Der er både de små og store menneskelige konflikter med ridser i parforholdet under det privatøkonomiske uvejr, såvel som den store krise samfundsforholdene ubønhørligt påfører fiskerisamfundet, og hvor både kuttere og skæbner kastes ubønhørligt omkring. Det hele skyller ind over os nede i salen.
Midt imellem flirt og personlige konflikter begynder det at handle om fabrikkens overlevelse, og hvordan man får serveret det små i det store og omvendt kræver det en god navigatør at hitte ud af. Det er ikke altid, dramatiker Thomas Markmann får pilket sig frem til en dosering, som giver den største fisk på krogen, og det er ikke hele vejen igennem, dynamik og replikker kan sikre, at konditionsfaktoren runder 1 – nåja, konditionsfaktoren er et mål, der siger, at en laks er i god stand, når den er på mere end 1 – men skuespillerne arbejder benhårdt på at give også mere tunge replikker mening og substans, og deres præstationer sikrer, at mindstemålet rigeligt nås, og alle får noget med hjem.
Enhver teaterforestilling er jo en slags put and take – teatret sætter en forestilling i søen, publikum får noget med hjem – og Bornholm skal naturligvis have et stykke om fiskerikrisen. Med en afslutning for fuldt blæs og gang i gruppen FISKs musikkarriere, er det også tydeligt, at her gæller – undskyld, gælder – alle kneb, for med pulsen oppe kan alle gå berigede hjem fra en forestilling, hvor instruktør Jens Svane Bostrup igen viser, at han er eminent til at placere sine aktører, så scenen er i balance – når den skal være det.
I baggrunden står til slut gruppens navn udstanset i mellemrummene mellem fiskekasserne, og således udspiller både gruppens karriere og hele forestillingen sig jo i fiskeindustriens favntag og den krise, der som en fremkaldervæske kunne skabe både velstand og nedgang, da snøren bristede, og som Bornholm vel i en vis forstand stadig er i færd med at forlige sig med og komme videre fra.
Fisk