45 år er der gået, siden rockorkestret Gasolin' gik i opløsning, og det er fem år siden, Kim Larsen døde, men musikken lever i bedste velgående. Det blev lysende klart lørdag aften, hvor taget var ved at lette på et totalt udsolgt Musikhuzet. På scenen stod Smukke Møller, som spiller de sange, bandet og dets forsanger udødeliggjorde.
– Sangeren Bo Tegners stemme ligger meget tæt op ad originalen, og han behøver ikke kasket og falske bakkenbarter for at skabe en helstøbt oplevelse, fortæller Musikhuzet i en pressemeddelelse.
Smukke Møller bød på "Flyvere i natten", "Strengelegen", "Kvinde min" og "Jutlandia", og "Køb bananer" var en rigtig publikumstræffer. På flere numre havde orkestret selskab af en blæsertrio, og under "This is my life" kom sopranen Tessa Kiilsholm fra Den Kongelige Opera på scenen til stor begejstring og anerkendelse fra publikum, fortæller Musikhuzet.