Falcon-parrets jagt på det gode eventyr

De to eventyrere Martin Ramstrup og Mette Tiensuu står bag The Falcon Hotel, som de sammen har villet skabe som et møde mellem Karen Blixen og Indiana Jones. Og midt i det hele fandt de også kærligheden.

Martin Ramstrup og Mette Tiensuu danner både par i privatlivet og forretningslivet, hvor de sammen har skabt et hotel udover det sædvanlige i Sandvig med The Falcon Hotel, som ikke ligner noget andet, man kan opleve på Bornholm. Her møder man alt fra alverdens udstoppede dyr og eksotiske grønne planter til gamle genstande som en stjernekikkert, safarihatte, globusser, bøger og kort, som sammen med mørke møbler, vægge og paneler bringer den besøgende et andet sted hen. Og det er der en mening med, forklarer parret, der helt bevidst har forsøgt at skabe en tidslomme i både tid og sted, ligesom de som en del af stedets fortælling har givet hvert rum sit eget navn. For eksempel sætter vi os i ”Darwins nest”, hvor pejsen og stearinlysene er tændt i anledning af dagens dobbeltinterview. For denne vinter holder parret for første gang lukket for gæster på grund af gasregningen, der ellers gør det for dyrt at opvarme hotellet.

– Vi var jo så ”kvikke”, at vi fik etableret et stort gasanlæg til varmen, og det kan vi godt mærke nu, hvor vi skal varme 33 værelser op med gas, men så får vi tid til at udvikle forretningsideen her i vinter, smiler Mette Tiensuu og sætter sig sammen med Martin til rette i rummets brune chesterfieldsofa.

Her på Hotel Falcon er der nok af siddepladser og hyggekroge at vælge imellem i både læder, velour og fransk flet, der måske især om vinteren ville være ekstra hyggelige at falde ned i, men der er også nok af ting at gå på opdagelse i for den nysgerrige, ligesom der er ting i indretningen, der selv for den mest distræte rejsende ikke lader sig skjule – for eksempel skranken i receptionen bygget op af gamle kufferter, det søjleformede akvarium i loungen eller spisesalens hvide afstøbning i loftet af en hel hvidhval, som Martin Ramstrup engang skød på Grønland sammen med en gammel garvet fanger.

Fra konsulent til kæreste

Martin er også manden bag Bornholms Rovfugleshow og et investeringsselskab sammen med sin søster, ligesom Mette Tiensuu har skabt sine egne vilde (erhvervs)eventyr fra iværksætterprojekter i musikbranchen og et helt tøj- og smykkeeventyr i Indien, Marokko og Tyrkiet. Men deres fælles parløb begyndte med noget så tørt som en almindelig konsulentopgave, da Martin Ramstrup hyrede Mette Tiensuu som forretningsudvikler, efter han havde købt det dengang gamle nedslidte hotel i 2019.

– Det startede sådan set med en SoMe-profil, som jeg gerne ville have hjælp til. Og så blev det hurtigt klart, at det slet ikke var nogen profil. For der var ikke noget hotel eller noget indhold, forklarer Martin, inden Mette bryder ind:

– Ja, så der skulle laves et koncept. Jeg spurgte meget ind til Martins jagt. For han ville gerne dele alle sine dyr, som du måske har lagt mærke til. Her er jo en masse udstoppede dyr. Dem havde han derhjemme dengang og ville på en eller anden måde gerne have dem med ind på hotellet og dele dem der. Og så sagde jeg: ”Den går ikke!”. For hvis han bare hang dem op som et jagthotel, kunne han for det første risikere, at målgruppen var for snæver, og måske ville han også provokere nogen, så han måtte finde ud af, hvad jagten gik ud på, og hvad der lå bag jagten.

Martin: – Men det havde også sit ophav i, at jeg eller vi gerne ville lave et meget personligt hotel. For når man rejser rundt i verden, kan man opleve mange fine hoteller, men det er sjældent, man faktisk kan se, hvem der har lavet dem som sådan, så man kan mærke skaberne i det.

Mette måtte spørge Martin tre gange, hvorfor han går på jagt, før han svarede, at han gør det for eventyret. Og sådan fandt hun en måde at brande hotellet.

– Det er jo en form for opdagelsesrejse at tage ud i en ny natur og kultur og søge i lang tid efter et dyr. Min intention blev så, at brede det ud, så det ikke kun var jagt, men få flere følelser på, og så væltede der en verden af muligheder frem.

Da hotellets eventyrunivers først var etableret, begyndte de at finde på karakterer, der kunne være på hotellet.

Martin: – Stedet havde behov for en fiktiv person og en virkelig person, som folk kendte.

Mette: – Da vi udviklede hotellet på papir, besluttede vi, at stemningen på hotellet skulle føles som et møde mellem Karen Blixen og Indiana Jones, så de fremtidige gæster skulle føle, de var på besøg hos Blixen og Jones. Da vi så senere blev kærester, kunne vi selvfølgelig ikke undgå af grine af den sammenligning, fordi vi som par på en måde “flytter sammen” på hotellet. Men først arbejdede vi jo bare sammen. Vi lavede en stor powerpoint, som vi kaldte en drejebog om stedets dna på papir. Og så blev The Falcon Hotel født, smiler hun.

Martin: – Alting har en historie, og det hedder The Falcon, fordi jeg jo startede det, der hedder Bornholms Rovfugleshow.

Mette: – Ja, men da vi så er færdige med den her drejebog, er jeg blevet så meget involveret i udviklingen, og vi er blevet involveret i hinanden, så da jeg konsulentagtigt afleverer det færdige forretningskoncept, kommer vi til at kysse.

De griner begge højlydt i chesterfieldsofaen, hvor flettede fingre stort set ikke viger fra hinanden.

Mette: – Det var hjemme i Martins køkken, og så blev det potentielt så kompliceret, og jeg var blevet så involveret, at vi besluttede at lave hotellet sammen, så vi gik i gang med at renovere og indrette. Det ene tog det andet, og jeg endte som direktør, fordi vi ikke lige kunne finde en anden, så nu måtte vi have det til at fungere.

Parret havde kun været kærester i 14 dage, da de stod med håndværkere omkring sig i deres fælles hotelprojekt. Foto: Jacob Jepsen

”Åbn, åbn!”

Parret havde kun været kærester i 14 dage, da de stod med håndværkere omkring sig i deres fælles hotelprojekt. Nu gik den vilde indretning i gang, men da det var midt under coronapandemien var det lidt af et puslespil at finde al inventaret til hotellet gennem forskellige firmaer på internettet, men Mette fandt undervejs sin egen visuelle vision for stedet, mens Martin bare gav hende ret, når hun kom med blå eller karrygule farveprøver.

Mette: – Jeg sad med et hav af farvekoder og skulle få det til at passe. Det var enormt besværligt. Og der blev snakket enormt meget puder, smiler hun og ser på Martin.

Martin: – Ja, det er blevet til en on going joke. Puder, puder, puder.

Mette: – Første gang, jeg bestilte en palle dimser, var jeg nervøs for, om jeg havde købt for meget, men det endte med, at vi bestilte 16 paller, fordi tingene bare forsvandt ud i hjørnerne, så man næsten ikke kunne se dem. Så vi stod her med papkasser og samlede møbler. Jeg var meget nervøs, da vi var færdige. Vi havde aldrig prøvet det før, og vi var et nyt par. Men Martin syntes bare, det hele var pænt.

Martin griner: – Jeg har jo faktisk indrømmet, at jeg i begyndelsen ikke kunne se sammenhængen, men til sidst faldt det hele på plads for mig, så jeg forstod, hvordan Mette hele tiden havde haft en plan med det hele.

Mette: – Men jeg fik alligevel Pernille Stoltz herop, og så gik hun bare rundt med et stort smil og sagde ”Åbn, åbn!”, så det var fedt, fortæller hoteldirektøren glad.

Stilen beskriver de som det absolut modsatte af nordisk minimalisme, og inventaret er en blanding af nyt og gammelt og egne ting – inspireret af kolonitiden og med jagttrofæer over det hele.

– Vi er hverken et spahotel eller designhotel, vi er et oplevelseshotel, siger Mette, der håber, at indretningen vil inspirere gæsterne til at tage på deres egne eventyr. Men her er i hvert fald udstoppede dyr fra store dele af verden.

Martin: – Mange af trofæerne er jo afrikanske. Indretningen er victoriansk inspireret. Og de mange mørke tunge møbler er fra samme periode som Blixen.

Martin har rejst verden rundt som storvildtjæger, og det bærer The Falcon præg af. Foto: Jacob Jepsen

2CV i flammer

Efter den første sæson gik parret i gang med at lave 25 ekstra værelser, så de nu har 33 værelser i alt, og om sommeren beskæftiger de 17 medarbejdere. Men de er også begge vant til at kaste sig ud i vilde eventyr, og gåpåmod har også været en vigtig ingrediens i deres fortid hver for sig.

Martin har rejst verden rundt som storvildtjæger fra blikskure i gamle sovjetiske stater, dybt inde i jungler i Afrika og under bagende sol, mens han tålmodigt har nærmet sig sit bytte. Men som barn var det et eventyr for ham bare at gå over vejen til villakvarteret på den anden side af gaden, da han voksede op i et rækkehuskvarter i Rødovre, fortæller han.

– Men min første store rejse skete, da jeg var ni år gammel. Det var en månedlang tur til Nordkap i en 2CV sammen med min fætter og min onkel. Det var første gang, jeg var væk fra mine forældre. Det forandrede min verden. Lige så vel som det havde været stort at tage ind i villakvarteret på den anden side af gaden, så blev verdenen pludselig markant større. Og jeg kom tilbage som et forandret barn, der bare ville se mere af verden.

Men alene køreturen derop i den gamle, småfarlige bil havde i sig selv været noget af et eventyr, husker han.

– 2CV’erens udluftningssystem bestod af et papirrør, som sad i en stålwire, og så kørte vi oppe i Finmarken langt væk fra alting. Det var virkelig varmt udenfor, så bilen overophedede og satte ild til det her papirrør, som sad inde i bilen, så det var en brand, det var til at have med at gøre, men det var relativt dramatisk for en ni-årig, når der pludselig stod flammer op ad forruden, så jeg var overbevist om, at bilen ville eksplodere. Det gjorde den så ikke, fordi min onkel slukkede ilden med en flaske Lemon Schweppes, griner han.

Derhjemme var der mindre eventyr over faderens job som sælger og merkonom, mens moren først var pædagogmedhjælper og siden arbejdede hos KTAS. Men moderen, der var mest hippie af de to, tog ham engang med til en miljøprotest på et regnbueskib, der engang havde været et hvalfangerskib, og det var det, han selv bed mærke i som jæger.

– Som dreng fiskede jeg selv i voldgravene, og det er jo også en jagt i sin forstand. Jeg skød min første dyr, da jeg var 16 år. Det var en and. Der havde jeg allerede fået jagttegn, fortæller han.

Siden har han selv været på jagt over store dele af verden og skudt meget større dyr end ænder – for eksempel den nævnte hvidhval og en flodhest på to-tre ton. Selve skuddet er den ultimative handling for ham. Men ellers handler det primært om rejsen til skuddet, forklarer den erfarne jæger.

– Og den rejse kan begynde lang tid før, og så er skuddet det mindste af det. Trofæerne bliver så tredimensionelle billeder af den oplevelse, siger han og nikker mod et af rummets trofæer.

Mette: – Og den jagt, Martin laver, er også med til at støtte lokalbefolkningen. Det er ikke noget, vi prædiker, kun hvis folk spørger om det.

Tidligt vidste Martin også, at han også ville have med dyr at gøre i sit professionelle liv.

– Min far ville meget gerne have haft, at jeg blev sælger. Jeg havde også talent for det, mente han, om det så handlede om at sælge dyr eller hårde hvidevarer. Min mor stod mere på, at jeg skulle dyrke min passion for dyr, siger dyreentusiasten og fortæller, hvordan han som tre-årig fik et opslagsværk om alverdens pattedyr, som var det eneste, han gad sidde og kigge i.

– Og jeg husker stadigvæk også David Attenboroughs dyreprogrammer i fjernsynet, som var det eneste, man kunne se i monopolets storhedstid, men det blev en familieting, at vi skulle sidde og se de programmer.

Tidligt besluttede han sig for at han ville være falkoner og dyrepasser, men en ulykke i trafikken spændte i første omgang ben for drømmen.

– Det var ellers lykkedes mig at få en læreplads på ørnereservatet i Nordjylland som dyrepasser. Men omstændighederne var så, at jeg blev kørt ned og var sygemeldt i halvandet år, så jeg også faldt ud af min læreplads, og i princippet skulle jeg begynde forfra, men der havde jeg allerede udvist et vist talent for at passe dyr og optræde, når jeg stod på en scene og fortalte om det, så jeg valgte i store træk, at det var det, jeg ville, fortæller Martin, der som 22-årig besluttede sig for at blive professionel falkoner.

– Men jeg skulle blive så god, at nogen ville ansætte en. Og det tog al min tid. For det er sådan et interessejob, hvor man hele tiden får at vide, at der er andre, der vil have det, hvis du ikke vil. Så jeg ofrede alt på, at det ville jeg. Men det blev også understøttet af, at jeg blev og var god til det. Og specielt når jeg optrådte, blev jeg bekræftet i, at jeg gjorde det godt.

Europa rundt i ombygget bus

Mettes egen rejselyst startede også allerede i barndommen.

– Jeg er selv vokset op i Hareskoven, og i virkeligheden har Martin og jeg nok haft en lignende opvækst. Min far var også sælger og vinekspert. Vi boede i en stor bjælkehytte lige ud til skoven.

Men som ni-årig mindes hun, hvordan forældrene solgte villaen i Hareskoven og vinbutikken på Nørrebro for at tage familien med ud på eventyr.

– De besluttede, at vi skulle ud at rejse og købte en gammel bus, som de byggede om til en autocamper, og så rejste vi rundt i halvandet år med mine to brødre i hele Europa.

Det var ligesom Martins tur til Nordkap en forandring for livet for mig, smiler hun og fortæller, at når først man har boet ved en strand i Tyrkiet i to måneder, er man solgt, og så det er svært at vende tilbage.

Egentlig var planen, at familien skulle have været til Indien, men i Tyrkiet gik de i stå. Senere var planen at køre til Afrika, men også her gik de i stå. Denne gang i Sahara og herfra besluttede de i stedet for at tage til Nordkap. Sådan rejste familien impulsivt rundt fra sted til sted og kom hjem med flere kufferter rigere af eksotiske rejseminder, men også med en mere spinkel økonomi.

– Da vi kom hjem, havde mine forældre ikke flere penge tilbage, men de købte så et nedlagt, gammelt mejeri på Sydsjælland. Det var det billigste, de kunne finde. Og der skabte de et opholdssted for plejebørn, så jeg voksede op med en masse forskellige slags mennesker med virkelig meget gang i den i det virkelig store hus med masser af rum, pædagoger og børn. Jeg flyttede så også ret hurtigt hjemmefra, fordi det også var et meget larmende sted at være, smiler Mette, der flyttede mere eller mindre væk som 16- årig.

Gåpåmod

Hverken Mette eller Martin har nogen formel uddannelse, men har drevet det vidt med nysgerrighed og gåpåmod.

Mette: – Jeg startede med at lave børneradio på Danmarks Radio som vært på P4, og så kom jeg ind i musikmiljøet, fordi jeg interviewede en masse bands, så jeg blev sådan en, der arrangerer koncerter.

– Og jeg sad bare og ringede journalister ned for at give de bands opmærksomhed. Der lærte jeg, hvad forståelsen for at skabe en historie kan. Uden en historie har du ikke et produkt.

Martin nikker: – Det er jo kernen af storytelling.

I enhver god fortælling er der som regel også noget på spil, og spørger man til parrets egne livsfortællinger har de også været krydret med en vis portion drama.

– Umiddelbart tænker jeg på sygdom. Ligesom Martin havde nogle år, hvor han gik i stå pgå grund af et uheld, lå jeg også ned i næsten to år på grund af en hjernerystelse. Jeg var faldet af en cykel meget uheldigt. Der var jeg nogen og tyve.

Martin: – Vores livshistorier er faktisk ret synkrone.

Mette: – Jeg spillede i et band på det tidspunkt, og vi havde lige fået en pladekontrakt på Virgin og havde vores første rigtige turné foran os. Og jeg styrter på den her cykel og kunne simpelthen ikke spille mere – og den pladekontrakt med Virgin stoppede, fordi bandet gik i opløsning, fortæller hun og tier lidt, inden hun fortsætter:

– Og det var en sorgfuld og forfærdelig periode, at jeg stod der og var en del af musiklivet. Jeg havde lavet det her band, som var blevet en succes, og nu skulle vi virkelig ud og gøre det, og så måtte jeg bare blive i min seng.

Da hun rejste sig fra sengen, skiftede hun musikbranchen ud med tøjbranchen.

– Jeg startede med at tage til Indien og blev ret begejstret for de her sarier, kvinderne gik i, så jeg begyndte at købe genbrugssarier op og lave dem om til danske kjoler, som jeg solgte til kvinder i musikbranchen. Det førte til ti år, hvor jeg rejste frem og tilbage. Nu især fra Tyrkiet og Marokko og solgte til forskellige lande. Og sideløbende byggede jeg selv en varevogn om til en camper, som jeg kørte rundt og boede i, som da jeg barn. Så solgte jeg til butikker, tog hjem igen og solgte min bil og tog af sted igen.

– Jeg kan rigtig godt lide eventyr og historier. Der udspiller sig bare så meget inde på et hotel, siger Mette Tiensuu. Foto: Jacob Jepsen

Hang til hoteller

Hver for sig har de rejst i det mest af verden, men skæbnen ville, at de begge landede på Bornholm. Martin kom først herover i 1990’erne som værnepligtig og vendte tilbage i 2007 for etablere Bornholms Rovfugleshow med sin ekskone, mens Mette kom til Bornholm i 2010 fra Frankrig, hvor hun havde mødt en engelsk mand, hun havde fået et barn med, men nu savnede hun Danmark og faldt for den bornholmske natur og øens drive, da hun læste om Bright Green Island på kommunens hjemmeside. Her skiftede hun igen karriere og blev nu selvlært SoMe-ekspert med eget kommunikationsbureau og senere kommerciel chef på Bornholms Tidende under Søren Christensen.

– Vores opgave var at lave den gamle avis mere digital og mere moderne, og vi lavede jo om på en hel masse ting i de to-tre år. Nedlagde afdelinger, byggede nyt op, lavede en masse magasiner. Og da jeg så stoppede der, tænkte jeg – nu skal jeg lave et eller andet hjerteprojekt…

Martin: – Det var mig! siger han og ser varmt på sin tidligere konsulent.

Mette smiler: – Ja. Jeg nåede at starte mit eget op, og det skulle handle om hoteller, for det var det eneste, jeg hele mit liv altid har været interesseret i. Jeg var sådan én, som lejede campingpladser som barn. Jeg ville egentlig bare gerne have noget med hoteller at gøre, for jeg elsker hoteller – og da jeg var på avisen, besøgte jeg hoteller rigtig meget og anmeldte dem og begyndte at finde en form for, hvad er det med hoteller, hvorfor er det interessant.

Hvad er det så ved hoteller, som fascinerer dig?

– Jeg kan rigtig godt lide eventyr og historier. Der udspiller sig bare så meget inde på et hotel. Når du kommer ind på et hotel i en fremmed by, så er det bare sådan en verden, der åbner sig af alt muligt fantastisk og ikke-fantastisk, og der er alle slags sanseindtryk, og der er historier i alle hjørner, og jeg elsker sådan noget. Jeg synes, det er noget af det mest fantastiske, siger hoteldirektøren, der har svært ved at skjule sin begejstring.

Martin: – Der er også hele tiden historier, der kommer til og rejser videre ud igen i verden.

Eventyrgnist og rodløshed

Hvordan komplementerer I hinanden?

Mette: – På mange måder er vi meget forskellige, men på trods af vores forskelligheder har vi begge den her eventyrgnist.

Martin: – Og en lille smule rodløshed. Vi forstår godt hinandens rodløshed og udlængsel. Den er vi i hvert fald enige om. Og det behøver ikke være det mørke Afrika, man tager til, men bare at man relativ ofte gør et eller andet.

Mette: – Martin er en del i Sverige og rundt omkring på jagt. Der er en accept hos hinanden, at hvis man skal af sted, så skal man af sted. Det ved vi bare. Vi er jo livsnydere i den grad. Vi elsker at have det godt, og vi elsker at leve godt, og på den anden side skal det heller ikke blive for mageligt, vel? siger hun og tager med blikket en hurtig rejse i rummet, hvor ilden fortsat buldrer behersket i brændeovnen.

– Og vi er jo allerede ved at kede os lidt nu, for nu har vi skabt det her, og det står her, nu er det drift, og det synes vi er lidt tungt. Så nu skal vi ind i en fase, nu skal vi lave en 2.0. Nu skal vi udvide det hele og udvikle det, nu skal vi have naturen ind og have nogle fede naturoplevelser, siger hun, da Martin bryder ind for at korrigere lidt.

– Jeg synes, det er forkert at bruge ordet at kede sig, men vi er der, hvor vi gerne vil skabe noget igen, siger Martin med et spændt smil.

Selvom der er gået flere år siden Mette og Martins første kys i køkkenet, og de har været igennem mere ombygning og renovering end mange par ville overleve, peger de uden tøven synkront på hinanden på spørgsmålet om, hvad der giver dem størst glæde i dag. Foto: Jacob Jepsen

Tilfældigheder og spiritualitet

Selvom de to eventyrer har meget tilfælles, har de hver sin tilgang til livet på det spirituelle område.

Mette: – Jeg har haft mange forskellige livsstile i mit liv. Har også været hippie, boede i en tipi oppe i bjergene klædt i ruskindstøj fra top til tå i en periode og levede det der liv, hvor man eksperimenterer med spiritualitet. Så det er en del af min hverdag at kigge ud og hente hjælp et andet sted, man ikke kan definere, siger hun tilføjer:

– Der er en større sammenhæng, og vi hænger sammen alle sammen. Jeg mener ikke, der er noget, der er tilfældigt. Dybest set tror jeg, der er læring i alt, og jeg tror, vi er her for at udvikle os.

Martin: – Ja, nu sjovt nok kan jeg skimte, at der står ”Darwins notebook” derovre. Og jeg tror jo på udviklingslæren. Jeg er overbevist om, at det er sådan, at tingene hænger sammen. Jeg tror ikke på det spirituelle. Jeg tror så til gengæld meget på mennesket. Og at mennesket har behov for at være, som mennesket bør være – altså frie. Det vil sige, hvis man tror på noget, så synes jeg, det er fantastisk, og det er fint. Det har jeg ikke noget imod.

– Og uanset hvor lang tid man tror på historien går tilbage. Så er det en betingelse, at vi har hinanden. Vi var ikke noget uden hinanden.

Hvad vil I så sige livets mening er for jer?

Martin: – Det er at leve det. Vi ved jo ikke, hvor lang tid vi har det. Og det er også det, som er eventyret eller rejsen i det hele. Man lever, når man oplever.

Mette: – Min største frygt er at gå i stå. Og jo mere vi udfordrer og selv, jo mere lærer vi os selv at kende, og det gør vi også, når vi er sammen.

En god historie

Selvom der er gået flere år siden deres første kys i køkkenet, og de har været igennem mere ombygning og renovering end mange par ville overleve, peger de uden tøven synkront på hinanden på spørgsmålet om, hvad der giver dem størst glæde i dag. Og det er også i kærligheden til hinanden, at de finder håb, når de giver sig tid til at kaste et blik ud mod den for tiden udfordrede verdenssituation.

Mette: – Det er meget egoistisk det her. Men jeg synes jo, det er skønt at finde kærligheden. At vi finder hinanden sent i livet og få et ægteskab, siger hun og sender drilsk Martin et bebrejdende blik.

Martin: – Sent i livet? Det har jeg altså ikke sagt, smiler han.

– Men vi er måske nok blevet voksne.

Er I gift?

Mette: – Naaj vi …

Martin: – Jo, vi er da gift, siger han og ler.

Mette: – Det er rigtigt, men det er, fordi vi først skal giftes til maj i Spanien, og så blev vi hemmeligt gift her på Bornholm … vi havde ikke lige aftalt, om vi skulle sige, det eller ej, griner hun og tilføjer, at de er i hvert enige om at fortsætte eventyret – sammen.

Det handler også om at inspirere andre, mener Mette, der samtidig gerne vil være et godt forbillede for andre kvinder.

– Mest af alt er det vigtigt for mig, at min datter tænker tilbage på en mor, som inspirerede hende og gav hende mod til at følge sine egne drømme. Vi har haft den regel hjemme hos os fra min datter var helt lille, at vi skulle gøre noget, vi var bange for en gang om ugen, for det gør os modige. Det kunne være alt fra at holde et oplæg i skolen til at hoppe ud fra en vippe i svømmehallen. Og tit kunne jeg have de samme ting – holde et oplæg for 100 mennesker for eksempel. Så det var sådan noget, vi snakkede om. Hvis du ofte gør noget, du er bange for og kommer igennem det, bliver du modigere, og så står du mere robust. Det har været vigtigt for mig at give videre til min datter. Og derudover vil jeg rigtig gerne inspirere kvinder til bare at springe ud i tingene og gøre det, selvom de ikke nødvendigvis ved, hvordan man gør, så alligevel turde gøre det, for selvom du hverken er kendt eller berømt, så kan du godt alligevel lave en historie, siger hun, mens Martin nikker.

– Når en historie skal overleve, skal den enten være rigtig ubehagelig eller rigtig god. Dybest set udspringer dit liv enten af ondskab eller kærlighed. Og når min historie skal fortælles videre til andre, så håber jeg, at de fortæller et godt eventyr. En god historie.

Blå bog

Martin Ramstrup er 48 år og ejer af The Falcon Hotel og Bornholms Rovfugleshow, uddannet falkoner, tidligere danmarksmester i skydning, jæger og lokalt kendt som “rovfuglemanden”.

Mette Tiensuu er 47 år og ejer og direktør på The Falcon Hotel, oplevelsesjæger og selvlært igangsætter. Hun har både en fortid i musikbranchen, mediebranchen og tøjbranchen.