Det kan vi gøre bedre

Gymnasielærer og tidligere lokalpolitiker Leif Olsen fylder 60 år søndag. I den anledning reflekterer Leif Olsen på opfordring fra Tidende over sit liv og sin tid i politik.

Højtråbende, insisterende, velforberedt, brutal, taktisk snu, arrogant, målbevidst, engageret, sarkastisk…

Men også privat, nørdet, kærlig, omsorgsfuld, beskeden, stædig, humoristisk…

Det er blot nogle af ordene, som jeg har fået hæftet på mig igennem årene.

Den første række er om min offentlige person som politiker og debattør. Den anden række er om min private personlighed. Der er nemlig stor forskel på de to.

Hvorfor nu dette? Jo, Tidende har bedt mig om at skrive noget om mig selv i anledning af, at jeg fylder 60. Det er ikke så nemt – det er meget lettere at skrive om andre eller om politik.

’Fattig-firserne’,

Hvem er jeg så? Jeg er Rø(d).

Jeg kommer fra en lykkelig og harmonisk baggrund uden traumer i en dejlig familie. Folkeskole, gymnasium, militæret og universitetet uden problemer, selvom både gymnasium og universitet var usædvanligt i min tid. Jeg har boet på Bornholm hele mit liv udover syv år i København, mens jeg læste på universitetet. Jeg har været gymnasielærer i snart 33 år.

Jeg har altid været engageret i foreningslivet – det er en familietradition: Elevråd, idrætsforening, ungdomstræner, studenterforeninger, fagforening, men især partipolitik. Jeg blev SF'er for 38 år siden, og det var ikke en familietradition – vi var venstrefolk.

Hvorfor SF?

Det skyldtes især ’fattig-firserne’, men også en morfar, der kom ud at tjene som femårig, at jeg havde en farmor, der fra en fattig baggrund sled sig op til at få en lærereksamen, og at jeg på den anden side kom fra en rimeligt velstående gårdmandsfamilie.

Som barn mødte jeg mennesker, der havde det godt – men jeg mødte også mennesker og børn, der boede i halvt sammenfaldne huse, børn fra hjem, hvor vold var almindelig, skolekammerater, der ikke havde madpakke; Jo, det fandtes i 1970erne – det var ikke ligestilling, hippie-halløj og ungdomsoprør det hele. Jeg var heldig, men nogle var ikke.

En ø i krise og sammenlægning

Da jeg flyttede tilbage i 1991, kom jeg til en ø i krise.

Fiskeriet og fiskeindustrien døde efter de gyldne – men også katastrofale – 1980'ere. Arbejdsløsheden var høj, listen over tvangsauktioner skræmmende, håbet fraværende og fremtiden dyster. Igen var jeg heldig – jeg var arbejdsløs i to måneder, inden jeg fik et job.

Så kan man enten sætte sig ned og græde eller gøre noget. Jeg har altid haft den idé, at ’det kan vi gøre bedre’. Jeg er dog klar over, at jeg med min baggrund, uddannelse og job havde lettere ved at sige det end mange af mine gamle kammerater.

Da jeg kom tilbage, så var SF en hemmelig forening – der var dygtige medlemmer, som gjorde et stort arbejde, men partiet fyldte ikke i bornholmernes bevidsthed. Måske derfor blev jeg som nyvalgt formand lige pludselig synlig. Det blev begyndelsen på godt 30 år i bornholmsk lokalpolitik.

At jeg kom i Amtsrådet i 1998 ændrede ikke Bornholms krise. Men i 1990'erne kørte Tidende en artikelrække – ”Lille Ø – hvad nu?” – og vi havde nogle fremsynede politikere – nok især Thomas Thors, Birthe Juel Jensen og Harald Kjøller. De og andre tog initiativ til en kommunesammenlægning på Bornholm. Daværende amtsborgmester Knud Andersen var delvist imod, men da en folkeafstemning sagde ja, så arbejdede han med. Jeg var for ny og uprøvet til at spille nogen rolle, men SF støttede sammenlægningen.

Det var en sammenlægning, som blev gennemført inden den store sammenlægning i Danmark.

Sammenlægningen var – og er – omdiskuteret, men jeg nærer ingen tvivl om, at det var den rigtige løsning. Særloven om Bornholm gav os også ekstra muligheder, som resten af Danmark ikke fik.

Stejl læringskurve

For mig personligt betød det en stor forandring.

Fra at være et ret perifært (om end højtråbende) medlem af amtsrådet, blev jeg pludselig udvalgsformand for hele Bornholms teknik-, miljø- og naturområde plus bygningsvedligeholdelse, havne og så videre samt det afgørende mandat i konstitueringen.

Det var en stejl læringskurve. Jeg vil aldrig glemme den utrolige støtte, jeg fik fra afdøde Mogens Sommer, fagdirektør for området, Van Gilse og Rasch Madsen i fagsekretariatet; Det hjalp mig igennem mange minefelter – i forhold til embedsværket, borgerne, diverse bygherrer med flere.

Chokket var stort blandt bornholmerne – skolelukninger, bibliotekslukninger, afskedigelser, centralisering af administration og magt, 27 politikere frem for cirka 100 benhårde prioriteringer.

Det var også i den periode, at betegnelser som brutal og insisterende dukkede op på min telefonsvarer sammen med nogle mere ubehagelige trusler. Men jeg havde en god partiforening og en stærk familie bag mig, så jeg kunne stå imod (måske endda bedre end de større partier, men den historie skal ikke fortælles her).

Selv 20 år senere står jeg ved de beslutninger, og jeg mener faktisk, at vi ’reddede’ Bornholm som samfund. Skolelukningerne gav flere undervisningstimer og lærere pr. elev, vi fik bedre kvalitet i sagsbehandlingen, bibliotekslukninger gjorde, at åbningstiderne blev længere, lukning af plejehjem gjorde, at beboerne fik værdige bolig- og plejeforhold, de ansatte kunne samarbejde på tværs, høringer kunne dække hele øen og så videre. Sammen kunne vi gøre det bedre end i fem kommuner og et amt.

Fascineret af planlægning

Som lokalpolitiker skal du kunne stort alle områder – fra misbrugsbehandling over amatørteater og folkeskole til havnekajer.

Jeg har ofte misundt folketingspolitikere, fordi de – i hvert fald i de lidt større partier – kan fokusere på fire-fem sagsområder. Igen – jeg var heldig. Jeg var udvalgsformand i det meste af min tid, hvilket gjorde, at jeg kunne gå ned i tid på gymnasiet.

I disse år blev jeg mere og mere fascineret af planlægning, havne og natur. Selvfølgelig passede jeg de øvrige ting, men dette optog mig meget – ligesom ideen om økonomi og i især bæredygtig økonomi optog megen tid.

Jeg brugte time efter time på at læse sagsfremstillinger, høringssvar, tale med borgere, læse obskure lovparagraffer og så videre.

Opnåede jeg så noget? Ja, det mener jeg jo selv. Vi fik sat miljøet og naturen på dagsordenen, vi fik et system for drift af veje og havne, vi fik startet en rationel lokalplanlægning. Der var også rimeligt styr på økonomien.

I 2009 valgte Socialdemokratiet at gå sammen med Venstre, og meget af dette forsvandt, men der er dog stadigvæk spor tilbage, og i 2009-2013 og igen 2017-2021 kunne jeg fastholde eller genoplive noget af det.

Svær fremtid

Når jeg ser tilbage, så ser jeg trods alt, at jeg har gjort en forskel – stor eller lille. Jeg og SF har opnået mere, end vores størrelse egentlig berettigede til.

Jeg har – så godt som jeg kunne – levet op til mit eget credo: ”Det kan vi gøre bedre”.

Hvis jeg ser fremad, så ser det ikke godt ud – desværre. Internationalt findes stadig krige og og nød. Samtidigt raser en klimakrise, som ingen handler i forhold til. Det er mange ord, men meget lidt handling – også i Danmark.

Nationalt har vi en borgerlig regering, som entydigt satser på middelklassen og de gamle industrier. Vores samfund bliver mere og mere opsplittet – økonomisk, socialt, holdningsmæssigt, og der er udpræget mangel på social forståelse.

På Bornholm er der mange ting, der går okay – beskæftigelse, virksomheder, til-/fraflytning. Men den kommunale økonomi går ad H til – igen rammer det især de svageste. Det dårlige er, at vi styrer direkte imod administration af Indenrigsministeriet. Det ’gode’ er, at vi selv er skyld i det, og derfor kan vi også stoppe det. Jeg indrømmer, at der er udefrakommende negative faktorer, men de seneste tre år har forskellige forligspartier vedtaget budgetter, som den yngste økonomielev kunne se var ude af balance; Man har undgået ubehagelige beslutninger, men kassebeholdningen drænes i et tempo, som vel kun kan genfindes i Venezuela.

Det er lykkedes mig at skrive meget uden at sige noget om mig selv. Men jeg er stadigvæk lykkeligt gift, og jeg elsker stadigvæk mit arbejde.

På den anden side kan man sige, at campus efter 33 år har fundet ud af, at de kan få et bedre gymnasium uden mig (det vil sikkert glæde kommende elever), så fra 1. juli 2024 er jeg arbejdsløs. Men… Jeg finder nok på noget – og både privat, offentligt og politisk vil jeg stadigvæk sige: ”Det kan vi gøre bedre”.