– Jeg har boet på Bornholm i 18 år, men har som barn altid kommet her, fordi min far dengang var lærer på en skole i Svaneke. Senere hen købte mine forældre et hus på Østbornholm, så jeg har stort set brugt alle ferier herovre. Det er også strækningen fra Svaneke til Gudhjem, der er mit yndlingssted på øen. Jeg elsker at befinde mig i den strækning, fordi der er så mange klipper.
Hvor boede du inden, du flyttede hertil?
– I København. Min datter og mine børnebørn flyttede til Bornholm, inden jeg gjorde, så det trak selvfølgelig i mig, da jeg skulle tage beslutningen om at flytte efter. Jeg boede på femte sal i en toværelses lejlighed i København, og her på Bornholm kunne jeg få et hus med plads til hund, så det betød også noget, da jeg besluttede mig for at flytte. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg flyttede, da jeg elsker at bo her.
Er der en butik eller restaurant, der genåbner, som du glæder dig til at besøge igen?
– Ja! Jeg glæder mig til at tage op til røgeriet i Allinge og få en god fiskemenu. Jeg har været der mange gange, og det er simpelthen fantastisk lækker mad, de serverer. I det hele taget glæder jeg mig bare til at komme mere ud at spise igen. Røgerierne på Bornholm er helt specielle, så det er noget, jeg har savnet under nedlukningen.