– Da jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg ikke lige falde til ro med det samme, så den blev først to om natten, før jeg var i seng. Og fordi jeg er A-menneske, er jeg allerede frisk og oppe klokken seks - men ikke når man når torsdagen, erkender han og fortæller, at han derfor var meget glad for at få lov til at skifte til dagholdet efter de første syv-otte måneders ansættelse.
Arbejdsrejser til hele verden
Efter syv år på dagholdet, hvor han undervejs tog svejsecertifikater, blev Carsten Hjorth Hansen spurgt, om han havde lyst til at få en ny udfordring hos Jensen.
I stedet for at være med til at stå for produktionen skulle han i stedet arbejde i serviceafdelingen, og her lød opgaven, at han skulle tage ud til kunder i hele verden og hjælpe dem med enten at montere maskiner fra Jensen eller reparere dem.
– Jeg har været i det meste af Europa, og så har jeg været i USA omkring 20 gange, fortæller Carsten Hjorth Hansen, som også har været på arbejdsrejse til Canada, Australien, Sydkorea, Indonesien, Sri Lanka, Kina, Rusland, Singapore og på den lille ø, Réunion, i det indiske ocean.