ville meget gerne modtage blod, men de ville ikke give det.

Hvordan var det at komme hjem igen?

– Det var faktisk meget værre at komme tilbage til jobbet på Rigshospitalet. Der var kulturskiftet større. Jeg måtte starte på nattevagter, for jeg kunne simpelt hen ikke holde ud, at der skulle tages så mange prøver, og at der var så meget administrativt. Jeg havde jo stået med små børn i hænderne, der var dødeligt såret, og så var det altså meget kontrastfyldt at komme hjem.

Hvorfor kom du tilbage til Bornholm?

– Jeg blev 60, og jeg fik på det tidspunkt lovning på mit gamle job. Jeg har arbejdet i mange år i børne- og ungdomspsykiatrien, og jeg blev også lovet, at jeg kunne gå en dag ned om ugen. Jeg har min gamle mor på Bornholm, så det ville give mig mulighed for at tage over og besøge hende. Men så kom der ny ledelse på hospitalet, og så var det pludselig ikke længere muligt. Så i stedet for at blive sur og tvær, besluttede jeg sammen med min mand, at vi satte huset til salg og flyttede til Bornholm. Her fandt vi et fantastisk hus i Nyker, hvor vi bor nu.

Så I kom egentlig til øen på en slags otium?

– Ja det var meningen. Jeg startede i hjemmeplejen, da vi flyttede til Bornholm, men så blev jeg spurgt, om jeg ville arbejde på flygtningecenteret for Røde Kors, som dog lukkede efter et halvt års tid. Så dukkede stillingen som socialsygeplejerske op. Det er en stilling, der har eksisteret i omkring 10 år, og lige nu er vi 17 i somatisk regi, og 10 i psykriatisk regi i Region Hovedstaden.

Hvad består jobbet af?

– Mit job er at være støtte for de socialt udsatte på øen. Jeg skal være den røde tråd i deres behandslingsforløb og generelt være det netværk, som den socialt udsatte normalt ikke har under indlæggelsen.

Og hvorfor er det nødvendigt?

– Det er det, fordi især folk med misbrug igennem mange år er blevet dårligere behandlet, når de bliver indlagt på hospitalet eller skal til forskellige undersøgelser. Det kan både være nogle, der har et misbrug, en dårlig skolegang eller psykisk handicappede borgere, som man har fundet ud af, ikke får den behandling de har behov for. Så lavede man en studie for at finde ud af, om man kunne ansætte en sygeplejerske, der kunne være bindeled, både mellem borgeren og personalet, men også til verden udenfor. Og det er den funktion, jeg har.

– Mit arbejde er så for eksempel ved indlæggelser, hvor nogle kommer ind og måske ikke har en pårørende, at sætte tid af til at tale med dem. Finde ud af, hvad der er op og ned, hvordan de hjemlige forhold er og undersøge, hvordan vi kan hjælpe bedst muligt.

Hvad kan problemerne være for sådan en patient?

– Det kan være patienten har et overforbrug af alkohol, og det kan gøre, at han får en dårligere behandling. Den slags patienter bliver ofte misforstået, og nogle kan måske havde en forudindtaget holdning til, hvordan misbrugere er. Der har jeg mere tiden til at sætte mig ned og snakke med dem, og se bagom tingene. Hvor stort er misbruget for eksempel. På den måde kan vi hjælpe patienten med for eksempel en abstinensbehandling. Det er ofte derfor, folk kommer. Så jeg skal have patienten til at åbne sig og fortælle ærligt, hvor problemet ligger.

Og så kan du hjælpe patienten videre?

– Ja, jeg har for eksempel et godt samarbejde med rusmiddelcentret. Kommer der for eksempel en patient, der har været indlagt for en afrusning, så er jeg også den, der går med til første møde på rusmiddelcentret. Og her på øen har vi også store problemer med boligsituationen. Vi har rigtig mange, både yngre og ældre, der bor rigtig dårligt. Skal de have hjælp, når de kommer hjem, så skal det etableres på en bestemt måde. Og her har jeg haft meget samarbejde med den kommunale socialsygeplejerske.

Hvordan undgår du at tage arbejdet med hjem?

– Det gør jeg heller ikke. Men jeg har nogle gode kolleger her i huset, som jeg kan vende nogle problematikker med, og så har jeg et rigtig godt netværk og god kontakt med de andre socialsygeplejersker i regionen.

Der må være forskel på at arbejde på Bornholm og i København?

– Ja absolut. Vi møder jo vores patienter i det daglige også. Og her gælder det for mig om ikke at være den, der tager kontakt. Hvis jeg møder nogen nede i byen, så lader jeg altid dem hilse på mig først. For det er ikke sikkert, de har lyst til blive sat i forbindelse med mig overfor dem, de er sammen med. Det er jo ganske almindelige mennsker, vi taler om.

Hvad får du fritiden til at gå med?

– Jeg har lige løbet etapen. Det var rigtig godt. Det har jeg gjort hvert år, siden jeg kom tilbage til Bornholm. Og så har jeg min gamle mor, som får noget omsorg. Derudover har vi børn og børnebørn, der kommer på besøg. Det er min mands børn, og de bor alle sammen på Island. Så når de kommer hjem, er de her somme tider i lidt længere tid af gangen. Jeg under underviser også i yoga. Og så går tiden med min store have.

Hvor er det bedste sted på Bornholm?

– Almindingen. Jeg boede som barn i Ekkodalen, fordi min far arbejdede på savværket, så det sted har en særlig betydning for mig.

 

Jytte Fogtmann

Jytte er 65 år gammel, gift med Thor.

Sammen bor de i Nyker.