Den optimistiske naturvejleder tager temperaturen på verden

Selv den optimistiske naturvejleder Jens Kofoed fra Melsted erkender, at det ser sort ud for naturen. Her sætter han karakter på, hvor galt det står til, og kommer med forslag til, hvordan man kan vende udviklingen.

Jens Kofoed har en lang karriere bag sig som naturvejleder og -formidler. Året før Natur Bornholm åbnede i 2000, blev han ansat som naturvejleder på det nye oplevelsescenter i Aakirkeby og var der frem til 2014, hvor han gik på en slags pension. I dag er den 71-årige naturelsker og fuglekigger dog stadig fast tilknyttet Natur Bornholm.

– Jeg er naturvejleder på tilkald, siger han og griner.

Derudover har han fortalt små historier fra naturens verden på P4 Bornholm i fem år. Det stoppede han med i 2018, og både lytterne og Jens Kofoed savner de daglige indslag om naturen på Bornholm. For dem der ikke har nået at stifte bekendtskab med Jens Kofoed via radioen eller Natur Bornholm, så taler han fuldtonet bornholmsk. Fugle er fauwla, børn er bælla og børnebørn er bællabælla. Dem har han i øvrigt fire af.

Da Jens fik et atlas

Og hvad er det så for en verden, Jens Kofoeds børnebørn vokser op til? Hvordan ser verden ud om 100 år?

– Det ved jeg ikke, siger han overraskende kortfattet.

Efter lidt pres lyder svaret: Det er umuligt at forudse.

Jens Kofoed er optimist af natur, og selv om han gerne indrømmer, at det unægteligt kan se sort ud for menneskeheden, så nægter han at kaste sig ud i dystre profetier om en umiddelbart forestående apokalypse.

Han vil hellere lære børnene naturen at kende, så de kan lære at elske naturen, så de kan lære at beskytte naturen.

Det var nemlig sådan, det startede for ham selv. Jens Kofoed er født i 1951 i Melsted. Han har været opslugt af fugle og geografi, så længe han kan huske. Da Jens gik i 2. klasse, blev hans mor bekymret en dag, fordi hendes dreng ikke kom hjem fra skole til normal tid. Det viste sig, at det var, fordi Jens havde fået et atlas i skolen den dag.

– Jeg kunne ikke vente med at at læse bogen og måtte sætte mig op ad kirkegårdsgærdet for at se, hvor i verden, der blev produceret mest guld, kul og aluminium, husker han.

Som barn og ung tilbragte Jens Kofoed hovedparten af sin fritid langs kysten med en kikkert for øjnene. Altid på udkig efter skalleslugere og gravænder og andre spændende fugle. Som 18-årig meldte han sig ind i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), og fuglene har aldrig mistet evnen til at opnå Jens Kofoeds fulde opmærksomhed. Samtidig har der været ledige kvadratcentimeter i hans hjerne til også at interessere sig for geologi, samfundsforhold, klima og landbrug.

Gennem 25 år som ansat på sygehuset fik han også vredet er helt verdensperspektiv ud af jobbet som laborant.

– Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er født nysgerrig og videbegærlig, siger han.

Politikerne skal se 40 år frem

Med al den viden under tophuen virker det oplagt at bede Jens Kofoed om at tage temperaturen på Bornholm og resten af verden.

På en skala fra et til ti. Hvordan har Jordens sundhedstilstand ændret sig her på Bornholm i din levetid?

– Den er gået fra otte til fem, svarer Jens Kofoed uden at blinke. Og skynder sig at tilføje:

– Der sker selvfølgelig også positive ting. Dengang de satte Udkæret under vand, sagde jeg til den daværende skovrider, Tom Nielsen, 'det er stort set den eneste fremgang jeg har oplevet. Ellers er det kun gået tilbage'. Landbruget har udviklet sig på en måde så naturindholdet er blevet meget ringe i det dyrkede land. Der er nogle steder kommet flere vådområder, lidt mere urørt skov, og der er indvandret nogle fugle, men nok mest på grund af klimaændringer. Helt overordnet er det kun gået tilbage. Naturnationalparken er et positivt tiltag, men det er stadig kun en lille lomme.

Hvordan har Østersøen det på en skala fra et til ti?

– Det var allerede på vej ned, da jeg var barn. Det er gået fra otte til fire. Næringsstoftilførsel fra landbruget har været et problem i mange år nu. Rester af sprøjtemidler udledes i havet via regnvandet, på et tidspunkt udledte Danmark mere end Polen. Det gør vandet iltfattigt på bunden og slår torskens æg ihjel. Tidligere var der tre steder, torsken kunne gyde i den østlige Østersø, men både Gdanskdybet og Gotlandsdybet er iltfrit nu. I dag er der kun et sted tilbage, torsken kan gyde, det er Bornholmsdybet. Derudover har der været et voldsomt overfiskeri. Og så har vi det nye, den stigende temperatur. Sælerne er ikke noget, der på længere sigt ødelægger bestanden. De har altid været der, siger Jens Kofoed.

Det politiske ansvar er med andre ord blevet større?

– Politikere skal meget gerne være visionære og tænke 40 år frem i tiden. Men nu siger de: Vi kan jo ikke pålægge landbruget en ekstra CO2-afgift, for så tvinger vi folk fra hus og hjem. Det er modargumentet. Det vil gå ud over svine- og kvægproducenter.

Så politikerne ser ikke 40 år frem i tiden?

– Nej, de skal jo vælges hver fjerde år.

Kemi er skidesmart

I sin tid på sygehuset var Jens Kofoed sikkerhedsrepræsentant for laboranterne. Det gav ham et dybere kendskab til den kemi, der benyttes på hospitaler. Men han har også kendskab til den kemi, der benyttes i landbruget, og han anerkender, at den kan øge udbyttet enormt.

– Kemi kan være meget godt. Min farfar købte Gesarol nede i købmandsgården og dryssede det hvide pulver på sine gulerødder. Det var DDT, og når gulerødderne kom op var der ingen fluer i.

Et vidundermiddel har imidlertid ofte en bagside. DDT blev forbudt i Danmark i 1969.

Ifølge Jens Kofoed er dansen med kemien en uendelig historie. I disse år arbejder politikerne på at få afskaffet en gruppe kemiske stoffer, der samlet går under betegnelsen PFAS. Stoffer fra PFAS-gruppen er blandt andet kræftfremkaldende og næsten umulige at nedbryde. De findes i alt fra teflonpander til gulvtæpper og regntøj. Og de findes i de fleste menneskers krop, som rester, der bliver ophobet år efter år.

Jens Kofoed er ikke overrasket.

– Det er skidesmart, at man kan få ting, der er vand- og fedtafvisende. Men pludselig opdager vi, at det har en ubehagelig bivirkning. DDT gjorde rovfuglenes æg tyndskallede, dioxiner ender i fedtet på laks. Vi opdager hele tiden nye midler, der kan øge udbyttet, og vi opdager hele tiden, at nogle af de egenskaber har en uheldig påvirkning på mennesket eller naturen. Det er en evig kamp, siger Jens Kofoed og vurderer, at mængden af kemikalier i hans levetid har presset kvaliteten i verdens sundhedstilstand ned fra en ottende- til en femteplads.

Jens Kofoed fandt i 2008 en dinosaurtand i en bunke grus fra Robbedale. Det er en 140 millioner år gammel tand fra en lille kødædende dinosaur, der blev døbt Dromaeosauroides bornholmensis, og den indgår i Natur Bornholms faste udstilling. Det første danske spor efter dinosaurer var en tand fundet i 2000. Foto: Anette Vestergaard

Mennesket har taget magten

Også den globale befolkningstilvækst er kritisk, siger Jens Kofoed. Da han var barn var der tre milliarder mennesker i verden. Nu er der snart otte.

– Det går ud over vores livsfæller. Dyr, insekter, planter. Geologerne deler tiden op i perioder. Kvartærtiden, som er den vi lever i nu, er delt op i underperioder, den sidste, Holocæn, dækker de seneste 12.000 år. Men på et møde i 2000 foreslog kemiker og Nobel-pristager P. J. Crutzen, at Holocæn skulle afløses af Antropocæn, som et nyt navn for den geologiske periode, vi befinder os i.

Antropocæn skulle efter Crutzens mening starte midt i 1900-tallet som en markering af, at mennesket nu har overtaget naturen.

– I dag er jordklodens udvikling i høj grad styret af mennesket. Og det bliver ikke bedre af, at vi bliver flere, og alle skal have fladskærme og to biler. Jo mere effektivt landbruget skal være, jo mere sprøjtegift og gødning skal der bruges, for at brødføde alle de mennesker. I dag er det mennesket, der har magten, siger Jens Kofoed.

Drengen og ørreden

Jens Kofoed vil ikke gætte på, hvordan verden ser ud om 100 år.

Men du har lige beskrevet, hvordan sundhedstilstanden i jorden og havet er halveret på 60 år. Så er vi jo i hvert fald nede på minus én om 100 år?

Jens Kofoed snor sig elegant udenom.

– Som naturvejleder prøver man at få folk til at se, hvor spændende det er. Jo mere de ved, jo mere spændende synes de, det er, og så kan de måske få lyst til at bevare det. Det er det, vi går og håber .. men vi er kun en lille bitte flok i Danmark ...

Jens Kofoed afbryder sig selv og begynder at fortælle en historie om en otteårig dreng, han havde med på tur for mange år siden. Det var på den tid, hvor ørrederne går op i Melstedbækken for at yngle. Da drengen fik øje på en stor ørred, der stod i bækken og hvilede sig efter at have sejret over et vandfald, vendte drengen sig om mod Jens Kofoed og spurgte med store øjne, om han måtte røre ved den?

– Normalt ville jeg sige nej. Men jeg kunne se, hvor meget det ville betyde for ham at få lov, så jeg sagde ja og forberedte ham på, at den nok ville slå nogle ordentlige slag med halen og drøne videre op ad strømmen.

Oplevelsen ved at røre ved en levende ørred satte så dybt et aftryk i drengen, at han i dag er ivrig lystfisker med et stort og aktivt kendskab til naturen.

Og det er den vej, man skal gå, for at redde verden, siger Jens Kofoed. Man skal opleve naturen, for gennem oplevelsen vokser kærligheden til naturen og gennem den opstår trangen til at beskytte den.

I marts fører Jens Kofoed an på et kursus for mænd, der skal tættere for på naturen. Det sker for kommunale midler og opgaven bliver at kigge på fugle. Det er, ligesom havet og det dyrkede land, en evig kamp.

 

De officielle kostråd

KRAM: Kost, rygning, alkohol, motion

 

Piberygeren Jens Kofoeds kostråd

KNUS: Kost, nydelse, udeoplevelser, sammenhæng