Mathilde Maria er bryllupsfotograf og knipser løs, mens David læser formaliteterne op, når et par skal sige ja til hinanden. Men hvor han gerne vil vinde til en spilleaften, kommer hun ikke i klubben for at score håneretten og muligheden for at hovere (hvilket i øvrigt ikke er comme il faut).
– Jeg synes, det er sjovere at spille de spil, hvor man samarbejder end dem, hvor man spiller mod hinanden, siger hun.
Der er spil nok at vælge imellem. De står stablet op i kassevis. I et væld af varianter.
– Klubben ejer selv en samling af spil, men man er også altid velkommen til at tage sine egne med. Desuden er biblioteket begyndt at udlåne brætspil, fortæller David.
John holder en pause fra figurarbejdet for at forklare lidt om, hvad Warhammer 40.000 er for en størrelse.
– Forestil dig skak med terninger. Her skal man bare score point, siger han. Warhammer 40.000 er dog meget mere end blot at kaste med terninger. Man køber alle figurer usamlede eller printer delene på en 3d-printer. Derefter skal de males. Med mange små detaljer. Warhammer 40.000 er en hobby, der rækker langt udover spilaftenerne i Tidendes kælder.