Du er vokset op i Rønne i årene efter krigen, hvordan var det?
– Jeg boede i barakkerne oppe ved Landemærket, og vi var meget fattige. Da russerne havde bombet Rønne, så manglede, der masser af boliger i Rønne, og så opførte man barakkerne. Mine forældre boede på Kapelvej, og det hus, de boede i, fik en fuldtræffer.
– Først boede de hos mine bedsteforældre i Pedersker, inden de fik bolig i barakkerne. De var meget usunde at bo i. Når det blæste, stod gardinerne ind i stuen. Jeg har en søster, der døde af bronkitis, og jeg havde selv lungebetændelse tre gange.
– Hver gang mor gik ned og spurgte om, de ikke snart kunne få ny bolig, så gik kommunens mand, ja han blev senere borgmester, ud og kiggede i en bog, kom tilbage og sagde, at de ikke havde stemt ved sidste kommunevalg, så det kunne ikke lade sig gøre. Sådan var det dengang. Jeg var selv med og kunne knapt nok kigge over skranken.