Kendt biolog om lemuren: 'Dyr er nogle seje nogen'

Kendt biolog om lemuren: 'Dyr er nogle seje nogen'
Biolog Anders Kofoed er tilknyttet Brændesgårdshaven som ekstern zoolog. Han glæder sig over, at havens lemur er hjemme igen og mener, det viser, hvor hårdfør naturen er. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
MILJØ | IBSKER | Torsdag 23. februar 2023 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | IBSKER | Torsdag 23. februar 2023 • 05:30

Anders Kofoed glæder sig over, at Brændesgårdshavens lemur er hjemme igen. Det har gjort en kæmpestor forskel, at den var i fremragende form, da den slap ud, vurderer han.

 

Dramaet med Brændesgårdshavens undslupne lemur har fået en lykkelig slutning. Onsdag morgen fik haven den melding, den havde drømt om, siden lemuren slap ud i forbindelse med stormen Ottos hærgen. En mand stod og kiggede på lemuren, og så var det faktisk bare at køre ud, fange den ind og hente den hjem.

– Åh, hvor dejligt. Jeg er tilknyttet haven, så selvfølgelig har jeg fulgt med, men jeg havde ikke fået at vide, at den var fundet, lyder det i telefonen, da Tidende ringer til biolog Anders Kofoed for at høre, hvordan en lemur overlever i naturen på Bornholm i februar.

Den efterhånden danmarksberømte biolog fra Melsted er tilknyttet Brændesgårdshaven som ekstern zoolog.

– Det viser bare, hvor hårdfør naturen egentlig er, for det er selvfølgelig meget langt fra dens miljø, men dyr er nogle seje nogen. Selvom du er en lemur fra Madagaskar, kan du klare udfordringer, men det er klart, at efter et stykke tid, ville det ikke have gået. Den har måske opsøgt steder, hvor den kunne være i ly, og så har den været heldig med, at vi ikke har haft benhård nattefrost. Af en februar at være, kunne det have været meget værre, siger han.

Ifølge Anders Kofoed er det umuligt at sige med sikkerhed, hvor længe lemuren ville kunne overleve i naturen, og dermed også om den blev fundet i sidste øjeblik.

– Over en bred kam siger man, at hvis man ikke kan få vand, så dør man inden for en uge, og hvis man ikke kan få mad, så dør man inden for tre uger, og så er der dyr, der kan skubbe det i alle mulige retninger. Så på den måde kan man ikke sige, at det var i sidste sekund, overhovedet, lyder det fra Anders Kofoed.

Han faglige vurdering er, at Brændesgårdshavens lemur har haft forholdsvis gode forudsætninger for at klare sin springtur.

– Nu ved jeg, hvordan den er blevet passet, og den har været i fremragende form, før den slap ud, og det gør en kæmpestor forskel, for så har den haft ressourcer at trække på. Der har været adgang til vand, og så er de nøjsomme dyr til at starte med. Det er klart, at på et eller andet tidspunkt ville den ikke kunne skaffe føde i en vinterskov, og det ville den ikke kunne holde til, især ikke når den skal bruge ekstra energi på at holde varmen, siger han.

FÅ ABONNEMENT