Rigere natur
Ved Lilleborg sættes der næste år gallowaykvæg ind.
Kvæget med de karakteriske sort/hvide bælter kan ikke komme op på selve borgen, men til gengæld laver de effektiv græsning af de fladere og fugtigere arealer omkring Lilleborgs søer.
– Græsningen giver også mulighed for, at naturen kan blive rigere – både på og omkring de to borge. Græsning fjerner næringsstoffer og holder arealerne åbne til gavn for mange af de mere sjældne plantearter, som er pressede mange steder i naturen, forklarer skovfoged og naturplejeansvarlig Mejse Holm fra Naturstyrelsen Bornholm.
Ved begge borge er hegnet sat, så det også omfatter en del af skoven omkring fortidsminderne. Dermed kan også de skovbevoksede områder blive græsset, hvilket kan føre til højere biodiversitet, samtidig med at hegnet nogle steder kan være længere væk fra borgene af æstetiske hensyn.