Grænsedyrlægen Mourits fandt hjem til Bornholm

Mourits Tolstrup fra Aarsballe blev praktiserende dyrlæge i Varde som 26-årig. Nu er han tilbage på Bornholm efter en spændende og utraditionel karriere med mange valg og fravalg.

Din far flyttede oprindeligt fra landsbyen Tolstrup (deraf navnet) vest for Grenå til Øster Tørslev ved Randers, men endte på Bornholms Højskole?

– Ja. Et ophold på Bornholms Højskole blev hans skæbne i 1911. Han var 22 år gammel, og der mødte han min mor, Bodil Anker, som også var grundtvigianer. Hendes far, Hans Anker, havde faktisk været med til at grundlægge højskolen og i øvrigt også Bornholms Museum.

De bosatte sig på Strangegaard, nu Kræmmerhuset, mellem Aarsballe og Klemensker, hvor du er opvokset som den yngste i en søskendeflok på seks?

– Ja, jeg er den forkælede. Jeg var en af de første i sognet, der fik lov til at læse på gymnasiet. Min far var Laurs Hansen Alfred Laursen. Han hed aldrig andet end Tolstrup, selvom navnet først blev officielt legaliseret i slutningen af 40’erne. Han var landmand, men også optaget af andre ting. Han var sognerådsformand i Klemensker i et par perioder. Sad i Andelsbankens bestyrelse. Var formand for Aarsballe Brugs. Var i bestyrelsen for DBJ.

Efter gymnasiet blev du optaget på Polyteknisk Læreanstalt i København?

– Ja, jeg ville være ingeniør. Eller jeg troede, at jeg ville være ingeniør. Men så talte jeg med en derhjemme, som sagde: Ingeniør? Du risikerer jo at sidde på kontor halvdelen af tiden. Den gik lige ind. Jeg tænkte, det gider du da ikke. Og så søgte jeg ind som dyrlægestuderende på Landbohøjskolen og kom ind. Jeg blev uddannet dyrlæge som 25-årig i 1956 og fik tilfældigt mulighed for at købe min egen praksis i Varde året efter. Min far troede så meget på mig, at han lånte mig pengene. Og det forpligtede. Når man havde lånt, betalte man selvfølgelig tilbage så hurtigt som muligt.

Hvordan kunne det gå så hurtigt?

– Fordi jeg ikke havde været soldat. Som femårig fik jeg først skarlagensfeber og så tuberkulose, og det betød, at jeg lå på Bornholms Sanatorium – nu Bornholms Efterskole – i et helt år. Jeg så genfærd udenfor vinduerne, jeg var meget tæt på at stille træskoene.

Hvordan var det at være ung dyrlæge i Varde?

– Jeg havde den fordel, at man dengang begyndte at praktisere med hunde, katte og smådyr i det hele taget. Og det gjorde jeg. Der var en ældre dyrlæge i Varde, der grinede lidt af mig, for kæledyr dem aflivede man jo, hvis de blev syge. Men det varede ikke længe, før jeg allerede havde tjent en dagløn før klokken 9.00 om morgenen, inden jeg kørte ud i min landpraksis. Så det var en god indtægtskilde for mig.

Efter ti år solgte du din praksis i Varde og overtog grænsedyrlægeembedet i Padborg?

– Ja, og der mødte jeg Waltraut, som blev enke kort tid efter, at jeg var blevet enkemand, og vi fandt så ud af, at det skulle være os. Hun havde to små piger, så jeg fik tre dejlige piger på én gang. Det har nu varet i over 53 år.

Efter to et halvt år i Padborg blev der en stilling ledig i Veterinærdirektoratet i København. Og så flyttede I til Roskilde?

– Det var i 1970, lige da vi var kommet ind i EF. Jeg var den tredje eller fjerde, der blev udlånt til Bruxelles som ekspert. Jeg fik at vide, at jeg havde gode udsigter der, men det viste sig at være et overvældende bureaukrati. Og det var netop det, jeg ikke ville. Mine prioriteter, når jeg ikke skulle være praktiserende, var at blive kredsdyrlæge eller grænsedyrlæge. Men så døde min chef i Veterinærdirektoratet, og det lå ligesom i kortene, at jeg kunne blive veterinærinspektør efter ham. Vi tog til Bruxelles og kiggede også på hus, og jeg kiggede selvfølgelig også på den der sorte Mercedes, jeg kunne få, told- og afgiftsfrit.

– Samtidig havde jeg dog også set, at mange af dem, der var ansat dernede nok fik store lønninger, men ofte havde et mindre lykkeligt liv, selv om de kunne købe sommerhus på rivieraen. Konerne gik derhjemme og kedede sig uden job, og børnene blev forkælede. Vi følte, at livets alvor havde lært os, at det næppe var fremtiden for vores lille familie. Så jeg valgte at blive i Veterinærdirektoratet, hvor jeg skulle reorganisere grænsekontrollen. Da stillingen som grænsedyrlæge i København samtidig blev ledig, blev det mit job de næste 30 år.

Hvad laver en grænsedyrlæge?

– Man kontrollerer alle de dyr og animalske produkter som kaviar eller smør, der skulle ind eller ud af landet. Jeg startede alene med to dyrlæger som afløsere, men flytrafikken stiger med syv procent om året, så der blev flere og flere dyr at kontrollere. Da jeg rejste fra kontoret, var vi ni ansatte.

Hvad er det for nogle dyr, I skal kontrollere?

– Det var alt fra papegøjer, aber og slanger til hunde, katte, heste og køer. Masser af akvariefisk. Jeg var også engang med, da der skulle flyves 23 polske rideheste til New York. Jeg har undersøgt Tarok mange gange, når den skulle deltage i travløb i udlandet, og jeg kontrollerede den hund grevinde Alexandra havde med, da hun kom til Danmark første gang.

Du gik på pension i 2001 efter 30 år som grænsedyrlæge. Samme år flyttede I tilbage til Bornholm. Hvorfor?

– Vi havde i forvejen huset i Sandkås, som vi havde bygget til og renoveret og holdt mange dejlige ferier i med børnene. Samtidig kunne vi besøge vores store familie, og så var der kommet den hurtige færgeforbindelse, så vi kunne være i Nordsjælland på under fire timer.

Og så besluttede I jer faktisk for at blive fastboende efter et par år?

– Ja, og vi havde kigget på mange huse, inden vi så det her i Rønne. Det er en gammel købmandsgård, som er delt op i lejligheder, og den tidligere ejer havde lige sat det i stand og bygget kviste på og hvad ved jeg, det var lige til at flytte ind i. Det er nu over 20 år siden, og vi har faktisk ikke tilbragt en eneste nat i sommerhuset, siden vi flyttede ind. Huset her er jo i rollatorafstand fra sygehuset, supermarkedet og færgen, og det har vi haft glæde af mange gange.

Mourits Tolstrup

Alder: 91

Uddannelse: Dyrlæge

Familie: Gift med Waltraut, har tre voksne børn og otte børnebørn

Bopæl: Rønne