Har fået specielt job på hospitalet: 'Jeg er som en hest, man kan betro sig til'

Har fået specielt job på hospitalet: 'Jeg er som en hest, man kan betro sig til'
Medmindre hun skal foretage en vielse, er Benedikte Gyes ikke i præstekjole, når hun arbejder som hospitalspræst. Foto: Bornholms Hospital
DAGENS NAVN | Lørdag 8. juli 2023 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
DAGENS NAVN | Lørdag 8. juli 2023 • 05:30

Siden 1. maj har Benedikte Gyes arbejdet som præst på Bornholms Hospital. Her skal hun tale med patienter, pårørende og personalet om døden, livet og gud - men uden at være missionær.

Du blev uddannet teolog i 2001, men det er første gang, du skal arbejde som præst på et hospital. Hvorfor tænker du, at du gerne vil det?

– En nyere undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at cirka 80 procent af dem, der ligger i hospitalssengene, udtrykker et stærkt behov for de eksistentielle og åndelige samtaler. At der er så stort et behov, tror jeg kommer bag på mange, men det kom ikke bag på mig. Her på Bornholms Hospital håber jeg at kunne skabe rum til at være menneske med ånd – og ikke bare krop, der skal helbredes. Der skal være balance. Og lige her skal jeg være modvægten. Jeg vil selvfølgelig have samtaler med både patienter og pårørende. Men jeg vil også lave undervisning for personalet i forhold til at tale om de svære ting: døden - og livet ikke mindst.

Du pointerer, at du ikke kommer til hospitalet som missionær?

– Jeg skal ikke være en, som kun kommer og vil tale om kristendom, døden og Gud. Jeg har gjort meget opmærksom på, at jeg ikke er missionær, men at jeg er et medmenneske, som lytter. Jeg er som en hest, man kan betro sig til, uden at jeg dømmer eller på nogen måde fortæller det videre til andre, hvad det er, vi har talt om. Jeg synes selv, det er et enormt privilegium at få lov til at være menneske på den måde i forhold til andre mennesker. Og jeg tænker også, at det er noget, som rigtig mange mennesker har brug for. Ikke mindst når man ligger i en hospitalsseng og er skrøbelig og bange og måske ikke kommer hjem igen. Eller måske ikke kommer hjem igen på samme vilkår som tidligere. At livet har ændret sig og er blevet noget andet.

– At skulle forholde sig til at være i hele den proces kræver jo enormt meget af os mennesker. Det betyder jo ikke, at man har brug for en psykolog, for det er jo ikke, fordi man fejler noget med psyken, men der er de her store eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg, og hvad er jeg nu, og er jeg et værdigt menneske, er jeg til besvær, hvordan skal jeg se mig selv, og hvad er min rolle i livet? Alle disse store spørgsmål, som jeg jo ikke kan komme med et svar på, at nu skal du høre, hvordan dit liv skal være. Men vi kan tale om det. Og jeg kan godt spørge dem, om vi skal bede en bøn, men det er slet ikke noget, der er absolut nødvendigt at gøre. Det er helt op til situationen.

Hvorfor vil du også have eksistentielle samtaler med personalet?

– Jeg er der både for de patienter, der er indlagte, men også for deres pårørende og for personalet. Personalet får store berøringsflader med dele af livet, som ikke alle gør. Når man er sygeplejerske eller læge på et hospital, så kommer man ind på livet af folk i situationer, som godt kan være rigtig svære, og som får en til at stille spørgsmål måske til ens eget liv også.

 

Hvor bevidst har du været om, at det ikke kun skulle være samtaler om døden?

– Det skal ikke være sådan, at når præsten kommer, så er det nærmest døden, der træder ind. Det er ret vigtigt for mig, at det ikke er sådan, jeg bliver associeret. Og så synes jeg også, at det er vigtigt, at man taler om livet og kærligheden, og også om skyld og skam. Der er mange, der går rundt og skammer sig uden at ville tale om det. Så ligger man der og har det rigtig skidt og føler sig til besvær og måske tænker over ting, man kunne have gjort anderledes i forhold til sine børn eller mand eller andre. Og sommetider kan man måske opleve, at det er lige meget, for nu er det for sent. Men stadigvæk med det håb om, at måske er det ikke for sent. Så længe der er liv, er der håb.

Hvordan adskiller det at være hospitalspræst sig fra at være præst i en kirke?

– Det er mere intenst. Når jeg arbejder som almindelig sognepræst, taler jeg både med dåbsforældre og konfirmander og selvfølgelig pårørende til døde. Der er lidt af hvert og lidt af det hele. På hospitalet bliver samtalerne mere intense, de er mere på spidsen. Men uden at det skal lyde dystert. Det er bare intenst.

Benedikte Gyes

49 år

Blev uddannet teolog i 2001, men først da hun fik sit første barn, følte hun sig moden til præstegerningen.

Er også uddannet skolelærer og har desuden uddannet sig inden for journalistik, psykoterapi og ledelse.

Har arbejdet som præst, skolelærer, skoleleder, jobkonsulent og coach samt haft selvstændigt firma med smykkedesign, som hun drev, mens hun var hjemmegående, indtil hendes tre børn begyndte i børnehave.

Har rejst en masse i verden, særligt i Syd- og Mellemamerika.

Flyttede til Bornholm i februar 2022 for at bo. Hun blev umiddelbart derefter præstevikar i Aaker/Pedersker sogn. Fra 1. maj er hun fastansat som 50 procent præst i sognet og 50 procent hospitalspræst. Dermed kunne hun blive boende i Sandvig, og børnene kunne fortsætte skolegangen på Kongeskærskolen.

Samtalerne på hospitalet foregår lige nu på et kontor i kælderen ved det tværfaglige team (indgang F). Benedikte Gyes undersøger dog muligheden for at bruge for eksempel Kapellet til samtalerne, og så indrette det mere tilgængeligt og hyggeligt. Her ses hun i Sandvig, hvor hun bor. Eget foto

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT