Sankt Clemens Kirke og sagnet om Bjørnegård

Den nuværende store kirke er fra 1882, bygget som afløsning af en ældre og mindre kirke.

De ældste kilder er fra 1335, der kan fortælle, at kirken er opkaldt efter Sankt Clemens, en værnehelgen for de søfarende.

Dengang Bornholm var inddelt i fire herreder, og Sankt Clemens Kirke var indtil 1543 hovedkirke for hele Herredet. Der blev afholdt tinge, og man kunne klage til en tilrejsende fra det danske rigsråd. Blandt andet over de store skatter fra Lybækkerne.

I slutningen af 1800-tallet under den store vækkelsesbølge, var den gamle kirke alt for lille. Om søndagen var der så mange kirkegængere, at man måtte løfte armen i vejret, når præsten skulle bane sig vej fra prædikestolen til alteret.

Præsten Fr. Sodemann mente, at den gamle kirke skulle nedrives, og erstattes af en ny og større sognekirke. Menighedsrådet var enige, og den gamle kirke blev nedrevet 1881. Allerede den 3. december året efter blev den nye og meget store kirke indviet.

Måske blev kirken for stor.

Den enorme kirkesal med to pulpiturer på 1. sal

Danmarks største landsbykirke

Dengang blev den regnet for at være Danmarks største landsbykirke, med pulpituret på 1. sal er der plads til 1.000 kirkegængere. Lige så mange som Stephans Kirken i København.

Til gengæld var der i år 1900 kun 2.200 indbyggere i Klemensker sogn og i vore dage (pr. 2018) kun 1.555 indbyggere. Af dem er 1.277 medlem af folkekirken.

Kirken er højt placeret i landskabet. Bygget af tilhugget granit med et højt tårn, der er mindre end skibet og koret, samt den typiske halvrunde apsis. Kirkens eneste indgang er døren i tårnet, der også fungerer som våbenhus. Derefter kommer man ind i kirkerummet og bemærker pulpituret på begge sider af den enorme kirke. Orgelet er på 1. sal.

Det meste af kirkens inventar er nyt, det gamle er på Bornholms Museum.

Alteret er et bord med to malerier af den afdøde kunstmaler Poul Høm fra Gudhjem. Lysekronen er fra 1600, rigt dekoreret med en midterstang og en stor hængekugle. De tolv buede arme med lys har rosetter og prydbøjler med nedadvendte profilhoveder. Døbefonten af granit er fra 1882.

Kirken har to klokker. Den ene fra middelalderen med teksten Ave Marie, den anden er lavet i 1882 af en ældre klokke.

Kirkens alter og altertavlen lavet af maleren Poul Høm.

Kirkens mange runesten

Uden for kirken er der samlet nogle runesten fra vikingetiden.

Blandt andet øens højeste, kaldet Lundhøj stenen med teksten i to dele:

1 ”Gunhild lod rejse denne sten efter Ødbjørn sin mand, Kristus hjælpe Ødbjørns sjæl i lyse og paradis”. 2 Kristus og Sankt Michael hjælpe Ødbjørns og Gunhilds sjæl i lys og paradis”.

Der er også andre runesten og små brudstykker af runesten. Fundet da man nedrev den gamle kirke.

Gamle sagn.

Til kirken er knyttet et ældre sagn om Jættens Bold i Svartingedalen.

Den store vandreblok blev kastet mod kirken af en svensk jætte (trold), der var sur over kirkens klokker. Han må have ramt forkert, for i dag ligger stenen på toppen over sprækkedalen, men så nær kanten, at den truer med at falde ned.

I dag ved man, at stenen kom med isen fra Sverige under istiden og var årsag til dalens store popularitet i 40'erne.

Jættens Bold i Svartingedalen

Bjørnegård i Klemensker

Kun indirekte har gården noget med kirken at gøre.

Man kan fra gården se kirken, og for mange år siden havde ejeren sløjfet en kæmpehøj (gravhøj) for at få mere jord. Dengang havde gården et andet navn. Det var en god gård, man var venner med de underjordiske, selv om de hver eneste julenat ville have gården for sig selv for at fejre julen med hele deres familie. Gården havde ødelagt hulen under kæmpehøjen. Aftalen var, at gårdejerens familie skulle gå i seng inden midnat.

Om eftermiddagen en juleaftensdag for mange år siden kom en mand til gården med en stor bjørn i snor fra et omrejsende cirkus. Manden spurgte, om han kunne låne laden som husly julenat. De fortalte manden om de underjordiskes julegilde, men han var ikke bange for dem. De lånte ham derfor det lune køkken og et hjørne, hvor bjørnen kunne sove på et tæppe. Han og bjørnen måtte gerne spise resterne af julemaden.

Da det blev midnat, gik gårdens familie i seng. Fem minutter efter blev hoveddøren åbnet, og ind i køkkenet vrimlede det med de små underjordiske. Den fremmede og bjørnen gemte sig bag kakkelovnen.

Først kom fire underjordiske bærende på en ældre kone, der blev sat i en stol for enden af bordet. Andre kom ind i køkkenet med store stege og søde sager, flotte lysestager, tallerkener og fade af sølv. Aldrig havde den fremmede set så meget sølv.

Pludselig opdagede de underjordiske den sovende bjørn, og en gik hen og trak den i snuden. I samme øjeblik vågnede bjørnen og angreb brølende de underjordiske. De flygtede alle skrigende væk uden deres mad og sølvtøj. Bagefter spiste manden og bjørnen resterne og gik til ro.

Næste morgen vågnede familien og gik til køkkenet med manden og den store bjørn. De blev forbavset over sølvtøjet, og manden fortalte om hændelsen og sagde, at sølvtøjet tilhørte gården som en betaling for husly. Bagefter solgte de sølvtøjet, det gjorde gården rig.

Året efter, dagen før juleaften, bankede det på gårdens hoveddør. Udenfor stod der en lille mand med det fineste tøj. Han spurgte om de stadig havde den arrige kjætta (hunkat) på gården. De sagde, de havde mange, en af dem havde nemlig lige fået 12 små.

Da den lille mand hørte det, gik han slukøret væk. Bagefter kom de underjordiske aldrig mere til gården, så alle juleaftener var lige så fredelige som på andre gårde. Efter den historie fik gården navnet Bjørnegård.

Der er også en Bjørnegård i Nyker, deres historie må de selv ligge og rode med.

Bjørnegård i Klemensker