Du er ikke bornholmer, kan jeg høre?
– Nej, jeg kom herover som soldat i 1971 og tænkte, at jeg bare lige skulle have det overståen, men det er foreløbig blevet til 51 år, og ingen får mig ikke væk herfra. Jeg boede i Rødovre, da jeg blev indkaldt som soldat til flyvevåbnet. Efter to måneder i Karup, fik jeg at vide, at jeg skulle ud på flyvestationen på Bornholm og tænkte, det tager jeg da med. Der gik ikke mange måneder, før jeg var begejstret. Bornholm kan noget, som andre steder ikke kan. Da jeg var færdig med min værnepligt, blev jeg konstabel og var derude indtil 1988. Derefter var jeg på Rønne Kommune og siden slagteriet, indtil jeg gik på efterløn.
Inden du gik på efterløn, havde du så en ide om, at du på en eller anden måde skulle holde dig aktiv?
– Det havde jeg. Derfor snakkede jeg også med Claus (Clausen, formand for Viking Atletik, red.). Jeg var begyndt at løbe på Vikings begynderhold, efter jeg i 2010 fik en blodprop i hjertet. Så jeg snakkede med Claus om at være frivillig, og så fandt vi ud af det. Man skal ikke bare stå op og sætte sig i sofaen og se fjernsyn. Det duer ikke.