Sankt Ols Kirke og et gammelt sagn

Den slanke rundkirke har samme alder som øens andre rundkirker og blev indviet til den norske helgen Sankt Olaf. Den omtales første gang med navnet i 1379, hvor ærkebiskop Niels Jonsen fra Lund Domkirke forærer den en sølvske. Kirken er anlagt ovenpå en bakketop 112 meter over havets overflade og havde oprindeligt en cirkelrund kirkegård med stengærde. Da kirkegården i 1886 fik en udvidelse mod nord og øst blev den mere uregelmæssig i formen.

I den sydlige del af kirkegården findes det selvstændige firkantede klokketårn. Nederst af pudset kampesten og øverst en bygning til klokkerne af ege bindingsværk. En udvendig trappe af træ fører op til en dør med indgang til de to klokker fra henholdsvis 1817 og 1878

Rundkirken

Når Sankt Ols kirke virker højere og slankere end øens andre rundkirker skyldes det et synsbedrag. Den har samme højde som de andre, men virker slankere da både koret og apsis har mere beskedne dimensioner. På den måde kan kirken ligne en fæstning. Den runde bygning er anlagt af groft kløvende kampesten, den profilerede sokkel, samt koret og apsis er finere tilhugget. Kirkens to portaler (indgange) er lavet af bornholmsk kalksten.

Våbenhuset med Sankt Olaf på taget.

Sankt Olaf på gavlen af våbenhuset

Foran syd døren har man senere anlagt et våbenhus, der måske har afløst et ældre. Over den udvendige dør er der en træfigur af Sankt Olaf. Den ser gammel ud, men er lavet af billedhuggeren Skjold i 1950 og opsat efter kirkens restaurering i 1950. Ved den indvendige dør kan man stadig se to huller til bomme der kunne spærre indgangen.

Den indvendige kirke og midtersøjlens kalkmalerier.

Den indvendige kirke

Inde i kirken er der et ringformet tønderhvælvet loft, båret af en slank midterpille. En lav bue forbinder skibet med det tønderhvælvede kor, hvor en smal trappe fører op til de øvrige etager. Under kirken restaurering er der fundet gamle kalkmalerier fra forskellige perioder, blandt andet dekorationer af slyngende ranker. De gamle bænke i kirken er erstattet af nye stole. Døbefonten af kalksten er fra kirkens begyndelse, mens alterbordet af granit er nyere og over det et keramisk relief af billedhuggeren Gunnar Hansen. Det forestiller kvinderne ved graven og udført hos keramikfabrikken Søholm i Rønne. Prædikestolen er fra 1575, men dekoreret i 1700 med billede af korsfæstelsen, himmelfarten og de fire evangelister. Efter 1875 blev prædikestolen kasseret og opsat på kirkens loft, den har siden 1921 været kirkens prædikestol.

Første etage var lagerrum.

Måske en kirke til forsvar

Mellemstokværket i kirken(1.Etage) har et muret ringhvælvet loft, ligesom kirken nederst, måske er det ikke oprindeligt, man kan stadig se hullerne til loftets bjælker. Samt nogle små åbninger til udledning af regnvand. Måske har byggeriet straks sig over mange år.

Den første etage var lagerrum til sognets varer, måske blev den næste etage brugt til forsvar, der er flere interessante detaljer. Dels er der 9 store åbninger til forsvar og over dem ses mange små huller som kunne bære bjælkerne til et udvendigt galleri af træ, sådanne havde mange borge i middelalderens Europa.

Det oprindelige flade tag af tårnet var med en lav kreneleret mur, måske brugt til forsvaret og til udledning af regnvand var der skrå huller med lange af træ der ragede ud som tude.

Den imponerende tagkonstruktion med det 15 meter høje tag af træ plader( spån) er fra slutningen af middelalderen, men fornyet mange gange.

Døbefonten og rundkirkens alter.

Sagnet om præstens pilgrimsrejse

Ligesom mange andre gamle kirker er der et gammelt sagn om Ols Kirke. For mange år siden, måske i 1300 skulle præsten på pilgrims rejse til det hellige land. En rejse der ville vare mange år og det bekymrede præsten da han var nygift og elskede sin smukke hustru. Da dagen oprandt kyssede han hende og red mod Hammershus hvor små både sejlede ham og andre ud til et stort skib der forsvandt mod vest.

Forfængelighedens pris

Hjemme gik præstefruen rundt og græd over savnet, og tiden gik og med årene kom forfaldet. Hendes sorte hår blev gråt og trist, huden blev rynket, de store sorte øjne blev forgrædte og hendes ungdommelige spidse bryster blev nedfaldne og faldt ned til den tidligere slanke talje der var afløst af noget der lignede en medisterpølse.

Af nød opsøgte hun derfor en lokal troldkælling og spurgte hende om hvordan hun kunne bevare ungdommens skønhed. Du skal komme til møllen i morgen, snerrede heksen der selv var arret og slimet som ren rådden svamp.

Næste dag kom præstefruen til møllen, hvor troldkællingen rørte rundt i en stor gryde over et åbent ildsted. Der lå snoge, hugorme, skrubtudser og andet skidt. Det skal du drikke for at få ungdommens skønhed tilbage sagde troldkællingen. Da præstefruen drikker indholdet vrider hun sig og føder syv små djævleunger, der bliver kastet ind i møllens kværn af troldkællingen.

I samme øjeblik ungerne dør fik præstefruen sin skønhed tilbage.

Efter mange års fravær kom præsten tilbage og glæder sig over sin smukke hustru. Da han vil stige af hesten og kysse hende opdager han, at hun ingen skygge har, derfor måtte hun være forhekset. Sammen går de hånd i hånd ind i kirken og oppe ved alteret fortalte præstefruen, at hun med vilje havde ladet sig forhekse for at kunne bevare sit smukke udseende for hans skyld.

Pludselig nærmer et tordenvejr sig, det tordner og brager og udenfor rusker det i træerne. Da lynet slår ned løber hun skrigende ud af kirken. Der hvor lynet havde slået ned fandt præsten sin hustru død, men ligesom forvandlet. Hendes sorte hår var gråt og ansigtet gammelt og rynket. Præsten græder.

Derefter begraver han sin hustru, ikke på kirkens indviede jord men udenfor. Over hendes grav lægger han en gammel revnet gravsten, beder et fadervor og går væk.

På årets længste dag ved midsommer sker der hvert eneste år et mirakel. Ved daggry kommer der op gennem revnen en lille plante med torne. Det er en rose der får senere får store knopper og ved middagstid springer ud med smukke røde roser. Om aftenen falder roserne af og dækker gravstenen som rødt blod. Når året sidste nattergal synger om aftenen visner rosen og ved midnat er planten forsvundet igen.

Det sker hvert eneste år fortæller sagnet, måske er det ikke kun tro, men overtro.