Irene Nielsen gik på pension fra et job som leder i den bornholmske skoleverden for 14 år siden. I de forløbne år er hendes kreative hobby kommet til at fylde mere og mere, og nu er hun klar til at vise sine værker frem.
Irene Nielsen har hentet inspiration i sin hverdag og i de hændelser, der indtræffer i livet og i verden. Oliemalerierne er figurative. En gul hat og et par tangosko er gennemgående symboler i mange af malerierne. Irene ønsker at fortælle historier med sine billeder, og hun håber at give beskueren mulighed for undren, eftertænksomhed og ikke mindst et træk på smilebåndet.
Oliemalerierne suppleres af sorte skulpturer, lavet af jern, ståltråd og hønsenet beklædt med fiberbeton.
Udstillingen kan ses i Vang frem til lørdag den 22. juni.