Det med at have sans for at gribe muligheden, kom ham også til gode, da han som ung blev pigtrådsmusiker.
– Jeg var på Strien i Rønne, hvor der var en solistkonkurrence. Pludselig blev mit navn råbt op. En kammerat havde skrevet mig på listen. Så der var ikke andet at gøre end at gå på scenen og få det bedste ud af det. Jeg sagde til musikerne, at jeg kunne teksten til "Tutti Frutti", og så gik vi i gang. En uge efter ringede Søren Jelle og spurgte, om jeg ville med i deres band, The Bullets, hvor jeg blev sanger og guitarist.
Jens Aagesen udgav mange år efter bogen "Bornholm on the Rocks", som er historien om den bornholmske pigtrådsmusik i 1960’erne og 70’erne.
– Jeg har også været turistguide. Det var dengang, jeg gik på seminariet i Holbæk. En mand, jeg ikke kendte sagde: "Jeg kan høre, du taler bornholmsk. Kunne du tænke dig at blive turistguide på Bornholm, for vores guide er blevet syg". Så var jeg guide for Hafnia Rejser i Holbæk i nogle år, også efter at jeg var flyttet tilbage til Bornholm, fortæller Jens Aagesen.