Købmand uddeler stor check: 'Vi er mange, som beundrer arbejdet'

Købmand uddeler stor check: 'Vi er mange, som beundrer arbejdet'
Købmand Niclas J. Fuglsang fra Rema 1000 Gartnervangen har givet en julegave til Stop Spild Lokalt i Rønne. Checken blev taget imod af Betina Mortensen og Charlotte Olsson. Eget foto
MILJØ | Lørdag 23. december 2023 • 15:30
Jesper Gynther
Journalist
MILJØ | Lørdag 23. december 2023 • 15:30

Stop Spild Lokalt Rønne har fået en donation på 25.000 kroner af Rema 1000 i Gartnervangen. Pengene skal blandt andet bruges på arbejdstøj til de frivillige, som hver dag gør en stor indsats for at bekæmpe madspild.

Rema 1000 Gartnervangen donerede torsdag 25.000 kroner til foreningen Stop Spild Lokalt Rønne, som arbejder for at reducere madspild.

– Pengene bliver doneret til foreningen fordi vi mener, deres enorme arbejde gør en helt enorm forskel for de mange brugere af konceptet! fortæller købmand Niclas J. Fuglsang, som har stor sympati for foreningens ukuelige arbejde med at indsamle og uddele mad, som ellers ville have været blevet smidt ud i skraldespanden.

– Det er helt i vores ånd at fokusere på at reducere madspild og støtte foreninger, som bidrager til, at mad, som ikke kan sælges i butikken, alligevel kan bruges. Ofte er det mad, som intet fejler, men som ikke kan sælges af forskellige årsager, som doneres. De mange frivillige fortjener at vide, at vi er mange, som beundrer det arbejde, de udfører! siger købmanden.

Betina Mortensen fra Stop Spild Lokalt Rønne tog imod den store check fra Rema 1000, og hun er beæret over støtten.

– I forvejen støtter han rigtig godt op om vores stop madspild. Det gør han mange gange om ugen, så vi henter tit mad hos ham. Men jeg blev alligevel vildt berørt over, at han tænkte på os, siger hun og fortæller, at hun ikke havde luret, at han ville give foreningen en stor check. Niclas J. Fuglsang havde bare sagt, at han gerne ville se, hvordan foreningen opbevarede den indsamlede mad på Åvangsskolen.

– Han sagde, han ville komme op og se, fordi han ikke havde set, hvordan det så ud. Vi havde ingen ide om, at der var bagtanker med det.

Lillejuleaften er en stor dag

Donationen på 25.000 kroner betyder meget for Stop Spild Lokalt Rønne, fordi nu er der råd til, at foreningen kan købe arbejdstøj til de frivillige.

– Lige nu bruger vi vores egne vinterjakker og slider på vores eget private tøj, fortæller Betina Mortensen, som også forventer, at der vil være penge til at kunne købe benzin, som er en stor udgiftspost.

–  Det er mange penge, vi bruger på benzin om året, for vi kører syv dage om ugen, og vi har to biler af sted hver dag med hver deres tur, siger hun og fortæller, at det ikke er endeligt fastlagt, hvad pengene skal bruges til.

– Vi kunne også godt bruge et nyt køleskab til vores uddeling, for vi skal bruge meget kølekapacitet, da vi har rimelig mange brugere hver dag, siger hun og fortæller, at der gennemsnitligt er 50 personer, som kommer hver dag til Åvangsskolen i håb om, at der er noget mad til dem. Blæsevejret betød, at der kun var 48 besøgende fredag aften, men i aften forventes der at komme markant flere.

– Vi regner faktisk med, at vi bliver mellem 150 og 200 i aften, for de næste dage holder butikkerne lukket, og derfor har vi fået ekstra meget mad doneret. Det er lidt specielt, forklarer hun.

Hvem er det typisk, som kommer og henter mad hos jer?

– Det er meget forskelligt. Dels studerende. Dels nogle som er på førtidspension, pensionister, fleksjobbere, enlige mødre. Der er også en del ukrainere, som har besøgt os, siden de kom til Bornholm, siger og oplyser, at der også kommer nogle, som har rigtig god økonomi, men som bare rent principielt er imod, at mad smides ud.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT