'Det betyder meget for mig, at man ikke behøver låse sin cykel'

'Det betyder meget for mig, at man ikke behøver låse sin cykel'
Socialsygeplejerske og fritids keramiker Jani Mikael Keto. Foto: Katrine Westh Sørensen
DAGENS NAVN | Tirsdag 13. august 2024 • 05:30
DAGENS NAVN | Tirsdag 13. august 2024 • 05:30

Den nye socialsygeplejerske på Bornholms Hospital, Jani Mikael Keto, kommer oprindelig fra Jakobstad i Finland. Efter mange år i København valgte han, sammen med kæresten Sidsel, at bosætte sig på Bornholm. Nu har han også valgt at finde arbejde på øen, men mest af alt nyder han roen i sin fritid.

Hvornår kom du til Danmark og i hvilken forbindelse?

– Jeg kom til Danmark i slutningen af 2014, fordi jeg meget gerne ville være sammen med min kæreste Sidsel, som boede i København på det tidspunkt. Da vi mødtes, arbejdede jeg på Skadestuen i Ystad. Der er meget stille i weekenderne, så jeg tog ofte til København for at gå i byen. Jeg elskede København, og jeg syntes, at det var en vildt hyggelig by. Der mødte jeg Sidsel. For at prøve noget andet end at arbejde på skadestuen i Ystad, tog jeg tilbage til Finland for at køre med ambulance over en sommer. Men jeg savnede hurtigt Sidsel og København, så i slutningen af 2014 flyttede jeg til Nørrebro i København. Jeg talte egentlig ikke særlig godt dansk på det tidspunkt, men jeg tænkte "nu kaster jeg mig ud i det".

– I 2015 startede jeg som socialsygeplejerske på mændenes hjem i København. I perioder har jeg dog taget pauser fra det arbejde, fordi det meget af tiden kan være et hårdt arbejdsmiljø. Så på et tidspunkt arbejdede jeg i stedet på et pizzeria i Svaneke i løbet af en sommer, bare for at få et lidt mere positivt arbejdsliv. Men det sociale arbejde trak mig hele tiden tilbage. Nu havde jeg efterhånden været ansat på mændenes hjem i så mange år. Jeg nød virkelig at stå af på hovedbanegården og gå ned mod Istedgade. Så kom folk og gav en krammer, og vi fik nogle gode snakke.

Hvornår flyttede I til Bornholm?

– Vi flyttede til Bornholm for syv år siden. Vi havde brug for mere plads. Vi havde en lang liste af steder vi fandt interessante, både Klitmøller, Fyn og områder omkring Roskilde. Forskellige steder vi godt kunne tænke os at bo. Men så vandt Bornholm overlegent, fordi det er tæt på København, syntes jeg, og man får mere for pengene.

Hvad er det bedste ved at være flyttet til Bornholm?

– Roen og trygheden. Der er så trygt her. Det betyder vildt meget for mig, at man ikke behøver at låse sin cykel, og at den stadig er der, når man kommer tilbage. Det fortæller meget om et samfund, synes jeg, at vi passer på hinanden.

– Det minder også lidt om det, jeg kommer fra i Finland, så Bornholm var rimelig oplagt. Tæt på naturen, trygheden og bølger til at surfe på. Det var også meget afgørende.

Hvornår startede du så som socialsygeplejerske på Bornholms Hospital?

– Det er kun seks måneder siden. Indtil da pendlede jeg til København. Jeg havde en god studiestilling på Mændenes Hjem til sidst, hvor jeg arbejdede hver anden weekend fredag, lørdag og søndag, og så havde jeg efterfølgende 11 dage fri. Så havde jeg tid til at lave kreative ting, tid til at surfe og tid til at være sammen med min datter. Jeg tror stadigvæk, at de første to år af min datters liv var min bedste tid. Der havde vi en masse tid sammen. Tid til at cykle rundt og spise hindbær og kigge på heste. Det var simpelthen så skønt.

– Jeg kunne mærke, at min tid på mændenes hjem var slut. Jeg var efterhånden kørt træt i det. I gennemsnit holder en medarbejder på mændenes hjem i to til tre år. Derfor havde jeg set mange af mine kollegaer, som ellers kom ind med en masse overskud og energi, få det dårligt efter et stykke tid. Mange af dem endte med at gå ned med stress og depression. Så jeg tænkte, nu har jeg en lille pige derhjemme, og man er nødt til at tænke på sig selv.

– Sikkerhedsmæssigt og afstandsmæssigt gav det bare bedre mening at arbejde på Bornholm, fortæller socialsygeplejersken.

Er det rart ikke at skulle pendle?

– Jeg savner det faktisk lidt. Man får en pause på halvanden time på færgen, hvor man kan læse en god bog eller lave nogle opgaver. Det var en god rutine syntes jeg, så på den måde savner jeg det. Men jeg savner ikke arbejdsopgaverne.

Hvordan er det at være fuldtidsbornholmer?

– Det er dejligt at være fuldtidsbornholmer, men det der med fuldtidsarbejde kan jeg stadig være i tvivl om, er noget for mig. Det er selvfølgelig en dejlig tryghed, når der kommer penge ind på kontoen, men jeg sætter også virkelig meget pris på min fritid. Jeg har intet problem med at finde på ting at fylde tiden ud med.

– Fritid, kreativ tid og tid med familien er for mig mere værd end en høj løn. Med den stilling jeg havde i København, fik jeg ikke nødvendigvis en særlig høj løn, men jeg fik til gengæld masser af fritid. Det er rigtig meget værd for mig. Det var en perfekt kontrast. Fra stilheden på Bornholm, til det hektiske København for at arbejde, og så tilbage til stilheden på Bornholm igen.

Hvorfra kommer interessen for keramik?

– Den kom, da vi flyttede til Bornholm. Der fik vi både masser af tid, plads og muligheder. Jeg har altid haft en trang til at skabe noget og være kreativ. Jeg står også meget på skateboard, og det er også kreativt på sin egen måde. På den måde begyndte jeg at lave skateboardvaser.

– Jeg gav Sidsel et trædrejningskursus i gave, og hun blev vildt god til det. Så tænkte jeg, det der vil jeg også lære. Så jeg begyndte at dreje meget i træ ,og syntes, at det var vildt sjovt. Problemet er bare, at hvis man har arbejdet på en skål i fem timer og træet flækker, så er skålen ødelagt. Derfor tænkte jeg, at jeg gerne ville undersøge andre materialer, og sådan startede interessen for ler. Med ler kan man dreje på en vase længe og komme til at ødelægge den. Men så kan man bare starte forfra. På den måde er leret meget taknemlig at arbejde med. I Danmark sætter folk også mere pris på keramik end på træ.

Er din plan at leve delvis af din keramik?

– Helt sikkert. Hvis jeg kunne arbejde bare fire dage om ugen, så ville jeg være glad. Lige nu er jeg i gang med at undersøge forskellige gallerier rundt om i verden for at finde ud af, hvor mit arbejde kunne passe godt ind. Jeg har kontakt til en gallerist i Paris, som meget gerne ville besøge Bornholm. Jeg er efterhånden ved at være der, hvor jeg har noget jeg vil vise frem.

– Jeg er vanvittig selvkritisk, så jeg vil gerne have, at det er mit bedste arbejde, hvis jeg skal vise noget frem til en gallerist. Det er virkelig interessant, hvor kritisk man kan blive, for jeg har ellers haft nogle ret fede udstillinger. Både i Paris og København, blandt andet i forbindelse med den Japanske design festival. Jeg opbygger typisk en selvkritik hele året, og tænker, "det her duer ikke til noget". Men når jeg så alligevel præsenterer det, så vækker det interesse.

Hvor tror du din selvkritik kommer fra?

– Jeg kommer jo fra Finland, hvor Janteloven er meget dominerende. Der kan man godt få et par på hovedet, hvis man er for selvglad. Det er et kulturelt sted, hvor Finland og Japan minder lidt om hinanden. I Japan skal man helst heller ikke stikke for meget ud. Men det skaber samtidig en stærk tradition for ydmyghed overfor det håndværk, man laver. Men det kan også holde mig tilbage og gøre, at jeg ikke altid tror på mine ting.

– På et tidspunkt under en udstilling i København kom den japanske ambassadør forbi min stand. Han var vild med mine ting, men jeg svarede bare "ej, det der er ikke særlig godt". Det er så pinligt. Hvorfor kan jeg ikke bare sig tak? Jeg var ret ny i faget, da jeg var med til udstillingen første gang. Men jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at der var potentiale i de ting, jeg laver. Det solgte godt, og folk var glade for det.

Hvad solgte du mest af?

– Det var mest vaser med hvid porcelænsbegitning. For tiden laver jeg store vaser, som skal ligne bikuber. Jeg har altid drømt om at dreje kæmpestore ting, som jeg efterfølgende kan male. Men teknikken er virkelig svær. Jeg har været på kursus hos nogle franskmænd i Jylland og et andet kursus i København, og jeg kan godt dreje relativt store vaser, men ikke kæmpestore ting endnu. Så jeg prøvede en ny teknik af, som hedder "pølseteknikken". Det er meget lærerigt, fordi jeg er meget utålmodig, og med den her teknik er man nødt til at vente og lade hver lag tørre.

– Hvis man gør det for hurtigt, så kollapser det, fordi formerne er så store.

Jani Mikael Keto

Født: 1982 i Jakobstad, Finland

Erhverv: Socialsygeplejerske, Bornholms Hospital

Interesser: Keramik, surfing, familieliv



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT