Steen ville lave dildo-løb - nu er han æresmedlem

Steen ville lave dildo-løb - nu er han æresmedlem
Steen Komsted (th.) er nyslået æresmedlem af Tejn Idrætsforening. Formand for Tejn IF/Løb, Kim Rasmussen (tv.), fremhævede i den forbindelse hans store engagement. Foto: Privat
NOTITS | SPORT | TEJN | Mandag 21. februar 2022 • 18:35
Niels Ebdrup
Journalist
NOTITS | SPORT | TEJN | Mandag 21. februar 2022 • 18:35

Idérige Steen Komsted er blevet æresmedlem i Tejn Idrætsforening.


En af Tejn Idrætsforenings store kapaciteter blev på foreningens generalforsamling søndag udnævnt til æresmedlem. Steen Komsted har siddet i fodboldudvalget i mange år, han står bag en mængde sjove tiltag for børn og unge, og han var med til at starte idrætsforeningens karakterfulde løbeafdeling op.

Om sidstnævnte sagde løbeafdelingens nye formand – og TIF's afgående formand – Kim Rasmussen følgende på generalforsamlingen:

– Steen er altid fuld af gode ideer, og mange af dem får han ført ud i livet. Dog måtte vi bremse ham i løbeudvalget for en del år siden. Han mente, at vi skulle lave et "dildo-stafet løb" og var ret sikker på, at det nok skulle blive en succes.

– Et af hans andre påfund var, da han kom på den idé, at vi skulle afvikle et løb på Povl Anker, da den skulle sælges. Løbet blev afviklet. Vi vil aldrig glemme det, og Povl Anker sejler stadigvæk på Østersøen, sagde Kim Rasmussen.

Et stort engagement

Steen Komsteds idérigdom, omgængelighed og alsidighed ses tydeligt i hans brede engagement i Tejn Idrætsforening. Steen har med succes trænet både kvinder og mænd i fodbold.

– Og det vigtigste har altid været hyggen – ikke selve spillet. Der har altid skullet være en pølse og øl til 3. halvleg, sagde Kim Rasmussen.

– Desuden har unge har en særlig plads hos Steen. I 2011 startede du "ung i klubben" op sammen med Inger, og nu er det diskofest sammen med Lars og Børn på Nordlandet. Også "Små poder" og "Sommersjov" i sommerferien har du gang i sammen med Lars. Jeg er ret sikker på, at du og Lars har det lige så sjovt, som alle børnene har det. I har fået købt det helt store vandudstyr, og stadion bliver nærmest forvandlet til et stort vandland.

Allerede tilbage i 1992 blev Steen Komsted belønnet med en sølvnål for sit store engagement i TIF. Og nu kom tiden altså til, at han skulle være æresmedlem.

– Det er sjældent, at man i en klub har så stor en ildsjæl.

– Vi håber, du kan og vil fortsætte med samme store engagement i mange år fremover. Tak for dig, sagde Kim Rasmussen.

 

Marianne og Jørn Bentsen har fået "Årets pris" for deres engagement i Tejn Idrætsforening. Foto: Privat

 

Marianne og Jørn fik årets pris

Marianne og Jørn Bentsen fik ved Tejn Idrætsforenings Generalforsamling søndag "Årets pris" for deres engagement i foreningen i det forgangne år. Formand Lene Møller var fuld af gode grunde til, at netop Bentsen'erne skulle have æren.

– Jørn har været med i Tejn IF i rigtig mange år. Han var med i festudvalget i 1991, og var med til at fremføre den legendariske sang "Havnefest i Tejn" til sommerfesten på Tejn havn samme år. Siden har Jørn været med til at stå for restauranten på Wonder og været primus motor på Bordtennis 60+. Jørn møder altid op i godt humør og kommer gerne med en sjofel vittighed. Han vil gerne være en del af fællesskabet og gør sit bedste for at bidrage til det. Hvem har ikke hørt om de fantastiske julefrokoster, hvor Jørn helt sikkert er den sidste, der går hjem. Tak for dig Jørn, sagde Lene Møller.

– Marianne var frisk på at starte Fitness 60+ op, da vi fik Mulighedernes Hus og fitness på 1. sal. Dejligt, at vi kan tilbyde det, og tak til Marianne for at gribe den. Derudover har Marianne været vores revisor i foreningen de sidste par år. Marianne møder også altid op med godt humør og spreder glæde. Fællesskabet ligger også dig meget på sinde, og vi er glade for, at I begge vælger at være en del af fællesskabet i Tejn IF, sagde Lene Møller.

Desuden fik Lars Olsen på generalforsamlingen tildelt "Kai & Gyan pokalen" for sit store arbejde for fodbolden i Tejn IF. "Årets TIF'er" blev hele TIF's Masters-hold.

 

FÅ ABONNEMENT