Hvorfor har du valgt at være med til at lave en højskole på en lille indonesisk ø?
– At leve på en sejlbåd på havet er en meget omskiftelig hverdag, hvor man skal være klar til at tage nye udfordringer. Man ved aldrig, hvad dagen byder på. Og derudover bliver der skiftet gast efter nogle måneder, så det var meget hej og farvel, og den del er super hård. Samtidig er det et nyt sted, man er hver uge, så vi kan ikke nå at få tætte relationer eller have et længere samarbejde med de lokale på nogen måde. Derfor kunne vi mærke, at vi gerne ville noget andet, og nu har vi fundet et sted i Indonesien, som vi bare har forelsket os virkelig meget i. Det er et meget flot og magisk sted, og det er et lille uopdaget sted, hvor der ikke rigtig er noget turisme endnu.
– Vi har tænkt på, hvordan vi kan overføre det at sejle og det unikke fællesskab, man får, når man bor så tæt sammen på en båd. Jeg har selv været på højskole og efterskole i Danmark, og der kommer man også rigtig tæt på folk, men det kan ikke sammenlignes med, når man er ude at sejle sammen, fordi man bliver så afhængig af hinanden. Når der er storm, og køkkenet vælter rundt, og folk er søsyge, er alt sat på spidsen, og alle har brug for hinanden. Hvis det blæser op, og der er brug for at trække sejl ind, har vi brug for alle mand, uanset hvordan man lige har det. Man kommer ud i ret så pressede situationer nogle gange, og det gør, at det bliver en ret tæt og familieagtig følelse. Tanken er, at vi vil forsøge at få det samme fællesskab på øen, som vi har døbt "Højskoleøen".
– Tanken er, at man skal være der i tre måneder, hvor man skal lære at sejle og dykke og lave andet vandsport som kajak, paddleboard og scurfing, som er at stå på et board bag en gummibåd. Så man skal lave alt muligt, som foregår ved vandet. Og så ligger øen ikke så langt fra en lokal landsby, hvor vi er i gang med at få et samarbejde med forskellige skoler. Vi vil nemlig gerne have, at eleverne på vores højskole skal lave forskellige projekter undervejs, som har noget med lokalbefolkningen at gøre. Blandt andet vil vi lave en workshop om kokosnødder, fordi der er rigtig mange kokospalmer på øen.