Frederikke Kjeldsen fylder 60: Jeg var i et skønt sogn

Den tidligere præst i Bodilsker ser tilbage på 27 begivenhedsrige år på øerne i Østersøen.

Frederikke Kjeldsen blev sognepræst i Bodilsker sogn i 1991, men måtte stoppe i 2018, som bare 55-årig, fordi hun fik en sjælden form for leddegigt.

Fredag den 21. september fylder hun 60 år.

Frederikke Kjeldsen er født og opvokset i Bjerringbro og endte med at flytte tilbage til en lille by i nærheden af Skive.

– At det lige blev Skive var et tilfælde. Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle blive på Bornholm, hvor jeg har mange venner og bekendte. Men jeg valgte så at flytte tilbage i nærheden af, hvor det meste af min familie bor, blandt andet for at komme tæt på mine nevøer og niecer, fortæller Frederikke Kjeldsen over telefonen.

Vintrene var kolde

På det tidspunkt havde hun boet 27 år på præstegården i Bodilsker, hvor hun afløste Børge Pedersen, tidligere sognepræst og provst i det daværende Østre Provsti. I dag har den snart 60-årige teolog kun gode minder fra årene på Bornholm. Måske lige med undtagelse af de første måneder.

Præstegården i Bodilsker var nemlig i temmelig dårlig stand, da den nye præst rykkede ind, og håndværkerne gik stadig og malede.

– Så jeg ventede en måned med at få mine møbler over, husker Frederikke Kjeldsen.

De første vintre var kolde, fordi gården stort set var uisoleret. I de år var man meget optaget af, at kirkeskatten for Guds skyld ikke måtte stige, så der blev sparet på moderniseringen i stiftet. Men det blev bedre efterhånden som årene gik, siger Frederikke Kjeldsen, der glæder sig over, at præstegården i Bodilsker nu er totalt istandsat, selv om det blev efter hendes tid.

Kom midt i en stor krise

Frederikke Kjeldsen blev færdig på pastoralseminariet i 1991. Og det var helt bevidst, at hun søgte sit første embede på en ø langt ude i Østersøen.

– Jeg søgte Bornholm, fordi jeg gerne ville starte med at være landpræst. Så bliver man kastet ud i det hele, siger hun og ler sin karakteristiske latter.

Profetien gik i opfyldelse for den nye præst, som ankom nogenlunde samtidig med, at fiskeriet kollapsede.

– På grund af fiskeriet havde Bornholm haft det bedre end resten af landet i mange år. Den krise man ellers oplevede i Danmark i slutfirserne, kom som et bang på Bornholm. Da jeg kom, var der virkelig krise. Samfundet var præget af dyb pessimisme, og arbejdsløsheden voksede i takt med, at man lukkede fiskefabrikkerne. De første år skulle man virkelig kæmpe for at få gang i noget. Da jeg rejste derfra 27 år senere, var der en vældig grøde, husker Frederikke Kjeldsen.

Vi er blevet mentalt dovne

Den nye præst fik en varm modtagelse af sine sognebørn. Der var enkelte, der øffede, fordi hun var kvinde, men det var ikke noget Frederikke Kjeldsen bed mærke i.

– Jeg fik en fantastisk modtagelse. I Bodilsker sogn er der ikke nogen af den slags fordomme. Der var selvfølgelig folk i menigheden, der var imod kvindelige præster, men de kan jo løse sognebånd. Og det var der nogle enkelte, der gjorde.

Ifølge Frederikke Kjeldsen er der imidlertid ikke særlig mange missionske familier på Bornholm.

– Det er bare dem, der er mest aktive. Og det kan godt være, at missionske præster får flere missionsfolk i kirken, men de kan så sandelig også drive alle andre ud. Men så længe folk ikke tager sig sammen, bliver de ved at dominere, siger den tidligere sognepræst fra Bodilsker.

Den almene repræsentation i menighedsrådet er vigtig, siger Frederikke Kjeldsen, der peger på en af de gamle dødssynder, når hun skal finde en forklaring på, hvorfor repræsentationen bliver skæv.

– Vi er blevet mentalt dovne. Man vil vældig gerne gå i kirke, men man regner sådan set med, at der bare er gudstjeneste. Og i menighedsrådet, der regner man med, at det er naboen, der klarer de der ting for en.

Bornholmerne er gode til at stille op

Netop dette forhold stod meget klart for Frederikke Kjeldsen, da hun i 2013 blev præst på Christiansø. Her forholdt det sig lige omvendt.

– De kan jo ikke bilde sig selv ind, at naboen går i kirke for dem. Og de kan jo regne ud, at hvis der ikke kommer folk i kirken, så bliver der ingen gudstjenester. De har suverænt landets største kirkegangsprocent.

I 2016 fejrede Frederikke Kjeldsen sit 25-års jubilæum som sognepræst med en velbesøgt gudstjeneste og efterfølgende kaffe i præstegården i Bodilsker. Blandt gæsterne var både nuværende og tidligere medlemmer af menighedsrådet.

– Jeg var i et skønt sogn. Hvis man syntes, man skulle prøve et eller andet, så prøvede man det bare. Nogen mente for eksempel, vi skulle prøve at have mortensand inden gudstjenesten mortensaften, der kom 70. Så det blev en tradition, fortæller Frederikke Kjeldsen.

Hun oplevede bornholmerne, som et varmt folkefærd.

– Jeg synes, de er åbne. Hvis der er noget, de ikke bryder sig om, siger de det på en pæn måde. Med jyder er det jo en gættekonkurrence. Generelt er bornholmerne gode til at stille op, og få tingene til at fungere. Der er højt til loftet.

Jeg skal ikke for langt ind på land

I 2018 var Frederikke Kjeldsens gigtsygdom så fremskredet, at hun havde svært ved at gå uden støtte.

– De sidste uger på Bornholm gik jeg med krykstok. Nu går jeg med rollator eller krykstok og er fuldtidspensionist.

Hun er glad for livet i Højslev Kirkeby.

– Det er tæt på vandet. Efter 27 år på Bornholm har man ikke lyst til at komme for langt ind på land, griner Frederikke Kjeldsen.

Hun har bil, og det er en stor fordel, siger hun.

– Jeg kan ikke så meget fysisk, men læser en skrækkelig masse, broderer en hel del og tegner. Og så har jeg nogle rigtig gode naboer.

Når helbreddet er bedst, går Frederikke Kjeldsen i kirke. Og hun har også deltaget i et lokalt opstillingsmøde til menighedsrådet.

– Bare så de følte, at der var nogen, der interesserede sig lidt for det. Man ved jo godt som sognepræst, hvad det er for nogle møder, folk ikke rigtig gider gå til. Men jeg stillede ikke op. Jeg skal nok holde min hånd nede.