50 år på Tidende: Det har dæleme været sjovt

50 år på Tidende: Det har dæleme været sjovt
Kjeld Lundbæk har tilbragt mange timer på de bornholmske fodboldbaner – her er han i Nexø. Foto: Jesper Gynther
Fredag 11. oktober 2024 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
Fredag 11. oktober 2024 • 05:30

Kjeld Lundbæk fejrer den 11. oktober et helt usædvanligt jubilæum i mediebranchen.


– Jeg kender, eller har kendt mange af dem, siger Kjeld Lundbæk med et blik op på Bornholms Tidendes væg med portrætter af mediehusets 25 års jubilarer i avisens indtil nu 158 årige historie.

Her kom han selv op at hænge for 25 år siden. Egentlig burde han have et nyt portræt op på væggen efter at have arbejdet på Tidende i to gange 25 år.

At nogen skulle nå et 50 års jubilæum i branchen har der næppe været taget højde for. Men det sker altså fredag den 11. oktober.

Kjeld Lundbæk har i en del år kæmpet med forskellige helbredsproblemer. Men der skal meget til at hindre ham i at passe jobbet, og faktisk virker han netop nu friskere end på længe.


– Det kan godt være, at den hjerteoperation, jeg gennemgik i februar 2023, har hjulpet. Jeg føler mig mere energisk. Min virkelyst er større, og ukrudtet derhjemme tager jeg nu i opvæksten i stedet for at vente, til det bliver knæhøjt, siger han.

Travmedarbejder

Kjeld Lundbæk, der fylder 73 år om en måned, gik egentlig på pension for nogle år siden.

Det var dog således, at han skulle afløse sin efterfølger i jobbet under ferier og fridage. Men det blev til mere. For da travskribent Willy Mogensen døde, stod Tidende pludselig uden en medarbejder til at tage sig af dækningen af travsporten, som er stor på Bornholm.

Kjeld Lundbæk har vist aldrig sagt nej til en udfordring, og han blev avisens nye travmedarbejder.


– Jeg elskede i forvejen at komme inde på travbanen. Men jeg bliver nok aldrig en del af inderkredsen på travbanen, for det er et miljø for sig, og jeg fanger aldrig alle de små detaljer, som kan være med til at afgøre travløb. Men jeg holder meget af at være der, og det er fantastisk, hvad dyr og mennesker sammen kan udrette.

Kjeld Lundbæk fortæller, at han også er blevet hesteejer – han ejer en hundrededel af den kommende bornholmerhest Impressive K.

Hobby blev arbejde

– Da jeg først havde arbejdet på Tidende i 45-46 år, blev det et mål for mig, at jeg også skulle have 50 års jubilæet med.

Betyder det, at du overvejer at stoppe?


– Det kommer an på helbredet, og hvad man synes på "bladet", siger Kjeld Lundbæk.

Men hvordan bevarer man arbejdsglæden og motivationen i så mange år?

– Det er, fordi jeg har gjort min hobby til mit arbejde og mit livsværk. Jeg er fascineret af sport på alle niveauer. Jeg har nok opholdt mig mest på fodboldbanerne og til håndbold i hallerne, men jeg har bestræbt mig på at komme rundt på hele paletten. Jeg har også tilbragt mange timer med de små idrætsgrene, hvor man hvor man ofte føler sig mere velkommen end hos "de store". Der er det næsten en selvfølge, at man møder op.

– Jeg har mødt mange spændende personligheder, både verdensmestre og OL-deltagere. Det holder gryden i kog.

Tidende ringede


Kjeld Lundbæk begyndte allerede, da han gik i gymnasiet, som træner og leder i Klemensker Idrætsforening, og han uddannede sig til håndbold- og fodbolddommer.

– Jeg begyndte at skrive fodboldreferater til Tidende i weekenden. Jeg havde ikke bil, men kom rundt på min lillebrors knallert.

Sportsredaktørstillingerne så dog ud til at være udfyldt mange år frem på både Tidende og dagbladet Bornholmeren, og Kjeld Lundbæk begyndte i stedet på lærerseminariet i Holbæk. Her nåede han at læse i to år og en måned, da Tidende ringede:

– Erik Nielsen (Ljunggren) havde fået nyt job, og jeg startede en måned efter som sportsredaktør på Tidende.

Syv dage om ugen


Resten er en 50 år lang historie, hvor Kjeld Lundbæk har jublet og grædt med den bornholmske idræt igennem op- og nedture.

Reelt er det 50 år plus det løse, som han siger. For i de første år var han på job syv dage om ugen, og især weekenderne kunne være lange, når alle resultater og referater skulle i hus til de mange sportssider i mandagsavisen.

– Afspadsering eksisterede sikkert, men ikke i min verden. Var der en opgave, så løste vi den. Jeg følte måske også, at hvis jeg udeblev fra en generalforsamling, så svigtede jeg foreningen.

Da Kjeld Lundbæk på et tidspunkt tog nogle års pause fra sporten for at blive redaktionssekretær, skulle der to medarbejdere til at erstatte ham på sportsredaktionen.

– Men hvad jeg har manglet i frihed, har jeg til gengæld fået i form af rejser, som avisen har givet mig som en påskønnelse, og hvor jeg har været af sted uden blok. Jeg har altid haft ret frie tøjler på avisen. Kom jeg med nogle ønsker, blev der aldrig sagt nej.


– Det har dæleme været sjovt.

Bornholmer med stort B

Kjeld Lundbæk remser op alle de steder, han har været, og her står især Grønland og verdensmesterskaberne i Mexico i 1986 højt på listen.

– I Mexico stjal de 15.000 danske roligans billedet, og mexicanerne var vilde med dem, husker han.

Kjeld Lundbæk har undervejs på nogle af rejserne også fulgt, hvordan sportsjournalisterne fra nogle af de store landsmedier arbejder. Men han bedyrer, at han aldrig har haft lyst til at arbejde et større sted og skifte Bornholmsserien ud med en VM-slutrunde:


– Nej, faktisk ikke. Jeg er bornholmer med stort B. Jeg er introvert på mange måder og er genert af natur. Er der kendte mennesker i nærheden, skal jeg tage tilløb til at gå hen og snakke med dem. Det har jeg så lært med årene. Men i starten var det udpræget, og jeg husker, da Hernings fodboldhold kom til Bornholm for at spille mod RIK i 3. division. Herning havde den engelske verdensmester fra 1966, Bobby Moore, på holdet. Det havde været oplagt at snakke med ham, men det havde jeg ikke modet til.

Landsstævnet 2002

Kjeld Lundbæk synes, at det et svært af fremhæve nogle sportslige højdepunkter frem for andre.

– For der har været mange, siger han.

– Landsstævnet i 2002 på Bornholm var en spændende opgave. Jeg var kun på landsstævnestadion i to timer en aften til en koncert med Shu-Bi-Dua. Ellers var jeg på redaktionen fra torsdag morgen til mandag eftermiddag for at koordinere indsatsen og redigere stoffet. Vi lavede fire landsstævneaviser på 32 sider i broadsheet (avisens tidligere store format), husker han.

– En anden god oplevelse var, da jeg besøgte Magnus Cort i Spanien. To dage forinden havde han vundet finaleetapen i Vuelta a Espana, og da vi på det tidspunkt en chefredaktør, der selv var cykelrytter, var det bare af sted.


– Bornholms Tidendes Sports- og lederpriser er hvert år et stort højdepunkt. Det er mig en stor fornøjelse hver gang at hædre andre. Det skal man gøre, mens de stadig er aktive, og man kan huske, hvorfor de bliver hædret. Der har jeg nemt for at få våde øjne. Det kommer nok med alderen.

– Det går op og ned, og i øjeblikket er vi på Bornholm nede rent elitemæssigt, men det hænger sammen med demografien, og at de unge talenter forlader øen allerede som 15-årige. Jeg kan godt savne dengang, man kunne tage til 3. divisionshåndbold i Aakirkeby, og der virkelig var knald på med masser af publikum i idrætshallerne, siger Kjeld Lundbæk.

Cavlingvinder var lærling

Kjeld Lundbæk har været med fra "blyet" til den digitale verden, og han var med, da der var faggrænser mellem teknik og redaktion – næsten som grænsen mellem Sydkorea og Nordkorea.

Han lægger ikke skjul på, at han har det svært med, at Tidende i dag satser mere på at være et digitalt medie fremfor en papiravis. Han satte pris på at være med hele vejen i processen og lave et flot produkt.

Mange mennesker er undervejs spadseret ind og ud af hans liv på arbejdspladsen:


– Det har været sjovt, at jeg har haft nogle fodboldreferenter, der er kommet videre i branchen. Morten Pihl fra Nexø kalder jeg min lærling. Han har gjort karriere på BT og Jyllands-Posten og modtaget tre cavlingpriser (dansk journalistiks fornemste pris).

– På sportsredaktionen har jeg også arbejdet sammen med Per Kofoed (i mange år redaktionschef/avischef på BT), Calle Pickel, Kasper Rasmussen og Tommy Kaas (i dag redaktør på Tidende), opremser Kjeld Lundbæk.

Nu skal han fejres

Kjeld Lundbæk er ud over en være en respekteret medarbejder højt værdsat af kollegerne som et omvandrende leksikon. Han har en høj faglig stolthed og går op i, at tingene er i orden.

På den sociale front er han en uundværlig kasserer for Tidendes redaktionelle medarbejderforening, hvor han sørger for at samle kollegerne til forskellige arrangementer og er den, der husker på gaver til fødselsdage, jubilæer og andre mærkedage.

Nu er det ham selv, der skal fejres. Det sker fredag ved en intern reception på Tidende, og i næste weekend har Kjeld Lundbæk inviteret venner fra især sportens verden til reception.


Kjeld Lundbæk har inviteret gæster til en reception. Han har blandt andre inviteret Mogens Rotvit, der takker for mange års godt samarbejde, mens han var leder inden for bornholmsk badminton og senere var involveret i ridning og travsport.

Mogens Rotvit skriver blandt andet:

"Efter 50 år som sportsjournalist har du set flere kampe end de fleste dommere, flere skader end nogen læge og hørt flere undskyldninger end nogen træner! Jeg synes, du skulle have dit eget trofæ – for den længste karriere uden en udvisning".

Ole Hoffskov, der kommer fra Rønne, en en af dem, som Kjeld Lundbæk har taget under sine vinger og hjulpet videre på en journalistisk karriere. Ole Hoffskov beklager, at han på grund af weekendarbejde ikke har mulighed for at deltage i receptionen.

"Hej chef", indleder Ole Hoffskov mailen til Lundbæk og skriver blandt andet:

"Jeg runder selv 15 år på Tipsbladet næste år. Det er mit drømmejob, som har givet mig mulighed for at dække EM- og VM-slutrunder, Champions League og Superliga hver eneste uge. Det er en tjans, jeg aldrig nogensinde var kommet i nærheden af, hvis det ikke havde været for dig.


Du er med længder den person, jeg har mødt på min karrierevej, jeg skylder mest. Havde du ikke givet en meget ung mand chancen dengang og ladet ham begå alle de fejl, man nu engang begår, havde jeg aldrig fundet en vej i en benhård branche".

50 år uden en udvisning

1974

Året, hvor den 22-årige Kjeld Lundbæk bliver ansat på Bornholms Tidende, og Poul Hartling er statsminister i Danmark.

Richard Nixon fratræder som præsident i USA som følge af Watergate-skandalen.

Helmut Schmidt bliver forbundskansler i Vesttyskland, som på hjemmebane vinder VM i fodbold.

Bilfrie søndage ophører i Danmark, hvor benzinprisen stiger til over to kroner pr. liter.

Muhammad Ali genvinder VM-titlen i sværvægtsboksning.

Tyrkiet invaderer Cypern og besætter den nordlige del af øen.

Kjeld Lundbæk

Fylder 73 år den 10. november.
Bor i Klemensker sammen med Nete.
Sportsjournalist og redaktionssekretær på Bornholms Tidende siden 1974.
Æresmedlem i Klemensker Idrætsforening, hvor han i mange år var formand.

Har modtaget flere priser, blandt andet æresnål og guldnål i DBU Bornholm og Hasle Kommunes ildsjælepris.


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT