Teater om livet i Fisken: Mod bunden for fuld musik

– Det er godt at se, at her er så mange, siger en kvinde på fjerde række til sin ledsager, umiddelbart inden forestillingen går i gang på Rønne Theater tirsdag aften.

Hun taler ikke om fisk, men om publikummer, og jo, rusen er skam fuld her i salen til forestillingen, som er anden del af direktør på Bornholms Teater Jens Svane Boutrups stort tænkte Bornholmerkrønike med tre nyskrevne forestillinger, som tager udgangspunkt i det bornholmske samfund med nedslag i begivenheder, hvor historiens vingesus har givet ekstra megen turbulens.

Første del, dramaet "Besat", skød i 2019 projektet i gang og omhandlede 2. Verdenskrigs indflydelse på livet i Østersøen, mens anden del egentlig skulle have været opført sidste sommer, hvilket dog gik i fisk på grund af corona, hvorfor det først er nu, vi har fået musikforestillingen "Fisk". Den handler om den fiskerikrise, som i løbet af 1980-90'erne ramte det bornholmske samfund med nogenlunde samme effekt, som når en lystfisker giver den fangst, han netop har trukket op af sit rette element, et drag over nakken. Fiskeriet lå på gravens rand efter 20 år i hård konkurrence med fiskere udefra og et konstant voksende pres fra politikere og biologer.

Næste år – om Gud, skæbnen og corona vil – er der en komedie i vente med forestillingen "Sne", men i år handler forestillingen altså om det modsatte af indledningen til denne artikel, nemlig, at det var skidt, at der var så få.

Så få fisk i Østersøen, så få fisk i fiskernes net, så små kvoter, de måtte fange, da dette "kvotetyranni" gjorde sit indtog.

Omgivet af Østersøen har havet altid været definerende for livet på Bornholm, og forestillingen indledes da også til lyden af bølgers rullen og stormens susen, mens Inger iført fiskeindustriens uniform, hvid kittel og hvidt hårnet, i Lisbeth Gajhedes skikkelse og med en stemme fuld af levede år synger sin ungdoms vemodige sang om sømanden, hun elskede, men som gik ned med sin skude.

Så er vi med: Bornholm og de folk, som lever af havet, har en udsat position, og dermed kan tæppet gå til produktionshallen – altså til "fisken" – i en fiskerivirksomhed, hvor de ansatte står på rad og række og fileterer fisk i massevis. De fire, vi møder her i en scenografi, som er ganske troværdig med fiskekasser som baggrund, badet som de er i lyset fra hallens neonrør, taler lettere oprørte om den aktion, som fiskerne har aftalt, og som skal finde sted på torsdag. Da vil en flåde af fiskekuttere sejle via de københavnske kanaler tæt på Christiansborg og aflevere nogle kasser fisk på dørtrinnet i en protest mod kvoterne.

En underliggende rytme antyder, at tilværelsen er en jungle, hvor kun den stærke overlever. Foto: Martin Thaulow

FISK

Arbejdslederen, som naturligvis er en mand, sidder i sit eget aflukke, hvor han i skikkelse af Sune Skuldbøl Vraa lægger en dramatisk og sitrende nervøs rytme under samtalen med det trommesæt, han har. Det er et godt greb i forestillingen, livet er en jungle, kun den stærke overlever, og det kan være benhårdt.

Munterhed er der dog ved sådan et samlebånd, hvor hænderne kan passe sit, mens snakken går, og Inger for eksempel kan fortælle om, hvordan hendes gamle fingre op gennem 50'erne frøs til is for fire kroner i timen.

– Det var et surt slid, men vi sang også meget, nok for at holde humøret oppe, siger hun og lynhurtigt har en anden kollega gang i en kampsang: Kvoter, kvoter – tror I, vi er idioter?

Fie, Inger, Susanne og Kristina hedder de fire kvinder ved fileteringslinjen, og deres forbogstaver danner jo helt naturligt ordet FISK, hvorved en ny musikgruppe ser dagens lys.

Aldersmæssigt spænder de fra den unge Susanne til den modne Inger, og gennem de to møder man også tradition og nybrud, for sidstnævnte må sætte tingene på plads over for sin unge kollega og tale dunder i forhold til, hvordan livet i Fisken udfolder sig, om vilkårene som fiskerfamilie, som må underlægge sig havets luner, og hvordan hun selv har måttet slide i det hele sit liv med ekstrajob, mand og børn, mens den unge Susanne mere arbejder der, fordi pengene er gode.

Det bliver de ikke ved med at være, og det er så forestillingens omdrejningspunkt. Når alt går godt, kan vi alle blive fanget af successens rus, men når rusen er ovre – og tømt for fisk – melder tømmermændene sig. Mange fiskere oplevede, hvordan privatøkonomien gik til bunds, når fisken udeblev, kvoterne blev en spændetrøje, kutteren ubrugelig, og der ikke var penge til at afdrage på lånet i huset.

Det eksemplificerer "Fisk" også i Fies og Kristinas liv, fordi det for begge pludselig går den gale vej med alt, men først skal firkløveret da lige opleve en optur med musikken, hvor de som kopiband både kan give Dodo & The Dodos "Sømand af verden", Rocazinos "All my love" og andre ørehængere fra den tid liv.

De vil dog også skrive egne sange og forsøger sig med "båndet ruller, båndet ruller, der er torsk og kuller" og andre tekster, som afspejler deres dagligdag. Flere nyskrevne numre i forestillingen er faktisk rigtigt gode, blandt andet et, som i trommerytmen giver mindelser til Ultravox' "Vienna".

Når økonomien går ned, kan parforholdet blive trukket med. Foto: Martin Thaulow

Ubønhørligt

Betragter man scenen, som forestillingen udspiller sig på, som havet, så er vi, publikum, kysten – og ganske som Østersøen både kan være skrap og vise tænder og klukke blidt i sine kærtegn af klipperne veksler forestillingen i intensitet.

Der er både de små og store menneskelige konflikter med ridser i parforholdet under det privatøkonomiske uvejr, såvel som den store krise samfundsforholdene ubønhørligt påfører fiskerisamfundet, og hvor både kuttere og skæbner kastes ubønhørligt omkring. Det hele skyller ind over os nede i salen.

Midt imellem flirt og personlige konflikter begynder det at handle om fabrikkens overlevelse, og hvordan man får serveret det små i det store og omvendt kræver det en god navigatør at hitte ud af. Det er ikke altid, dramatiker Thomas Markmann får pilket sig frem til en dosering, som giver den største fisk på krogen, og det er ikke hele vejen igennem, dynamik og replikker kan sikre, at konditionsfaktoren runder 1 – nåja, konditionsfaktoren er et mål, der siger, at en laks er i god stand, når den er på mere end 1 – men skuespillerne arbejder benhårdt på at give også mere tunge replikker mening og substans, og deres præstationer sikrer, at mindstemålet rigeligt nås, og alle får noget med hjem.

Enhver teaterforestilling er jo en slags put and take – teatret sætter en forestilling i søen, publikum får noget med hjem – og Bornholm skal naturligvis have et stykke om fiskerikrisen. Med en afslutning for fuldt blæs og gang i gruppen FISKs musikkarriere, er det også tydeligt, at her gæller – undskyld, gælder – alle kneb, for med pulsen oppe kan alle gå berigede hjem fra en forestilling, hvor instruktør Jens Svane Bostrup igen viser, at han er eminent til at placere sine aktører, så scenen er i balance – når den skal være det.

I baggrunden står til slut gruppens navn udstanset i mellemrummene mellem fiskekasserne, og således udspiller både gruppens karriere og hele forestillingen sig jo i fiskeindustriens favntag og den krise, der som en fremkaldervæske kunne skabe både velstand og nedgang, da snøren bristede, og som Bornholm vel i en vis forstand stadig er i færd med at forlige sig med og komme videre fra.

Fisk

Medvirkende: Christine Gaski, Lisbeth Gajhede, Signe Mannov, Margit Watt-Boolsen og Sune Skuldbøl Vraa.

Instruktion: Jens Svane Boutrup.

Dramatiker: Thomas Markmann.

Scenograf: Rikke Juellund.

Konsulent: Ulla Strømberg.

Producent: Bornholms Teater.

Sig Jolly til din cola – og kærligheden. Foto: Martin Thaulow