Gudhjem-dreng vender hjem med et sandt Hede-slag

I slutningen af september returnerer Christian Hede til barndomsbyen med en koncert i Scala Gudhjem, hvor han brugte meget af sin tid som ung.

Den 29. september skal du spille i Scala Gudhjem, hvad er det for en koncert, tilskuerne kan se frem til?

– Vi spiller en form for rock, eller country-rock kan man sige. Det er lidt sin egen ting – et skandinavisk take på en amerikansk musiktradition. Det er er en triokoncert med mit band, som består af bassisten Jesper Haugaard og Mads Folmer Richter, som spiller trommer og synthesizer.

– Haugaard har tidligere spillet i 18 år med Kim Larsen & Kjukken, nogle der hedder Hush og også andre bands. Mads spiller også med Riverhead, Halshug og Peter Peters Bleeder.

Hvordan er koncerten i Gudhjem kommet i stand?

– Det er via Musikhuzet. Vi har tidligere spillet på Svanekegaarden nogle gange, og det har været superfint, men vi ville gerne prøve noget andet, og så begyndte Scala Gudhjem at lave nogle koncerter inde i selve biografsalen, hvilket passede glimrende til os, og så blev det arrangeret sammen med Musikhuzet.

Hvor længe har I tre spillet sammen, og hvad kalder I jer?

– Vi har spillet sammen et par år og kalder os bare Christian Hede. Vi spiller under mit navn.

Og spiller I andres eller egne numre?

– Kun egne numre, som jeg har skrevet. Man kan sige, at det egentlig er et soloprojekt, men der er et band rundt om det. Vi spiller også numre fra Bellhound Choir, som er mit engelske soloprojekt. Det er noget, jeg mest har turneret med i udlandet.

Og hvordan er det, din relation til Bornholm er, hvor er du født og opvokset?

– Jeg født på hospitalet i Rønne, men opvokset i Gudhjem, og jeg har været involveret i Scala Gudhjem fra starten af. Det er et sted, hvor jeg har brugt meget tid, jeg har eksempelvis været operatør der, da jeg var ung teenager og frivillig sammen med Nybirk-familien. Jeg var også en del af filmværkstedet, som var der dengang, og alle mulige andre ting, så jeg er på en måde født ud af det der.

– Musikken kom først for alvor ind i billedet senere. Altså, jeg gik selvfølgelig på Musikskolen og havde privatundervisere på Bornholm, men det var først i tyverne, efter jeg var flyttet fra øen, at det virkelig blev den vej, jeg valgte. Ellers var det mere film og andre kunstformer, der havde min interesse, og som jeg dyrkede.

Men du spiller guitar nu?

– Ja, og jeg er uddannet fra musikkonservatoriet i København.

Hvornår flyttede du over?

– Jeg flyttede til København som 19-årig.

Og begyndte på konservatoriet?

– Der gik lige nogle år, fordi jeg skulle dygtiggøre mig inden, men så begyndte jeg.

Du må have fundet ud af, at det var den vej, du ville gå?

– Ja, omdrejningspunktet har altid været kunst på en eller anden måde, det handlede bare om, hvilket udtryk, der passede til mig. Jeg skulle finde den rigtige sko. Så man kan sige, at jeg har brugt meget af mine tyvere til at være nybegynder i forhold til at danne bands og så videre. Mange af de bands, som folk typisk har, når de er teenagere, måtte jeg være en del af i mine tyvere.

– Men så havde vi også en anden pondus, og jeg spillede for eksempel i en heavy-trio, som hed Pet The Preacher. Vi fik en stor pladekontrakt i udlandet og spillede en del der. Det er det samme med Bellhound Choir, i forhold til begge de to bands har der været mest gang i den i udlandet.

– Men jeg har også altid skrevet prosaagtige ting, og jeg fandt ind til, at der er noget vigtigt i forhold til sproget. Når du smider dit eget sprog på, bliver det dit eget, men hvis jeg sang på engelsk bliver det mere en ... jeg vil ikke sige kopi, men du læner dig mere op ad nogle rollemodeller, som allerede har gjort det utrolig godt.

– Så sproget er en anden måde at gøre det til sit eget på, og det er meget inspireret af svenske artister som Thåström, Hurula og andre. Sådan nogle lidt mere punkede ting, hvor de synger på deres modersmål. Det giver dem lidt mere kant, og jeg synes, at noget, man skal bevare i musikken, er, at alle mennesker kommer forskellige steder fra, frem for at man centraliserer det, kan man sige. Men vi er selvfølgelig alle vokset op med de samme blues-plader, de samme The Band-plader, Neil Young og så videre.

Du har udgivet flere bøger, både ungdoms- og voksenbøger og senest en trilogi af børneromaner for Byens Forlag, men dertil har du fået udgivet flere plader?

– Ja. Det er blevet til nogle stykker. Pet The Preacher udgav for eksempel to fuldlængde lp'er og to ep'er, Bellhound Choir har udgivet tre album, og jeg har selv med det her projekt, som kommer til Gudhjem, udgivet et album, en ep og nogle singler.

Og du underviser også i musik?

– Ja, i perioder. Men jeg har haft alle mulige slags job i børnehaver og andre steder. Vikarjob, som kan understøtte det, jeg laver med musikken. Det gør jeg gerne, når jeg ikke er ude at spille med mit eget eller andres. Jeg er jo også guitarist i Jesper Binzers soloband, det har jeg været i fem-seks år.

Christian Hede er 36 år.

Han bor på Nørrebro i København med sin familie.