Den vilde mink skal væk fra den bornholmske natur, hvor den blandt andet jager fisk, fugleunger og frøer.
Derfor har den såkaldte "Minkbande" oprustet til nu at være 24 medlemmer. Og den tager gerne mod flere frivillige, oplyser Naturstyrelsen Bornholm.
– Beregninger viser, at hvis vi kan lykkes med at tage halvdelen af minkbestanden ud hvert år, vil den uddø på sigt, så nu sætter vi alle sejl til for at se, om vi ikke kan få bugt med minkene. Derfor er jeg meget glad for, at så mange har mod på at deltage i det frivillige arbejde, siger skovfoged Rasmus Munch Marcher, der er vildtkonsulent hos Naturstyrelsen Bornholm.
Mindst 100 vilde mink er i år allerede blevet fjernet fra Bornholms natur. Efter at Minkbanden blev udvidet, har det særligt taget fart i august og september, oplyser Naturstyrelsen.