Derudover gør de bornholmske jægere generelt, hvad de kan for at bekæmpe minkene, tilføjer han.
– På den måde fanger og regulerer vi omkring 175 mink om året. Det har ligget nogenlunde stabilt de sidste mange år. Det kan svinge ganske lidt, men det er på det niveau, og det er det, vi gør, siger skovfogeden og vildtkonsulenten.
Helt utopisk at tro
I 2020 udsendte Miljøstyrelsen en forvaltningsplan for mink, mårhund og vaskebjørn i Danmark. I den konkluderer styrelsen, at alle erfaringer peger på, at det ikke vil være muligt at udrydde minken fuldstændigt i Danmark. Samme vurdering har John Orbitt af situationen på Bornholm.
– Den eneste måde, vi kan slippe af med dem på, er, hvis der kom en eller anden speciel sygdom, en virus, der kun går på mink. Men hvis vi skal regulere os ud ad det på den ene eller anden måde med fælder, skydevåben og så videre, så tror jeg ikke på, at vi kommer af med dem. Det er helt utopisk at tro på, siger han.