Livet skal leves i farver

Regnbuekunstneren Guillaume Knudsen kender også til sorg og følelsen af, at tilværelsen kan være grå, men hans rejser i verden har fået ham til at sætte farver på både sit bindingsværkshus i Rønne og sin livsindstilling. Men nu har han sat regnbuehuset til salg for at begynde et nyt kapitel i livet.

Verden er i farver, synger Lis Sørensen i sit store hit fra 1991, og lige præcis sådan bør verden også tage sig ud – kulturelt set, ifølge Guillaume Knudsen, der her på øen er blevet kendt som regnbuekunstneren. For i 2022 satte han bogstaveligt talt kulør på tilværelsen, da han forvandlede den gule facade på sit bindingsværkshus i Rønne til en pallette af regnbuens farver. Men hvordan opstod lysten og modet overhovedet til at male huset i pangfarver?

Måske skal svaret findes i den glæde ved farver, som Guillaume Knudsen for alvor fandt under sine ophold i Indien – et land han har besøgt hele fem gange. Og her blev han med hans egen formulering forelsket i landets eksplosive brug af kulører, forklarer han, da vi sidder ved hans spisebord i regnbuehuset, der også er fyldt med farver indenfor.

– Inderne kan virkelig godt finde ud af at bruge farver. Der er hele tiden noget, øjet kan fornøjes af. Folk er flot klædt på med sarier med guldbroderier. Jeg har selv købt en del af de indiske traditionelle dragter, som man i dag mest har på til bryllupper, men jeg synes bare, at de er vildt flotte, siger Guillaume Knudsen, der dog også er begejstret for en bestemt dansk bygning.

– Jeg er en stor fan af Palads i København, selvom det er malet i pastelfarver, griner han.

– Jeg synes, det er en fornøjelse at kunne kigge på sådan en bygning inde midt i en by. Især ud til en togbane. Jeg er klart mere til pangfarver, men det er fantastisk at nogen gad at gøre det, og nogen gad at betale for det og sige ja til projektet, siger han med lys i øjnene, så man næsten ikke nænner at tilføje, at et flertal i Københavns Teknik- og miljøudvalg faktisk har besluttet at rive Palads, der engang var hvidt, ned. Det har skabt store overskrifter, for mange elsker det farverige Palads, som man lægger mærke til, ligesom man mildt sagt lægger mærke til Guillaume Knudsens farverige hus i Rønne. Men det er heller ikke første gang, han sætter skik på et hus.

– Jeg lever af boligudlejning i København og istandsættelse, og så har jeg tidligere haft et projekt i São Paulo, hvor vi også overtog nogle store huse, som vi lavede om til hostels.

Dog er Guillaume Knudsen ikke uddannet håndværker, men faktisk sprog- og økonomiuddannet fra Handelshøjskolen i København.

– Det administrative arbejde begyndte at småkede mig lidt, så der skulle ske noget. Der skulle nogle farver på.

Skulle først være gråtonet

Men da han selv købte huset, var det farvet i en ubestemmelig gul farve med gråt bindingsværk.

– Den gule farve kunne jeg ikke finde nogen steder, ingen af nabohusene havde den. Og så var bindingsværket gråt, og jeg mener, at jeg har set ét andet hus med gråt bindingsværk, hvilket jeg forstår, for de er oprindelig lavet med tjære, så de burde traditionelt set alle sammen være sorte, siger Guillaume Knudsen, der kontaktede kommunen, før han fandt malerpenslerne frem.

– Jeg sendte dem først en mail for at spørge til reglerne for vinduer, og de forklarede mig, at der ikke var nogen regler for selve farven på huset. Det kom bag på mig. For der er for eksempel meget strikse regler for svenskehusene. Hvis du har et hus, der er 250 år gammelt, må du åbenbart godt male det, som du vil, men hvis du har et hus, der ’kun’ er fra 2. verdenskrig, så må du ikke, griner han og ryster på hovedet, inden han tilføjer, at han på den måde fik ideen til at male huset på en alternativ måde. I begyndelsen tænkte han først på at male det i grå nuancer.

– Det havde jeg en ide om kunne se fedt ud. Så sad jeg sammen med en af mine venner fra Frankrig og photoshoppede det frem og tilbage, og det så bare slet ikke godt ud, siger han, mens han står og laver kaffe i køkkenet, hvor lågerne ligesom husfacaden også er en farvesymfoni af stærke kulører.

– Jeg arbejdede frem og tilbage i photoshop, hvor vi først startede med en masse farver, der var blandede, og det fungerede heller ikke rigtig, men det endte med, at der skulle være en kronologi i farverne, som der er kommet i dag. Det så meget bedre ud, siger han og sætter kaffen på bordet.

Blev usikker undervejs

I sensommeren 2022 satte han sammen med sine venner den første malerrulle ud med den stærke røde farve på gavlen. Og allerede den første farve tiltrak sig opmærksomhed.

– Der var folk, der gik frem og tilbage, og de studsede lidt, for farven er lidt kraftigere end i hvert fald naboens røde. Men i det moment, vi satte malerrullen ud mod Almegade med den orange farve, da gik vi jo fra én farve til flere farver, så der skete der et eller andet uforudsigeligt. Og i det øjeblik kommer naboen gående, der går tur med sin hund, hvis mand sidder i byforeningen, siger han med et drenget udtryk i ansigtet.

– Jeg havde været inde hos dem nogle uger forinden og lavede en joke, om at jeg ville male huset regnbuefarvet, hvilket de havde grinet af, fordi de synes, det lød så latterligt, at der ikke kunne være noget sandt i det. Men da hun stod der med hunden, sagde hun: ”Ej, det mente du bare ikke det der”, hvilket genererede et mindre spjæt i mig og en orange plet på væggen, fortæller han og griner igen.

– Men så fik vi fortsat, og den aften nåede vi halvdelen af huset. Det så forfærdeligt ud, fordi der nu kun var rød og halvorange, og der manglede den anden halvdel for at fuldføre det. Sådan kan man godt få en dårlig fornemmelse midt i et projekt. Det er først, når det er helt på plads, at det virker.

Blev du usikker undervejs, om det ville blive godt?

– Ja det gjorde jeg. Især fordi det var første gang.

Har inspireret andre

Sammen med sine venner fik han malet husets facade på omkring 50 timer. Og undervejs var han ikke den eneste, der var i tvivl om, at det ville ende godt, for der kom hele tiden reaktioner fra forbipasserende.

– Der var en ung gut, der kom forbi og sagde ”det der er syv år i helvede eller i ulykke”. Og så sagde jeg til ham, om vi lige kunne tage samtalen forfra, så vi fik den på video, for det syntes jeg var sjovt sagt. Og sådan har vi flere videoer med folks reaktioner. Men de fleste var positive.

Selv endte han også med at være godt tilfreds.

– Jeg kan især glad for den ende med lilla, stærke farver. Dem kan jeg virkelig godt lide.

Hvad har naboerne sagt?

– De har været ganske positive, siger han og tilføjer, at regnbuehuset hurtigt blev en mediehistorie.

– Byforeningen blev kimet ned af blandt andet Tidende for at høre, hvad de syntes om huset, siger han og fortæller, at han derfor selv tog affære for at sikre sig opbakning til sit farverige hus.

– Vi havde på et tidspunkt boet til leje hos naboen fra byforeningen, og så havde jeg et eller andet ligegyldigt liggende fra dem, jeg tror det var en smørkniv eller sådan noget. Så jeg banker på hos dem og kommer ind med en ide om, at nu skal jeg aflevere den her smørkniv, som om den var vigtig og spørge, om de kan lide farverne. Og det kunne de heldigvis. Så jeg blev mødt ret fint.

I stedet for klager fik han faktisk forespørgsler om at lave noget lignende på andre facader. Så nu har han blandt andet også givet farver til et hus i Aakirkeby.

– Jeg har ikke selv lavet noget opsøgende arbejde med facaderne – det var en dame, som henvendte sig til min kollega, Thomas, som jeg lavede huset her med, og på det tidspunkt var vi også i gang med at male nede ved Kvickly foran havnen, og så tænkte vi, at det lød sjovt med det hus i Aakirkeby, siger han og giver sig til at beskrive stedet.

– Hvis man har været der, er det et ret unikt sted. Der er en gammel brandstation og en baptistkirke og et tårn, som er meget flot. Der er i virkeligheden ret mange ting, som er fede lige netop der. Men det bærer også lidt præg af at have været en smule forladt. Selve baptistkirken er vist blevet opkøbt, og så er der siden ikke blevet gjort noget ved den, på trods af at det er en meget smuk bygning.

Men huset du maler er en privat bygning?

– Ja, hvor ejeren gerne ville have lavet gavlen.

Det var hans ven Thomas, der endte med at designe gavlen i Aakirkeby, men nu har de to farverige huse i Rønne og Aakirkeby tilsyneladende også inspireret en husejer i Listed, fortæller han stolt.

– Jeg har ikke været oppe at se det endnu, men på billederne ser det ret fedt ud, fordi det også er et flot gammelt hus, men det er også løftet, det ligger på en bakke. Jeg tror, jeg vil køre derop i dag og hilse, siger han og farver hele ansigtet i et stort smil. For det er en god følelse at have været med til at sætte farver på Bornholm.

– Jeg har ladet mig fortælle af en psykolog, at det åbenbart er ret normalt, at når kvinder bliver gravide, så går manden i gang med at arbejde dobbelt så meget og købe hus og købe bil og alt muligt, hvis man ikke har sådan en i forvejen. Det vil jeg virkelig fraråde alle fædre, siger Guillaume Knudsen, der gik i gang med at renovere regnbuehuset, da han skulle være far. Foto: Joan Øhrstrøm

Fra Sardindåsen til Solskinsøen

Det var kærlighed, der for tre år siden førte Guillaume Knudsen til Bornholm, da hans daværende kæreste fik arbejde som jordemor på øen.

– Det var tre måneder inde i covid, og det passede mig rigtig fint ikke at sidde i det, jeg kalder sardindåsen, som var lejlighederne i København under covid. For det var de færreste af os, der boede på nok kvadratmeter til virkelig at synes, det var rart at være låst inde døgnet rundt. Jeg boede i Nordvest og hun på Frederiksberg, siger Guillaume Knudsen, der således flyttede fra København til Bornholm med tre ugers varsel.

– Hvem i alverden klager over at flytte til Bornholm? Jeg har i hvert fald aldrig haft et problem med at være her. Der er en meget indspist københavnermentalitet med, at man ikke kan flytte udenfor København, siger Guillaume Knudsen, som syntes, at det var et lille skridt at flytte med til Bornholm. For hele livet har han rejst rundt i verden, og han taler fem flydende sprog – fransk, dansk, engelsk, spansk og portugisisk.

Forældre med vilde liv

Hans franske fornavn fik han af sin franske mor, mens faderen arbejdede som bygningsingeniør med at bygge cementfabrikker over hele verden for FL Smidt. Guillaume Knudsen blev derfor født i Paraguay og nåede at bo i fem lande med sine forældre.

– Mine forældre mødte hinanden i Jordan ved vandet, mens de var på ferie, og på det tidspunkt arbejdede de begge to i Irak. Min far lavede en fosfatfabrik for regeringen ude i ørkenen, og min mor lavede paladsdekorationer for Saddam Hussein i Bagdad. De havde nogle vilde liv, siger han roligt.

Familien flyttede til Danmark, da han var seks år, men han husker ikke rejseårene som kaotiske. Til gengæld var det hårdt for ham at starte i Den Franske Skole, hvad der ellers virkede naturligt, når hans modersmål var fransk dengang.

– Jeg har altid haft svært ved at sidde stille på en stol. Og i den franske skole er dagene længere, så man får en overdosis af skole, griner han og fortæller, at han skiftede til det danske skolesystem i 6. klasse, men først blev rigtig glad for at gå i skole, da han kom på efterskole.

– Jeg endte med at gå to år på efterskole, fordi jeg blev SÅ glad for det. Det var en super fed oplevelse.

Det var også i de år, at hans kreativitet begyndte at vågne for alvor, så som 15-årig begyndte han blandt andet at lave smykker. Efter efterskolen kom han først på kokkeskole, men fik også en overdosis af arbejdstiden der, da det ikke var ham at arbejde 80 timer om ugen. I stedet uddannede han sig som nævnt på CBS, ligesom han selv har boet i adskillige lande som voksen.

– Jeg tror, at det var noget af det, jeg fik med fra mine forældre, der aldrig havde svært ved at hoppe på et fly med en envejsbillet. For de var gode til at navigere blandt nye mennesker og i nye kulturer. Og deres nysgerrighed har jeg nok arvet.

Fraråd til alle fædre

Han har således blandt andet selv boet i Brasilien, Portugal og Indien, og undervejs har han blandt andet ernæret sig med at udleje og istandsætte huse. Derfor var han heller ikke bange for at købe regnbuehuset, der var et dødsbo.

– Det var ikke, fordi det var fuldstændig smadret, men det trængte til en kærlig hånd. Min kæreste var gravid på det tidspunkt, jeg gik i gang med at renovere det. Jeg har ladet mig fortælle af en psykolog, at det åbenbart er ret normalt, at når kvinder bliver gravide, så går manden i gang med at arbejde dobbelt så meget og købe hus og købe bil og alt muligt, hvis man ikke har sådan en i forvejen. Det vil jeg virkelig fraråde alle fædre, siger han og tier.

– For det koster jo på tilstedeværelseskontoen. Og i en periode, hvor kvinden faktisk har brug for, at man gør nogle praktiske ting og er nærværende, så render man rundt i savsmuld og byggestøv og rockwool. Det er mig en gåde, siger Guillaume Knudsen, som alligevel brugte mange kræfter på at renovere huset, inden parret alligevel gik fra hinanden. Det er blandt andet derfor, at han nu har sat det til salg. Men han fortryder hverken, at han fik et barn eller flyttede til Bornholm.

– Jeg tror, det er et sted, jeg vil blive ved med at komme resten af mit liv, for jeg holder meget af øen og rigtig meget af nordsiden. Og det har været rart også at geare ned. For der er mere stressende i København.

Hvor føler du dig mest hjemme?

– Det er nok alligevel i København, hvor jeg trods alt har boet det meste af mit liv. Men jeg har også et særligt forhold til São Paulo, hvor jeg boede i et fantastisk hus, som min kammerat stadig bor i. Der er sådan et åbent køkken ud til en have, hvor der kommer kolibrier ind. Det er virkelig, virkelig idyllisk. Det kan jeg også godt lide. Der har jeg det rigtig godt og er i mit es. For hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig rigtig lært at påskønne årstiderne herhjemme. Jeg kan godt synes, at efterårsbladene og snelandskaberne er smukke, men slud og storme har jeg aldrig lært at påskønne, jeg vil hellere kunne gå i shorts hele året, ler han.

Døde med seks dages mellemrum

Guillaume Knudsens liv har dog ikke været en lang badeferie, for han kender også alt til modgang. Og især blev han ramt af forældrenes død, da han selv var 31 år.

– De døde med seks dages mellemrum. Min mor havde alzheimers i otte år, og det gik stille og roligt ned ad bakke. Og hun gik bort først. Og min far havde en hjernehindeblødning, som han mirakuløst blev opereret fra. Så lå han i koma, så lå han på hospitalet, så kom han i genoptræning og hele den proces varede et halvt år, og efter det var han egentlig funktionel nok, men han havde bare ikke særlig meget energi, siger han og sukker.

– Han boede på 2. sal, og en dag falder han simpelthen på trappen og slår hovedet, efter det ligger han i ti måneder som en grøntsag og kan ikke andet end at blinke med øjnene. Og så går han tilfældigvis bort af en lungebetændelse seks dage efter min mor, siger han og ser ned.

– Det var svært at slippe dem. Svært at acceptere situationen og rigtig svært at komme ovenpå igen.

Gjorde du noget…

– Jaaa, jooo, jeg gik til psykolog. Men det sværeste var nok også processen op til deres død, som der også var en slags lettelse i, fordi de begge havde det så dårligt. At gå tilbage til deres tidligere stadie var ikke en mulighed.

Molekyler kan ikke dø

Gør du dig tanker om, hvad der sker, når vi dør?

– Ja. Molekyler kan ikke dø. De forvandles bare.

Men vores bevidsthed, lever den videre?

– Mmm. Den har jeg tænkt over på et tidspunkt. Jeg kan ikke huske, hvad jeg kom frem til, siger han og ser tankefuldt til siden.

– Det er jo de færreste af os, som ikke kan være minder for nogen. Det er vel også bevidsthed. Så det er ikke egen bevidsthed som sådan, men vi præger jo vildt mange mennesker omkring os i løbet af et liv, siger han og lader et øjeblik blikket vandre rundt i stuen.

– Jeg synes, det er sjovt at sidde i et hus, hvor man taler så meget om den tidligere ejer. Det er spændende i et samfund som Bornholm, hvor folk kender hinanden og kender historierne om ens bolig og dem, der har boet i det.

– Den tidligere ejer, som døde noget tid, inden jeg overtog det, var en gammel læge, så vidt jeg husker. Og at jeg selv fortæller en historie om en person, som jeg i virkeligheden ikke aner, hvem er, er jo om noget bevidsthed, der lever videre. Er det rigtigt eller forkert, det jeg fortæller? Det ved jeg ikke. Men det er fortolkninger af de historier, jeg har hørt, siger Guillaume Knudsen, der nok selv vil leve videre længe i den bornholmske bevidsthed som regnbuekunstneren.

Ro gennem meditation

Men han er ikke kun en farverig facademaler og en berejst eventyrer, men også et menneske, som søger ro – gennem daglig meditation.

– Jeg gør det typisk om morgenen, når jeg vågner. Omkring en halv time. Det tog kun otte år at implementere, men det virker.

Hvordan mediterer du?

– Nu er der jo mange måder at gøre det på. Jeg sidder bare i stilhed og prøver at koncentrere mig om ingenting. Der er nogle, der synes, det er rart med guidede meditationer, hvilket jeg også godt kan lide, men den form gør jeg ikke så tit.

Så når du mediterer, så vender du dig ikke mod universet eller noget religiøst?

– Nej. Overhovedet ikke. Det er at gå efter nul og ingenting, siger han og griner kort.

– Men det giver mig ro at meditere, fortæller han og forklarer, at meditationen også giver ham håb.

– Jeg har lavet meget indre arbejde til at have en naturlig tiltro til, at tingene nok skal gå. Og for mig er det vigtigt med den tiltro i de tilstande, vi som verden er i nu. For det er meget nemt at falde for, at ingenting kommer til at gå.

Ro og kropslig bevægelighed

Hvor finder du mening i livet?

– I min søn. Rigtig meget. Han giver mig meget glæde, så jeg er meget glad for, at jeg fik ham. Det har svunget meget frem og tilbage, hvorvidt jeg ville have børn eller ej. Det har jeg både villet og ikke villet.

Hvad håber du at give videre til ham?

Han sidder lidt uden at sige noget.

– Kropslig bevægelighed og ro, kommer det så, afklaret.

– Han skal være i stand til at finde indre ro. For det tog mig meget lang tid. Og det synes jeg ikke, der er nogen grund til at vente med. Det tror jeg godt, jeg kan videregive ham meget hurtigere.

Hvordan gør man det?

– Begynder at lære dem, hvad det er at trække vejret. Og at observere og se på følelser uden at begynde at reagere på dem. Jeg synes i forvejen, han er meget rolig i forhold til nogle af de børn, han omgås med. Og meget observant. Så han har noget af det i sig.

– Og så håber jeg at kunne give ham bevægelighed i en ung alder, så han ikke stagnerer fuldstændig. En ting, jeg har lært fra Latinamerika, er, at folk kan finde ud af at danse, siger han og smiler.

– Det kunne vi også godt lære noget af herhjemme. Og det synes jeg egentlig godt, man kunne blive god til som ung.

Så indre og ydre sundhed?

– Ja, lige præcis.

At skille sig af med ting

Hvordan ser din fremtid ud efter regnbuehuset?

– Jeg tror faktisk, jeg skal bruge noget tid på at finde ud af, hvad det skal blive til. Og skille mig af med ting, som tager tid. Huset her, så jeg ikke skal pendle og nogle andre ting, som jeg gerne vil af med.

Materielle ting?

– Ja. Møbler og støv og bøger, alt muligt.

Er du en person, der ikke bryder sig om at have mange ting?

– Nej, desværre, siger han og smiler selvironisk.

– Jeg har nok større tendens til horderi. Min mormor nedskalerede i sin tid fra et slot til et virkelig, virkelig stort hus og senere til et mellemstørrelseshus. Og for hver gang var det bare flere ting, der blev krampet sammen. Min mor var også en samler.

Så du har arvet?

– Ja, noget af det. Vi ryddede huset for mange år siden, og hun havde blandt andet rigtig mange antikke møbler, som jeg var interesseret i at tage videre. Men dengang gik det op for mig, at jeg stod i min bedstemors hus og bare samlede alt muligt, som jeg havde barndomsminder med, men skulle jeg virkelig bruge det?

Han ser op.

– Der lærte jeg noget om mig selv den dag.

Er de farverige facader noget, du vil tage med videre?

– Jeg kunne godt tænke mig det, ja. Men nu skal der mere ro på.

Ved du hvad du drømmer om – arbejdsmæssigt?

– Nej. Jeg har tvivl, smågriner han.

Man kan jo også genopfinde sig selv…

– Ja, og det er måske på tide, at jeg gør det. Der er tvivlen måske meget god at tage ind. Og lige nu er jeg et sted, hvor der er plads til det, siger han og går ud i forårssolen for at lade sig fotografere foran sin berømte facade, der stadig kan bringe smilet frem på gaden.

Blå bog

Guillaume Knudsen. Født 1984. Har en bachelor i Business, Language and Culture fra CBS. Blev kendt som regnbuekunstneren efter han malede sin facade i regnbuens farver i Almegade i Rønne. Selvstændig som boligudlejer og istandsætter. Far til en søn på tre år.

– Det er sjovt at sidde i et hus, hvor man taler så meget om den tidligere ejer. Det er spændende i et samfund som Bornholm, hvor folk kender hinanden og kender historierne om ens bolig og dem der har boet i det, siger Guillaume Knudsen. Foto: Joan Øhrstrøm