Allerede da Bofa sidste år præsenterede de nye store spande og målene på dem, henvendte læseren sig til affaldsselskabet.
– Jeg har haft 14-dages hentning og har haft ganske små mængder affald i årevis, så det giver bare mening for mig. Jeg sendte sådan set en mail, så snart Bofa meldte ud, hvad målene på de nye spande er. Jeg tror, der er rigtig mange, som ikke har luret, hvor smalt deres gænge er og måske ikke lige har set størrelserne på spandene, før de blev leveret, siger hun.
De tre små beholdere udgøres af en spand til madaffald med plads til 20 liter, en 40 liter spand til papir og pap samt en 30 liter spand til glas og metal. Den største af spandene er 45 centimeter høj, 42 centimeter bred og 35 centimeter dyb.
Til sammenligning er de store 240 liter beholdere 105 centimeter høje, 58 centimeter brede og 75 centimeter dybe. Derudover får man leveret en 110 liter sort sæk til restaffald og en 110 liter klar sæk til plast/mad- og drikkekartoner. Her skal man dog selv sørge et stativ, men som Bofa foreslår i brevet, der er sendt ud til kassettemodtagerne, kan man for eksempel bruge sit nuværende sækkestativ til restaffald.