Dyrlæge med pligt til at prale

Flemming Koefoed er gået på pension efter 35 år som medejer af Dyrlægegården i Rønne.

Hvorfor valgte du at stoppe nu i Dyrlægegården og gå pension?

– Jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev dyrlæge. Jeg har aldrig prøvet ikke at have lyst til at gå på arbejde. Derfor ville jeg godt stoppe, uden at få sådan en dag.

– Jeg havde i et par år over for mine kolleger luftet tanken om, at jeg snart ville stoppe, og pludselig gik det bare meget stærkt.

Hvad skal du så lave?

– Jeg fortsætter med at have hesteavl som erhverv her på ejendommen. Jeg har selv seks heste og får et par føl hvert år. Mit mål er at lave heste, som alle kan ride på. Jeg har sagt, at jeg ikke laver heste, der skal til OL. Men jeg har alligevel haft en hest, der var med til de paralympiske lege i Tokyo med en rytter fra Finland. Det er jeg lidt stolt af.

– Fra april til august kommer her hopper til inseminering, og de kommer her til tjek. Den ordning kommer fortsat til at køre via Dyrlægegården. Så den del af jobbet fortsætter jeg med.

Hvornår fandt du ud af, at du ville være dyrlæge?

– Jeg tror, at jeg drømte om at blive dyrlæge fra midt i skoletiden. Jeg havde en klassekammerat i Klemensker, der også ville være dyrlæge, og vi fulgtes ad, og hende taler jeg stadig med. Hun arbejder inden for medicinalindustrien.

– Jeg kommer fra en ejendom en kilometer nærmere Hasle mage til den, vi bor på. Min far var også hestemand. Så derfor har det været en naturlig interesse for mig.

– Jeg blev uddannet dyrlæge fra Landbohøjskolen i København, da jeg var cirka 25 år og fik mit første job på en klinik i Jelling i Jylland. Jeg var der i tre år. Så manglede Hasle Dyreklinik en dyrlæge, og vi flyttede tilbage hertil. Vi flyttede i 1993 klinikken ind på Dyrlægegården i Rønne, og jeg har været i firmaet i 35 år.

Har du så også arbejdet mest med heste i de mange år som dyrlæge?

– Det var de store dyr, der interesserede mig mest. Mens jeg var i Jylland, var det næsten kun kvæg, vi arbejdede med. Sådan var det også, da jeg kom til Hasle. Siden er det blevet mindre med kvæg, men mere med heste. I Dyrlægegården fordelte vi hovedområderne sådan, at Pia Ellekjær stod for køerne, Thomas Wittorff for smådyrene og jeg for hestene. Men vi var også enige om, at der var hverken plads til specialister eller primadonnaer, for vi havde en hverdag, der skulle fungere, og én dyrlæge skulle kunne klare vagten. Selv om jeg til sidst nærmest kun havde med heste at gøre, var jeg nødt til at følge med på de andre områder for at kunne have vagter.

Har du nogle sjove oplevelser og historier, du kan fortælle om fra din tid som dyrlæge?

– Sikkert...

– Det mest dramatiske er ofte, når store dyr skal føde. Hvor det måske kan se håbløst ud, men fødslen af et føl eller en kalv aliigevel går godt.

– Det kan også fylde meget, når dyr skal aflives. Men man kan godt vende det til, at det er fornuftigt, og der er aldrig noget tidspunkt, der er forkert til at aflive et dyr. Der er kun et tidspunkt, der er for sent. Det skal gøres ordentligt med respekt for dyret.

– Så er der ulykkestilfælde, og jeg har også været ude til stormskade, hvor en længe er faldet ned over køerne. Så viser det sig, at det kun er tre-fire køer, der er slået ihjel, mens resten er i live.

– Der er alle de små sejre, når man får reddet et dyr.

– Det også være, at man bliver overrasket. Jeg kan huske en travhest, som ejeren mente måtte have nogle problemer med benene, fordi den løb skævt og ikke kunne finde rundt inde på banen. Jeg undersøgte hesten og kunne ikke finde noget, før jeg kiggede den i munden og opdagede, at tænderne var skæve. Når tænderne er skæve og hovedet kommer til at gå på skrå, er det svært at holde kroppen i balance. Da den havde fået ordnet tænderne, vandt den de næste tre løb.

Hvad er vigtige egenskaber, når man har med dyr at gøre?

– Jeg er opvokset med dyr og har altid kunnet lide dyr og lært, at man har et ansvar, når man har dyr. Derfor har jeg også kunnet lide at arbejde med kvægbønder, for de er afhængige af at behandle deres dyr ordentligt.

– På landet dumper man også ned i folks hverdag, også når det går skidt, og man kommer tæt på folk. Man skal kunne snakke med folk og især lytte.

– Vi siger i Dyrlægegården, at man har pligt til at prale, når man har været dygtig, for vi kører ud alene. Så kollegerne ved det jo ikke. Man skal også komme hjem og brokke sig, når man synes, at det hele har været noget møg. For det har de andre heller ikke oplevet.

– Jeg har også lyttet til en gammel mand i Jylland, der sagde, at når man har med dyr at gøre, er det vigtigt at have humor. Fordi man skal kunne grine af dem, når de laver noget dumt, og så skal man kunne grine af sig selv, når de tager røven på én. For det sidste sker dobbelt så ofte.

 

Flemming Koefoed

63 år.

Fra Hasle, bor i Hasle.

Gift med Susi (pædagog i Klemensker Børnehus), har to voksne børn og et barnebarn.