Erkendte fejl i asbestsag: Nu er top-10 offentliggjort

Erkendte fejl i asbestsag: Nu er top-10 offentliggjort
Alle husstande på Bornholm kan se frem til en højere affaldsafgift, som skal finansiere Bofas udgifter for at tage imod asbestholdigt affald. Foto: Bofa
MILJØ | Torsdag 10. april 2025 • 05:30
MILJØ | Torsdag 10. april 2025 • 05:30

I et forsøg på at danne et mere nuanceret billede af det afleverede asbestholdige affald har Bofa opgjort, hvordan de 10 største afleveringer ser ud. Skaden er dog allerede sket, mener Jacob Trøst.

Det var en fejl, at der kun blev fremhævet, hvad en borger havde afleveret af potentielt asbestholdigt affald.

Det erkendte teknisk direktør hos Bornholms Regionskommune, Lisbeth Røgind, over for Tidende i sidste uge. Særligt når det var relativt nemt at regne ud, at borgeren, der havde afleveret de 191 bigbags og 134 ton, var Christina Krönlein, der stod med en stor mængde asbestplader på en nedlagt minkfarm i Stenseby.

– Vi skal selvfølgelig oplyse, hvad der gør, at vi går fra det første estimat på 50 kroner oveni affaldstaksten til resultatet på 175 kroner oveni affaldstaksten. Men jeg kan godt se, og det burde jeg selvfølgelig have grebet som den ansvarlige, at der er behov for at nuancere tallene. Fordi det kan godt virke som om, at vi hænger en enkelt borger ud. Vi skal ikke levere data, der kan pege på enkelte borgere, og det beklager vi, lød det fra Lisbeth Røgind.

Hænger folk ud

Erkendelsen kom efter, at Christina Krönlein havde kritiseret fremstillingen, som hun fandt unødvendig.

– Jeg synes, det her er at gå efter manden og ikke bolden. Der er heller ikke nogen, der fortæller, hvor mange gange naboen kører på Bofa med sit affald. Det er en mærkelig måde at hænge folk ud på. Jeg har valgt at gøre brug af vores fælles affaldsordning, og der er ikke sat grænser for, hvor meget man må og ikke må aflevere, sagde Christina Krönlein, og det vakte også undren hos borgmester Jacob Trøst (K), at det kun var nævnt, hvad en bruger havde afleveret.

– Det er mærkeligt. Så skulle man også nævne nummer to, tre, fire og 10, sagde Jacob Trøst.

 

De 10 brugere der har afleveret mest fordeler sig således. Kilde: Bofa

 

Skaden er sket

Lisbeth Røgind holder fast i, at det er nødvendigt at vise, hvilket afleveringsmønster, der har været i perioden, men det er mere retvisende at fremlægge, hvad flere af højdespringere har afleveret.

Hun har derfor bedt Bofa om at sende en opgørelse over de 10 største afleveringer af asbest i frit lejde-perioden. Tidende har modtaget listen, og her kan man se, at nummer to på listen har afleveret 83 bigbags af en samlet estimeret vægt på 58 ton, mens tallene for nummer tre er 39 bigbags og 27 ton.

Der er dermed stadig et stykke op til nummer et, men for Jacob Trøst er det vigtigste heller ikke de enkelte tal. Det er derimod, at man som kommune ikke får lavet en sag, hvor man så nemt kan identificere en person. Og i den sammenhæng kommer nuanceringen af tallene en postgang for sent, mener borgmesteren.

– Skaden er jo sket, og det er uheldigt, men så er det jo vigtigt, at vi som kommune lærer af den fejl, fortæller Jacob Trøst, der dog godt forstår, at det har været nødvendigt at fremlægge, hvad nogen har afleveret, når der skal redegøres for så stor en stigning på affaldstaksten.

I den offentlige orientering til politikerne fremgik det, at en enkelt bruger har afleveret 134 ton, mens de resterende 467 brugere i snit har afleveret 2,6 ton.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT