Er du bornholmer, Peter?
– Ja, jeg er bornholmer, men jeg bor i Kirke Saaby. Jeg er født og opvokset i Østerlars. Jeg blev udlært som tømrer i Østermarie, og derefter læste jeg til ingeniør på Københavns Teknikum. Jeg blev uddannet ingeniør 1966 med speciale i vej- og brobygning.
Og så blev du hængende i København?
– Ja, så blev jeg ansat i forstanderens firma, B. Schwartzlose & H. Kofoed. Her projekterede jeg broer, statiske beregninger, tegninger, udbud og tilsyn af broer. Vi byggede broer på motorvejsnettet i hele Danmark indtil midten af 80erne, hvor vi begyndte at arbejde for kommunerne og også for Rønne Kommune, som eksisterede dengang.