Sådan klarer naturen den kolde vinter

Mennesker tager om vinteren noget varmere på kroppen samt skruer op for varmen i stuen.

Naturen må klare vinterens kulde på andre måder, udviklet gennem mange tusinde år. For de levende dyr er kulden ikke det største problem, det er manglende føde.

Et rådyr med sin gråbrune vinterpels

Nogle pattedyr får en tykkere pels.

Hjortevildt, som rådyr og dådyr, skifter sommerdragten ud med en tykkere pels om vinteren.

Således er rådyrets rødlige sommerpels blevet en tyk og grålig vinterpels. Da sommerens friske grønne græs er visnet, indstiller dyrene deres maver til mindre føde, grenenes knopper, bark og små grene. Egern får ligeledes en tykkere pels og polstrer deres hule i træerne med ekstra mos og samler depoter af grankogler. Det er frøene i koglerne, de spiser.

Den brune springfrø overlever vinterens kulde med frostvæske i blodet

Andre pattedyr går i dvale.

Pindsvin lunter om efteråret ind i en bunke kvas og går i dvale.

De sænker stofskiftet, kroppens funktioner er på ”vågeblus” og har ikke behov for nogen føde. Hvis man ser et sovende pindsvin, så lad den være. Når den vågner, skal den have mad, og der er ikke mange insekter om vinteren.

Derfor må alle de insektspisende flagermus også gå i dvale, om efteråret flyver de til mørke steder, huslofter, hule træer eller grotter. Hvor de sover med hovedet nedad, sænkes kroppens temperatur, så den svarer til omgivelserne.

Skovmus, markmus og spidsmus.

Husmusene klarer sig indendørs.

Skovmus og markmus samler depot. Det kan være agern fra egetræer. Hvis man ser en stor bunke kirsebærsten ved roden af et træ, er det et musedepot. Spidsmus er ikke en mus, trods navnet. De lever et hektisk og kort liv. Om vinteren får de et ekstra fedtlag på kroppen, som insektædere er der ikke megen føde, de må derfor jagte den hele døgnet.

Fuglene

Fugle, der lever af insekter, trækker sydpå om efteråret.

Omvendt kommer mange nordiske trækfugle til os om vinteren, da deres føde er tilgængelig. Det er ringduer, krager og andefugle. De nordiske silkehaler lever i Lapland af insekter, og om vinteren trækker de sydpå og ændrer vaner. De æder modne rønnebær og bliver vegetarer.

Vores standfugle klarer vinterens kulde på en anden måde. Skovskader samler depoter af agern, som de kan spise i løbet af vinteren. Glemmer de deres depot, kan de finde andre skovskaders depot. Efter ynglesæsonen fælder fuglene de slidte fjer.

Alle standfugle får bagefter en ny fjerdragt med flere varme dun. Samtidig har de fået et fedtdepot, som de kan tære på om vinteren. Da det kræver energi, skal de have mere føde om vinteren. Det får nogle fugle ved at flyve fra naturen ind til havernes store ”tag selv bord” af fuglefoder. Mange små fugle søger sammen om natten for at kunne overleve kulden. Man har engang talt 35 blåmejser i den samme fuglekasse. I løbet af natten skifter de plads, så fugle, der ligger yderst, får et varmere sted i midten.

Danmarks næstmindste fugl er gærdesmutten. De sover om vinteren alene i en brændestak eller udhus. Hvis vinteren bliver meget streng, dør mange af dem. Gærdesmutterne har udviklet deres egen strategi for slægtens overlevelse. Næste forår har hannen flere hunner, der kommer flere æg og kuld, så der bliver lige så mange gærdesmutter som før.

Frøer, tudser og slanger

Skrubtudser gemmer sig om efteråret i et stengærde og rådne træer og tærer på kroppens reserver.

Brune springfrøer kan nøjes med at gemme sig under skovens nedfaldne blade, deres blod har udviklet en slags frostvæske, så det ikke fryser til is. Man har endda set indefrosne frøer i en isklump, der levede da isen smeltede. De grønne frøer forsvinder ned i søens mudder og overlever af vandet ilt. Hvis søen bliver bundfrossen, dør de.

Snoge og hugorme finder lune steder i jorden for at overvintre. Det kan være gamle rottehuller. Selv om de hele sommeren lever enkeltvis, er der mange samme sted. Her tilbringer de vinteren som rigtige slyng venner, snoge og hugorme hvert sit sted.

Ved første øjekast ser vinterens myretue lukket ud. Der er dog to små åbninger som sørger for ventilation for et samfund med en halv million myrer

Myretuen om vinteren.

Om efteråret forsvinder skovens myrer ned til bunden af tuen.

Her er lunt og rart af tuens rådne plantedele, bakterier og myrernes egne ekskrementer, men den sure lugt skal væk. Derfor har myrer udviklet et genialt klimaanlæg. Selv om myretuen er lukket, er der bevaret to små åbninger. Det ene fører med undertryk den sure lugt væk, det andet sender med overtryk den friske vinterluft ned til bunden af tuen.

Bænkebidere har gæller ligesom krebsdyr. De overlever under den fugtige bark på rådne træer

Insekterne om vinteren

Mange insekter overlever vinteren som æg, pupper, larver eller voksne.

Nældens takvinge og andre dagsommerfugle søger til lune kældre og skure, mens citronsommerfuglen bare gemmer sig bag kviste og grene i skovbunden. De kan overleve i streng frost, da de har frysevæske i kroppen.

Vinterskoven er fyldt med liv. Også små hvirvelløse som edderkopper, bænkebidere, skolopender, tusindben og snegle – man skal bare lede efter dem. Under barken på rådne træer kan man se mange insekter, især bænkebidere, der har gæller ligesom deres forfædre krebsen i havet. Der kan også ses små ulveedderkopper og andre. Der ligger om vinteren mange sneglehuse i skoven.

De ser umiddelbart døde ud, men sneglen er bare krøbet ind i huset og lukket ”døren” med en hinde af sit eget spyt. Hvis kulden bliver værre, kryber sneglen længere ind og laver en ny lukning med luft mellem de to ”døre”. Måske var sneglen ideen til det menneskeskabte termoglas på de moderne vinduer.

Naturen klarer vinteren godt – heldigvis.