– Nej. Planen er, at det bare skal køre videre, som det gør nu. Vi vil gerne blive liggende her, selv om det har sine begrænsninger. Der er ikke plads til at udvide, for eksempel. Men det er nemt og styre og kontrollere, når vi er den her størrelse. Som lille virksomhed kan vi hurtigt reagere og justere på priserne.
Er der ikke nogen udefra, der kommer og siger, at I burde skalere op?
– Jo, men det er ikke den vej, vi går og drømmer om. Det er slet ikke den vej, vi tænker. Hvis vi skulle finde på noget andet, ville vi hellere gå den vej at genåbne Svaneke Slagteren. Men det er slet ikke på tegnebrættet. Vi henviser til brugsen dernede, de har vores varer, siger Rasmus og nikker i retning af Torvet.
Ro i maven
Rasmus Funch Kofoed vil dog gerne fortælle lidt om de strategiske overvejelser bag generationsskiftet sidste år, og de tanker far og søn gør sig om sund forretningsdrift.
– Vi kan godt lide at investere, når vi tjener penge. I en ny bil, eller røgeovn, eller hakker, så vi hele tiden fornyer os. Det er sådan, min far har kørt det. Når man skal købe noget nyt, er det godt at have pengene til det, så man ikke skal i banken. Min far er 53, så vi har mange år sammen endnu. Vi har snakket om, om vi skulle gøre det 50/50 eller over tid, men blev enige om, at vi lige så godt kunne gøre det nu. Og så har han stadig bygningerne.