Folkemødets nye direktør fløj efter kærligheden

Demokratifestivalens nye direktør havnede pludselig på Bornholm. Efter en mellemlanding i London.

– Hej, jeg hedder Signe.

Folkemødets kommende direktør, Signe Saabye Ottosen, suser storsmilende ind ad døren. Signe Saabye Ottosen udstråler kun Signe; en uiscenesat, antiformel attitude, der ikke taler som et regneark. Hvis du vil lære privat-Signe lidt bedre at kende, inden det går løs i Allinge, og hun bliver direktør-Signe, så får du muligheden for det her.

En enkeltbillet

Det er Easyjet, der holder dem sammen. Christoffer og Signe er langdistancekærester. Hun knokler med at afslutte sin statskundskabsuddannelse i København, mens han går på konservatoriet i London. Sådan har det været i to år; et forhold, som ikke ville eksistere uden Easyjet. Så Signe træffer en beslutning. Året er 2003. Hun er næsten færdig med sit speciale, pakker noterne sammen i en taske og bestiller denne gang kun en enkeltbillet. Det skal være dem.

Hvad kan en 27-årig nyudklækket dansk statskundskaber give sig til i London, når man lige er kommet ind med fireflyet? Godt spørgsmål. Men det er nok noget bogligt-noget med paragraffer og lovtekster. I hvert fald i hovedreglen. Signe får arbejde på en restaurant, der forvandler sig til et spillested om aftenen med liv og glade dage hele natten. Efter et godt et halvt år er hun direktøren for det hele; chef for 35 medarbejdere uden anden erfaring fra den branche end caféclubsandwich- og caffelatteservering i løbet af studietiden. Og uden ledererfaring. Det er ikke just i hovedreglen. I hvert fald ikke, når det kommer til naturligt karrierevalg for en nyuddannet dansk statskundskaber i London.

Oppe i årene

Men for Signe er valget helt naturligt. For hun er ikke en kvinde med det sorte bælte i karriereplanlægning. Så hun fortsætter på spillestedet. I otte år. Og uden at være blevet draget af engelske lovtekster. Men så bliver det 2011, og pludselig sker der noget temmelig livsforandrende. Bornholm lokker. På det tidspunkt er Signe højgravid med deres første barn. Hun er fyldt 35 år og har gået til fødselsforberedelse i London med ligesindede kvinder i den modne alder, når det kommer til fødedygtighed. Sådan ser Signe det i hvert fald selv. Da de lander på Bornholm, når hun lige en enkelt omgang fødselsforberedelse på dansk grund, inden Astrid kommer til verden i februar 2011. Her får Signe det, hun kalder et realitytjek. Som 35-årig førstegangsfødende er hun pludselig den absolutte alderspræsident i gruppen af gravide. Flere af de andre vordende mødre har netop fået fri fra skole. Nogle kommer lige ned fra grillen, hvor de har knoklet trods stor og sprængfarlig mave. Der går lige et par sekunder, før Signe får orden i tankerne. Tankerne siger ”ok, så er du da alligevel lidt op i årene. Og det her er ikke London. Langtfra.”

Signe Saabye Ottosen og manden Christoffer Appel. Foto: Søren Strandman-Møller

Det var ikke mandens skyld

Det er ikke Christoffers skyld, at parret netop havner på Bornholm. Det er Signe, der gerne vil have natur. Men Christoffer er opvokset på øen og har stadigvæk sine forældre her, så det er et meget naturligt sted at vælge. For her får man virkelig noget natur for pengene. Især hos ejdomsmægleren.

Mens de er i London, har han fået nys om, at der i løbet af et par år vil blive en stilling ledig som musiklærer på Bornholms gymnasium. Jungletrommerne spiller ofte højt her på øen, og det er alt andet end lige attraktivt for rektor at få en rytmisk konservatorieuddannet fra London parkeret på Campus. Den rytmiske konservatorieuddannelse er dog ikke kompatibel med særlig mange andre bornholmske jobs. Så Christoffer begynder at læse engelsk det sidste år af parrets tid i London. På Københavns Universitet. Godt nok som fjernstuderende, men dog med en række flyveture til den danske hovedstad, hvilket er helt i parrets ånd. For man bevæger sig selvfølgelig derhen, hvor der er brug for det. Det der med at være alt for stationær, det klæder de færreste.

I første omgang lokker gymnasiet dog blot med et årsvikariat. Hvor mange vil sige sit velbetalte job i London op og rykke højgravid til en mindre ø uden at have et arbejde på hånden og med en mand, der kun ved, at der dumper en løncheck ind ad brevsprækken de næste 12 måneder? Det vil Signe. For hun vil gerne være med til at udleve Christoffers drøm. Og det der Bornholm-noget er ikke helt skidt. Og så alligevel. For det er faktisk lidt utrygt at skulle hoppe ombord i et meget mindre fly og lande på en lille ø. Uden job.

Så Signe vælger i første omgang at tage barselsorlov fra restauranten/spillestedet i London; så er der altid en kattelem for dem begge, hvis det skulle vise sig, at Bornholm ikke er i stand til at kaste en karriere af sig. Men derefter gør hun det, hun er god til. Signe banker døre ind. Og begynder med hoveddøren. For på Bornholm skal alle ungdomsuddannelserne til at fusionere, og Signe tænker, at det må give noget dynamik, som hun gerne vil være en del af. Der skal skabes noget nyt. Det er lige i hendes ånd. Så hun ringer til direktøren for Campus Bornholm og inviterer sig selv på kaffe. Hvilket kaster et job af sig. Goodbye London.

Drama og viden om samfundet

Signe er ikke opvokset på Bornholm eller noget, der minder særlig meget om det. Hun er opvokset i Roskilde. En tryg barndom i et villakvarter er faktisk rigtig fint, selvom hun altid har drømt om at bo på landet. Signe har to store interesser; hun er en læsehest og en hestepige. Og når man blot skal kravle gennem hækken for at være sammen med sin bedste veninde, er der dømt kronisk højlydt fnisen på villavejen. I gymnasiet står den på drama. Det er et dejligt fællesskab at være en del af, og det kendetegner Signe. Hun vil altid gerne være sammen om at skabe noget i fællesskab med andre. Det er en fantastisk følelse, når man har knoklet sammen i lang tid og får skabt noget godt, hvor alle har bidraget. I gymnasiet får hun også et ubevidst puf i den retning, livet skal forme sig de næste år. Signes samfundsfagslærer er virkelig god, og de har nogle fantastiske timer, hvor hun finder ud af, at det er den rette uddannelsesvej at gå. Den måde, vi indretter vores samfund på, er det mest spændende, Signe kan forestille sig at arbejde med. Lige indtil det bliver London.

Så ringede headhunteren

Det er november 2024. Signe er ude at gå i skoven med sin veninde. De snakker om løst og fast, og hvor de i grunden er henne i livet. Så ringer Signes telefon. Hun fisker den op af lommen og kan genkende nummeret i displayet. Det er den headhunter, der står for rekruttering til folkemødedirektørstillingen, som er i røret. Da Signe ser nummeret i displayet, har hun en mere end bare almindelig god anelse om, hvad der nu vil blive sagt. Det har været en lang proces med adskillige samtaler – både på rekrutteringsbureauet, med formandskabet i Foreningen Folkemødet, med organisationens souschef og yderligere en nøglemedarbejder. Så da hun ser headhunterens nummer i displayet, er hun ret sikker i sin sag. Og ganske rigtigt. Budskabet lyder, at hun snart kan forvente et opkald fra bestyrelsesformanden i Foreningen Folkemødet, og så må de se, om parterne kan få enderne til at mødes.

Det kan de. Det glæder Signe. For stillingen som direktør for Folkemødet er et job, hun har drømt om, siden den blev ledig i sommer. Signe har holdt øje med stillingsopslaget og lagt en føler ud som blev til en line, og nu har de bidt på.

Der skal sukker i, mor

Folkemødemedarbejderne har fået sig en kagekvinde som chef. Eller i hvert fald en bagværkkvinde. Signe har allerede været forbi med honningkagehjerter, men de ansatte må nok indstille sig på et knap så sødt niveau, som tiden går. For Signe bager primært havregrynsboller. Til hendes børns store fortrydelse. De vil ønske, der kommer nye opskrifter i spil, og gerne med sukker som bærende ingrediens. Men lige her er Signe lidt sundere anlagt. Hun nægter også at sætte elcyklens hjælpemotor i sving, medmindre der er tale om én af Bornholms Tour de France-agtige stigninger, hvor den firehjulede børnecontainer alligevel er lidt for tung at danse med. Eller rettere sagt – cykle på.

I det hele taget lever de to unger i et frygteligt regime. Ikke nok med, at der er dømt havregrynsboller uden sukker; mobilerne skal også lægges op på bordet i det sekund, de træder ind ad døren efter skoledagen eller fritidsaktiviteterne. Og det er voldsomt begrænset, hvor meget de må tages i brug, når familien er sammen. Men sådan er det i det Appel/Saabye Ottosenske hjem. Her afdigitaliserer man sig. Det kan dog hænde, at en af telefonerne pludselig har sneget sig væk i et uset øjeblik, men ellers hedder det en halv times skærmtid om dagen. Som dog vist nok efterhånden har sneget sig op på en time.

Vand i baghaven

Signe har fået sin drøm om et liv på landet udfriet. Hun bor sammen med familien på en aldeles flot istandsat gård uden for Østermarie. Godt nok er der ikke heste, grise, køer og får, men der er masser af luft, en bæk med minivandfald i baghaven, en nysgerrig hund, og en flok høns, der nok lever i symbiose med hunden, men som følger truende efter fremmede på grunden.

Hendes børn hedder Astrid og Johan. Astrid er 13 år, og så er man klar til selv at tage en tur i biffen i Rønne med veninderne, så Astrid er ikke hjemme en søndag eftermiddag. Johan er 10 år, og så står den endnu ikke på improviserede ørundture uden forældreovervågning. Men til gengæld kan man da altid mødes en sjov kammerat, iføre sig gamle militærhjelme og skyde til måls efter dette og hint med et luftgevær og ægte hagl. Der er ild i brændeovnen. Der er lunt i hele hytten. Der er slået de famøse havregrynsboller op, som står og hæver på komfuret. Der er søndagshygge i absolut laveste gear, men om få uger bliver tiden nok lidt mere knap. For selvom man som ressourcechef på Campus Bornholm ikke kan nøjes med en 37-timers arbejdsuge, bliver det en ekstratravl omgang for Signe Saabye Ottosen, når hun halvvejs gennem planlægningen af næste års folkemøde sætter sig i chefstolen med direktørkasketten på hovedet fra årsskiftet. Hvis man da ellers bærer sådan én på Bornholm anno 2025. Ellers må hun nøjes med bare at være chefen.

Signe Saabye Ottosen på hjemmebane på gården i Østermarie. Foto: Søren Strandman-Møller