Russerne sagde 'njet' til udstilling – den var for nuanceret

Russerne sagde 'njet' til udstilling – den var for nuanceret
– Man skal fortælle den klare sort-hvide fortælling om Rusland som befrieren og russerne som dem, der ydede de største ofre under den store fædrelandskrig, siger museumsinspektøren om den russiske indstilling til historien. Arkivfoto: Jacob Seerup
KULTUR | Tirsdag 1. marts 2022 • 06:30

Bornholms Museum skulle have haft en aflægger af udstillingen "Russerne kommer" på Russisk Center for Videnskab og Kultur i København. Men i sidste øjeblik blev den stoppet af russerne.

Jakob Seerup, ph.d. og museumsinspektør ved Bornholms Museum, fortalte for godt et år siden i Tidende om, hvordan han har fået styr på de 30 grave på Allinge Kirkegård med sovjetrussiske soldater fra Anden Verdenskrig. Blandt andet kunne han fortælle, at ni af soldaterne døde af druk på samme dag.

Man har strammet og strammet
derovre og slår også ned på historikere,
som forsker i Stalins forbrydelser

I forvejen vidste man, at 18 af dem skyldes redningsdamperen S/S Vesterhavets forlis, men Seerup kunne yderligere oplyse, at en soldat døde af en hjertelidelse, mens den højest rangerende af de begravede var kaptajn Vladimir Prokhorovich Stepanchenko, som blev mast af en bil.

Tilbage uden forklarende dødsårsag var dermed kun en enkelt af de begravede.

Museumsinspektøren har imidlertid oplevet, hvordan russerne i dag ikke finder dødsårsager som druk, biluheld og hjertelidelse som heroiske nok til, at vi skal hæfte os ved dem. Jakob Seerups efterforskning foretog han op til, at det kulturhistoriske museum i foråret 2021 med udstillingen "Russerne kommer" ville markere 75 året for de sovjetrussiske soldaters afrejse fra Bornholm i 1946.

Det var meningen, at han parallelt med udstillingen i Rønne også skulle stå for en version af den udelukkende bestående af fotos på Russisk Center for Videnskab og Kultur i Danmark på Vester Voldgade i København.

Bornholms Museum har mange billeder af de sovjetrussiske soldater på Bornholm. Arkivfoto: Jacob Jepsen

– Vi var nået meget langt med udstillingen, siger Jakob Seerup i dag.

– Vi havde valgt billeder og tekster, som også var blevet oversat til russisk og godkendt af personalet i København i oktober sidste år. Udstillingen skulle egentlig være åbnet samtidig med vores egen i foråret, men corona forsinkede hele processen.

– Vi var tæt på at være i mål. Havde talt os til rette og var blevet enige om nogle formuleringer, men så blev det hele aflyst i sidste øjeblik, fordi materialet havde været forbi de historiske eksperter i Rusland, som mente, at der var historiske unøjagtigheder.

Ingen nuancer

Hvad ligger der i, at I talte jer til rette?

– For eksempel var der det her med, at nogle af soldaterne var døde af alkoholforgiftning. Det spurgte de, om vi ikke kunne undlade at have med i udstillingen, og jeg sagde, at nåja, okay, hvis det var det, der skulle til, for at vi kunne præsentere den store fortælling om russerne på Bornholm, så var det i orden. Men det var altså ikke nok, fortællingen blev ikke tilstrækkeligt entydig i forhold til billedet af Sovjetunionen som den gode sejrherre og befrier.

Der måtte ikke være nogen pletter på den fortælling?

– Nej, der er ikke plads til nuancer i russisk historieskrivning i de her år. Vi er på museet begunstiget af, at vi har så utroligt mange billeder af russerne på Bornholm, og dem er de principielt også rigtig interesserede i og vil gerne vise dem frem, men teksten var simpelthen ikke lovprisende nok.

Er det historikere i Moskva, der afviste udstillingen?

– Ja, formentlig, eller kulturministeriet.

Topstyret system

Det var i efteråret, det her skete, hvad nu hvis det havde været for eksempelvis fem år siden – tror du, det er blevet sværere at forholde sig til faktualiteter i Rusland?

– Dét tror jeg bestemt, siger Jakob Seerup.

– Helt bestemt. Man har strammet og strammet derovre og slår også ned på historikere, som forsker i Stalins forbrydelser. Man er simpelthen ikke interesseret i at få negative aspekter af den russiske historie frem. Man skal fortælle den klare sort-hvide fortælling om Rusland som befrieren og russerne som dem, der ydede de største ofre under den store fædrelandskrig og alt det der.

Når du siger "man", er det så i yderste konsekvens Putin?

– Jaja, det er jo helt klart. Det er et topstyret system. Her i Danmark taler vi af og til om armslængdeprincippet, som betyder, at politikere bør afstå fra detailstyring af forskellige områder, primært inden for kulturlivet, men jeg kan forsikre om, at armslængdeprincip er der ikke meget af i russisk kulturhistorisk formidling, siger Jakob Seerup og kan ikke holde en latter tilbage ved den blotte tanke.

Et monument på Allinge Kirkegård markerer de 30 begravede sovjetrussiske soldater med følgende ordlyd:

"Evig berømmelse for de russiske helte, som ofrede livet i kampen mod tyske okkupanter".

 

FÅ ABONNEMENT