– Ja, uddannelse er uddannelse, uanset hvor man er, tænkte jeg, og Campus Bornholm var et fint sted at være, så der tilmeldte jeg mig, og så fik jeg en studiebolig til ingen penge i forhold til, hvad det ville koste på den anden side. Det var dejligt, og så blev jeg bare bidt af at bo her, og derfor kom jeg tilbage igen. Jeg håber, jeg kan blive her og få en familie her en dag.
Hvad siger dine forældre og din bror til det?
– Min bror synes, at jeg er lidt skør, fordi han er meget ungdommelig af sind, haha. Han kan godt lide storbyer, men mine forældre synes bare, at det er godt, for de har jo vidst, siden jeg var en lille knægt, at jeg havde det sådan.
Kan du beskrive, hvad der har fanget dig allerede som knægt?
– Jeg kan meget godt lide naturen og at gå ture og sådan nogle ting. Det er meget bedre herovre, end det er i for eksempel Rødovre, hvor der er biler og larm og mennesker og sådan nogle ting. Jeg kan godt lide roen. Og da jeg på et tidspunkt havde et job som montør i København, hvor jeg arbejdede i Nordhavnen hver dag, tog det en times transport bare at komme på arbejde og en time til, når jeg skulle hjem fra arbejde, selv om der egentlig ikke var særlig langt. Det var en stressfaktor i sig selv. Her tager det mig to minutter at gå på arbejde, fordi jeg jo bor i Rønne. Så her er bare lidt mindre stressende herovre – selv om der selvfølgelig stadig kan være stressfaktorer, når man arbejder.