Frederik Tolstrup stopper

Frederik Tolstrup stopper
Frederik Tolstrup har valgt ikke at genopstille. Foto: Marine Gastineau
Onsdag 19. februar 2025 • 16:23
Onsdag 19. februar 2025 • 16:23

Landbrugets forhenværende formand trækker sig fra BLFs bestyrelse.

ERHVERV

Frederik Tolstrup stopper som formand for Bornholms Landbrug & Fødevarer efter ti år i bestyrelsen. Det skriver han i det seneste nyhedsbrev fra Bornholms Landbrug og Fødevarer.

"Min ”værnepligt” i landbrugets organisationer er ved at være forbi. Jeg genopstiller ikke til bestyrelsen i Bornholms Landbrug & Fødevarer ved generalforsamlingen den 12. marts", skriver han i BLFs seneste nyhedsbrev.

Frederik Tolstrup fra Skovgård i Aaker overtog formandsposten efter Lars-Ole Hjorth-Larsen i marts 2022, og havde egentlig planer om at blive siddende. Tolstrup nåede i sin korte tid på formandsposten at gennemføre fusionen med den sjællandske rådgivningsvirksomhed VKST. Men for en landmand med politik i hjertet blev fristelsen for stor, da han kort tid efter blev opfordret til at stille op til kommunalvalget i 2025. Tolstrup slog til og derefter gik det stærkt. I efteråret 2023 blev han udpeget som spidskandidat for Venstre, og videregav et halvt år senere formandsposten i BLF til Lennart Westh.

Siden da har Frederik Tolstrup tjent som foreningssekretær for Bornholms Landbrug & Fødevarers medlemmer og bevaret en plads som menigt medlem i bestyrelsen. Men det er altså slut nu. På generalforsamlingen i marts tager Frederik Tolstrup endegyldigt afsked med landbrugsorganisationen for at lægge alle sine kræfter i det politiske arbejde.

Men den forhenværende svineproducent ser tilbage på sine ti år i landbrugsorganisationen med glæde.

"Det har være meget spændende at være med, og jeg har prøvet det meste. Jeg har været menigt medlem, næstformand, formand og nu foreningssekretær, så jeg er kommet rigtigt godt omkring", lyder det fra foreningssekretæren, der slutter med at sige tak til alle medlemmer, ansatte på Kannikegaard og kollegaer i bestyrelsen "for 10 fantastiske år".

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT