At få mere strøm ført i land kan også styrke økonomien i at placere et såkaldt Power-to-X anlæg på Bornholm. Anlægget kan omdanne strøm til brint og andet grønt brændstof og vil markant styrke Bornholms ambitioner om at blive et centrum for først og fremmest skibe, der skal tanke grønt brændstof. Men endnu er det uafklaret, om Bornholm vil få Power-to-X, eller om energiøens Power-to-X anlæg vil blive placeret et andet sted.
"Hvilke konkrete planer har ansøger i forhold til anvendelse og distribution af de store mængder strøm?" spørger regionskommunen derfor også CIP i høringssvaret.
Kommunen spørger desuden CIP, hvornår selskabet afgør, om de mulige havvindmøller ud for Østbornholm skal være flydemøller eller ej. Flydemøller kan ifølge høringssvaret være "interessante" for partnerskabet Baltic Energy Island, som regionskommunen i august indgik sammen med blandt andre Ørsted, Siemens-Gamesa, DTU, Energinet, Rønne Havn og Bornholms Energi & Forsyning. Målet er at skabe et globalt knudepunkt for innovation, test og erhvervsudvikling inden for grøn energi.
"Hvornår afklares, hvilke mølletyper der vælges? Vil ansøger være indstillet på at indgå i et samarbejde med Baltic Energy Island?", spørger kommunen derfor også CIP.