Det står jer selvfølgelig frit for at gøre jer den slags spekulationer, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville ønske – og også have fundet det mest klædeligt – at I havde henvendt jer til mig for at høre, om de havde noget på sig, inden I delte disse grundløse spekulationer – ja, vel egentlig ’anklager’ – i det offentlige rum.
Lad mig dernæst sige, at hvis det forholder sig, som I giver udtryk for i jeres pressemeddelelse, altså at forslaget til forskrift for udendørs musikarrangementer kom "som et lyn fra en klar himmel", så forstår jeg til fulde jeres forundring. Det vil også være nyt for mig, da den sagsfremstilling, vi i udvalget blev præsenteret for, jo fortæller noget andet. Af sagsfremstillingen fremgår det, at der har været dialog med enkelte aktører i forhold til behov og forventninger, og vi fik også den forståelse, at for eksempel det skema med specifikke lokaliteter, som forskriften indeholder, var fremkommet på baggrund af information fra spillestederne.
Det fremgår også af sagsfremstillingen, at området, altså de udendørs musikarrangementer, er genstand for en del klager og konflikter, og at det vurderes "påkrævet" at få indført en forskrift på området. Ligesom i alle andre sager, må vi naturligvis lægge disse vurderinger fra administrationen til grund, når vi bliver forelagt en sag som denne til politisk behandling. Det er selve fundamentet for et oplyst politisk arbejde!
I det konkrete tilfælde valgte vi jo imidlertid politisk ikke at følge administrationens indstilling om at vedtage forskriften, men derimod at sende sagen i høring. Og med de reaktioner, der er kommet, blandt andet fra jer, men også fra borgere i de pågældende områder, så jeg selvsagt umådelig glad for den beslutning.
Forskriften om udendørs musikarrangementer var ikke den eneste forskrift vi fik forelagt på udvalgsmødet den 29. marts. Det er derfor heller ikke den eneste forskrift, jeg har haft i tankerne, når jeg har udtalt mig i medierne. Sidste sommer var der en del diskussion omkring pop-up barer, og frem til hvilket klokkeslæt, det er rimeligt, at der er musik, afrydningslarm med mere i områder, hvor der også er beboelse, og det er også sådanne gensidige hensyn, som forskrifterne gerne skulle skabe bedre muligheder for at udøve.